På et tidspunkt skal vi jo til det – valget. Senest i 2019 skal Lars Løkke Rasmussen udskrive valg til Folketinget. Måske før, hvis Anders Samuelsen virkelig er så stålsat, som han siger. Men mon dog.
Og når vi vælgere på et tidspunkt står i stemmeboksen og overvejer vores kryds, så vil vi formentlig stå med en stemmeseddel, hvor antallet af partihoppere er rekordhøjt.
At en politiker skifter parti, er ikke usædvanligt. Historien er fyldt med eksempler. Erhard Jacobsen, der forlod Socialdemokraterne og stiftede Centrum-Demokraterne. Pia Kjærsgaard forlod et sønderrevet Fremskridtsparti og startede Dansk Folkeparti. Naser Khader har været rundtomkring. Han startede i Radikale Venstre og er endt hos Konservative. Og Karen Jespersen har gennem livet bevæget sig fra den yderste venstrefløj til – i hvert fald indtil videre – at finde ro hos partiet Venstre.
Noget tyder på, at det med at skifte parti er blevet mere almindeligt. I hvert fald har de seneste år budt på usædvanlig mange politikere, der vælger at gå nye veje. Og hver gang det er tilfældet, ser man den samme rituelle kritik: At vedkommende kun er optaget af sin egen karriere som politiker, at vælgerne svigtes, at man er illoyal over for sit gamle parti – og værst af alt: Man er skyld i den stadig stigende politikerlede.
Jeg vil gerne tage de så udskældte partihoppere i forsvar. De er hverken mere eller mindre optaget af deres karrierer end deres kollegaer – eller alle andre, der går på arbejde hver dag med ambitioner og lyst til at udrette noget. De svigter heller ikke vælgerne, for dem repræsenterer man som folkevalgt politiker, uanset hvor mange gange man skifter parti. Og illoyalitet? Tja, ofte er de partiskifter, vi ser, helt logiske og naturlige, fordi de skyldes uforenelige konflikter, eller at parti eller politiker ganske enkelt har skiftet kurs eller ændret holdning.
Men er det, at vores folkevalgte ikke er tro mod partierne, så skyld i den voksende politikerlede? Hvis bare det var så let. Der er en udfordring med skepsis og mistro til vores politikere, desværre. Men helt ærligt, det skyldes jo ikke, at en politiker indimellem hopper over til et andet parti. Mistillid til politikere ses lige nu i hele den vestlige verden og udspiller sig eksempelvis for fulde gardiner i den amerikanske valgkamp. Der er helt andre og større kræfter på spil.
Tværtimod tror jeg, at nogle partihop opfattes både befriende og positivt af vælgerne. Tag Uffe Elbæk, som med Alternativet ikke bare står bag et parti, men en politisk bevægelse, der har haft imponerende succes. 3.000 medlemmer alene i København eller det samme som Socialdemokraterne i landets hovedstad – det er godt gået. Og lige nu blomstrer Alternativet op i et væld af provinsbyer – de er langtfra bare et storbyfænomen. Alternativet kommer til en by nær dig og er kommet for at blive. Næste gang ved kommunalvalget i 2017. Bare vent at se.
Tag personer som Astrid Krag eller Jens Rohde. Krag skiftede fra SF til S og Rohde fra Venstre til Radikale Venstre. Altid har de været garanter for gode personlige stemmetal. Og det tør jeg vædde på, at de også får næste gang – uanset hvad de så vælger at stille op til.
Eller tag Pernille Vermund, der kommer med en fortid hos Konservative og i dag står i spidsen for Nye Borgerlige. Man kan mene meget om Vermund og Nye Borgerlige, blandt andet at de burde få styr på betydningen af grundloven, negativ parlamentarisme, EU og internationale forpligtelser. Men lad det være, for partiet har fat i en gruppe vælgere, der måske er nok til at bringe dem i Folketinget efter et valg.
Så nej, partihoppere er ikke skyld i, at vælgerne er trætte af politikerne.
Og endelig: I de her år shopper vælgerne lystigt rundt mellem partierne på tværs af blokkene. Partiloyaliteten blandt vælgerne er historisk lav. Hvorfor er det så et problem, at politikerne nogle gange vælger at gå fra et parti til et andet?
Kommentér dette blogindlæg herunder