Aktiekorrektion betyder normale tilstande og påpasselighed

Aktierne vil rette sig igen, og vi vil med stor sandsynlighed få en ganske godt aktieår i 2018. Men det er tid til at være påpasselig, skriver Formueplejes Henrik Franck.

Hvis man som investor det seneste år har ladet sig lulle lidt i søvn, er man ikke alene. Men det er på tide at vågne fra tornerosesøvnen, hvis man ikke allerede er vågnet efter den korrektion, vi oplevede i begyndelsen af februar.

Det er en exceptionel periode, vi har været igennem siden 2016. Det er den længste periode siden 1929 uden et fald på mere end 5 procent i S&P-indekset, og det er første gang siden begyndelsen af 1970’erne, at vi oplevede et år, hvor der var aktiekursstigninger i hvert eneste af årets 12 måneder.

2017 var med andre ord et år med uhyre lav volatilitet, altså minimale udsving på aktiemarkedet. Blandt markedsdeltagerne var der en stemning af, at alle risici var elimineret, og at det bare ville vare ved. Det har man kunnet aflæse ved et VIX-indeks også kendt som frygtindekset, der har været usædvanlig lavt gennem hele 2017, og hvor der blev spekuleret i, at risikoen ville forblive lav. Men i begyndelsen af denne måned steg VIX-indekset pludselig som aldrig før.

Dermed har vi med denne korrektion – igen – fået en påmindelse om, at alting har en ende – også et opsving uden risikofrygt. Nu har vi ’bare’ et opsving med indbyggede risici. Det kan vise sig meget sundt, hvis korrektionen er med til at skærpe opmærksomheden.

Vi kan skimte en afslutning på opsvinget

Man skal i hvert fald passe på med bare at slå det hen og sige, at korrektionen er uforklarlig. Nok er den også af teknisk karakter og ikke trukket af faldende indtjening i virksomhederne eller en umiddelbart forestående recession, men hvis inflation, lønpres og rentestigninger er på varigt besøg, markerer korrektionen en ny fase i det økonomiske opsving med en mere normal sammenhæng i en global økonomi, som opererer på kapacitetsgrænsen med øget løn- og inflationspres.

Det betyder, at man i stedet for at være tilbagelænet skal være mere påpasselig end før og helt oppe på dupperne. Jeg siger ikke, at det økonomiske opsving og aktieopturen er slut. Faktisk tyder alt på, at den globale økonomiske vækst vil accelerere yderligere i 2018, men jeg tror, at vi så småt kan skimte afslutningen på opsvinget.

Nu har vi haft den korrektion, som har ladet vente så længe på sig, og situationen har skiftet karakter. Efter min mening er det ikke tilfældigt, at korrektionen er sammenfaldende med, at de første tegn på inflation og lønpres melder sig.

I de seneste to år har vi haft det her synkrone globale opsving, hvor stort set alt har peget i den rigtige retning, og hvor Europa er kommet på omgangshøjde med resten af verdensøkonomien, der næsten endegyldigt har sagt farvel til genopbygningsfasen efter finanskrisen.

Der har været fine vækstrater og ikke noget voldsomt inflations- eller lønpres, selv om arbejdsløsheden har været forsvindende lille og under det niveau, der normalt vil føre til inflation. Det er det, der kaldes Guldlok-scenariet.

For den generelle økonomi og for udviklingen på de finansielle markeder er det en usædvanlig, men også meget gunstig situation og også en tilstand, som vi ikke kunne forvente ville vare ved i det uendelige. De første tegn på, at vi nærmede os en normaltilstand, kom i fjerde kvartal 2017, hvor vi så pæne rentestigninger, og inflationen blev bygget op.

Globaliseringen og den eksponentielle teknologiske udvikling er efter min mening de to hovedforklaringer på, at vi har haft høj økonomisk vækst og lav arbejdsløshed, uden at det har ført til øget lønpres, inflation og rentestigninger og dermed gjort Guldlok-scenariet muligt.

Inflationen stiger  

Men der er åbenbart alligevel en øvre grænse for, hvor meget de økonomiske lærebøger skal skrives om. Phillips-kurven, der viser sammenhængen mellem lønstigninger og ledighedsprocent således, at falder ledigheden, så stiger inflationen, er alligevel ikke død, som nogle har talt om, men er efter at have været sat på pause nu i gang igen.

Jeg tror stadig, at 2018 bliver et rimelig godt aktieår. Den globale økonomi kører fortsat på alle cylindre, og alt tyder på, at det driftsmæssige opsving i virksomhedernes indtjening vil fortsætte. Men sammenlignet med 2017 er risiciene højere.

Med jobrapporten i begyndelsen af februar i USA fik vi det første forvarsel om et stigende lønpres, og inflationstallene pegede i samme retning. Hvis man spørger mig, skal vi begynde at indstille os på, at Guldlok-epoken forstået som den perfekte situation, hvor alt er lige tilpas, nærmer sig sin afslutning. Nu er normaliseringsfasen begyndt.

Det økonomiske opsving kan sagtens fortsætte en rum tid endnu. Det tror jeg faktisk, at det gør. Men når lønningerne begynder at stige, plejer det at betyde, at profitterne langsomt eroderer, inflationen indfinder sig, renterne stiger, og pengepolitikken strammes. Her kan en eventuel forbedring af produktiviteten dog vise sig som den overraskelsesfaktor, der har potentiale til at forlænge opsvinget. Det er et vigtigt nøgletal, som vi i Formuepleje holder et meget vågent øje med.

Man skal også gøre sig klart, at det er en unormal periode, vi bevæger os væk fra. Tiden med nul- og minusrenter er økonomisk set en historisk epoke, der nu er tæt på at slutte, hvor vi i stedet bevæger os hen imod mere normale tilstande.

Renterne stiger måske endda så meget, at de bliver et reelt alternativ til aktier, som de var førhen. Spørgsmålet er så, om vi er blevet immune over for det normale og har vænnet os til de usædvanlige forhold, der har gjort sig gældende med eksempelvis de massive støtteopkøb af obligationer fra centralbankhold.

Nu vender vi tilbage til en mere normal virkelighed. Som investor gælder det om at kunne navigere der med lige dele risikoappetit, is i maven og respekt for en tilbagevenden til mere normale tilstande.

 

Kommentér dette blogindlæg herunder