AP Pensions formand skød sig selv i foden

Påstande, anonyme kilder og tilbagevisninger af påstande har præget Søren Dal Thomsens exit fra AP Pension. Men det kunne være løst bedre, hvis AP Pensions formand fra start havde sagt sandheden, mener InsideBusiness-kommentator Morten Jeppesen.

De seneste to måneder har landets finansjournalister forgæves jagtet sandheden bag AP Pensions magtfulde topchef Søren Dal Thomsens pludselige exit i begyndelsen af december sidste år.

AP Pension skød selv jagten i gang, da pensionsselskabets bestyrelsesformand, Niels Dengsø Jensen, forklarede, at Søren Dahl Thomsen selv havde valgt at sige sit job op, fordi han søgte nye udfordringer. Men meget tyder på, at Niels Dengsø Jensen i den forbindelse også skød sig selv i foden.

For samtidig med bestyrelsesformandens udmelding om, at topchefen selv havde sagt op, så valgte hovedpersonen at lade omverdenen vide, at hans exit var knap så frivillig, og at han stod uforstående overfor, hvorfor hans tid i AP Pension pludselig skulle slutte.

Modstridende udlægninger

De to udlægninger af forløbet var åbenlyst modstridende, og dermed var der lagt i kakkelovnen til det, man blandt journalister mildest talt kalder en rigtig god historie. Ikke mindst fordi AP Pension er blandt landets absolut største pensionsselskaber, og fordi Søren Dal Thomsen gennem de seneste år har markeret sig som en af de topchefer i den finansielle sektor, der har turdet sige sin mening – også når det var kontroversielt.

Siden Søren Dal Thomsen forlod AP Pension, har en række medier ved hjælp af blandt andet anonyme kilder søgt sandheden om topchefens exit.

Foreløbig er det svært endegyldigt at afgøre, hvor tæt de har været på den rigtige forklaring. AP Pension har undervejs ikke bidraget til afdækningen bortset fra for nylig, hvor pensionsselskabet sendte en pressemeddelelse på gaden, hvor pensionsselskabet under overskriften ’Påstande har intet hold i virkeligheden’ tilbageviste indholdet af to konkrete artikler i Jyllands-Posten.

Mistanke om noget alvorligt

Men netop pensionsselskabets tavshed i sagen er med til at rejse en betydelig mistanke i pressen om, at der gemmer sig noget mere alvorligt i sagen end blot en almindelig uenighed mellem bestyrelsen og Søren Dal Thomsen.

Selvfølgelig en uenighed, som har været så voldsom, at den har ført til, at topchefen ikke længere skulle være topchef, men ikke desto mindre en uenighed, som er helt naturlig i mange virksomheder, hvor topchef og bestyrelse over årene slider på hinanden og i nogle tilfælde så meget, at vejene må skilles.

Det virker, som om AP Pension i den aktuelle sag har været rigtig dårligt rådgivet om kommunikationen, når selskabet ikke fra begyndelsen melder tilstrækkelig præcist ud, hvad baggrunden er for, at pensionsselskabets højtprofilerede topchef med øjeblikkelig virkning fratræder sit job. Især når det straks viser sig, at der er uenighed mellem parterne, om det er en fyring, eller om Søren Dal Thomsen selv sagde op.

Formand med troværdighedsproblem

Flere medier har skrevet om, at sandheden vil komme for en dag i forbindelse med årsrapporten for 2016, fordi det her vil fremgå, om der er udbetalt et gyldent håndtryk til Søren Dal Thomsen på – ifølge InsideBusiness ­­– 15 millioner kroner. Er det tilfældet, må man antage, at han er blevet fyret. Og dermed står det også klart, at AP Pensions bestyrelsesformand, Niels Dengsø Jensen, står med et gevaldigt troværdighedsproblem.

Et problem, som kunne være undgået, hvis AP Pension fra begyndelsen havde holdt sig til sandheden uden at lægge alle detaljer frem.

LÆS MERE

AP Pension fik 15 mio, mundkurv og en flot afskedsreception

Stor mystisk om pensionsdirektørs overraskende exit

Direktør forlader pensionsgigant

Her er pensionsselskabernes vindere og tabere

Kommentér dette blogindlæg herunder