Hvis der fandtes en konkurrence om 2016’s mest tyndslidte ord, ville disruption nok have haft gode vinderchancer. Det har floreret både her og der og alle vegne, og sidst på året ved dannelsen af VLAK-regeringen fik vi så også et disruptionråd, som i skrivende stund venter på konkret kommissorium og sammensætning.
Der er da også god grund til at tale om disruption. For det er et begreb, der er i fuld gang med at forandre vores samfund og vores liv på rigtig mange områder. Jeg har også selv brugt ordet adskillige gange i årets løb, ikke mindst i forbindelse med etableringen af foreningen Copenhagen Fintech og det konkrete fintechlab, som nu er en realitet, hvor iværksætterne er i fuld gang med det, der forhåbentlig skal blive til bæredygtige forretninger og job til København og Danmark.
Men der er også rigtig god grund til, at vi gør os lidt mere klart, hvad vi mener med disruption – og hvad vi egentlig vil med det?
For det første er ikke enhver fremdrift, idé eller nytænkning ’disruption’. Eksempelvis er hele fintechmiljøet et resultat af en voldsom og eksponentiel teknologisk udvikling, der har flyttet it fra en støttefunktion i en finansiel virksomhed helt ind i selve forretningskernen. Den bevægelse er ikke ny, men er accelereret voldsomt de seneste par år. Og det har skabt en helt ny type virksomheder i en branche, der på nogle punkter ligger uden for og på andre måder flyder sammen med den traditionelle finanssektor.
Inden for fintech i bred forstand ligger bestemt disruptive elementer med potentiale til at forandre dele af den finansielle sektor, som vi kender den. Men en stor del af fintech er også teknologiske løsninger, som snarere er en helt naturlig forretningsudvikling for finansvirksomheder anno 2017, hvor den slags naturligvis i høj grad er digital – og i stort omfang bliver til i (globale) relationer.
Det betyder ikke, at teknologien og digitaliseringen ikke kommer til at fylde endnu mere, end den allerede gør. Den bevægelse er åbenlys – og det er lige så åbenlyst, at det ikke nytter noget at halse efter toget, når det forlader perronen. Men vi skal heller ikke med som blinde passagerer.
Bliver disruption til afvikling?
2017 bør derfor også været året, hvor vi også begynder at tale mere om, hvad vi egentlig vil med al den ’disruption’. For vi skal naturligvis udvikle og skabe nyt, men vi skal selvfølgelig også undgå at blive så forblændet af udviklingen, at den bliver til afvikling, inden vi får set os om.
Der er masser af muligheder i teknologi og digitalisering. Men vi skal ikke bogstavelig talt glemme os selv i skyndingen. For teknologien giver os mulighed for at gøre ting smartere. For at bruge vores tid bedre, for som medarbejdere at skabe mere værdi for vores virksomhed og for som virksomheder at skabe bedre kunderelationer, mere forretning og flere job.
For det handler jo til syvende og sidst om, hvad vi bruger teknologien til. Den erstatter ikke menneskelige relationer, kontakt og kompetencer. Den åbner døre – men vi skal selvfølgelig overveje, hvilke af dem vi går ind ad, og hvad vi vil derinde.
Den snak bør stå højt på dagsordenen i 2017. Og den kræver først og fremmest, at vi trods alt tænker teknologi – og disruption – som middel snarere end mål i sig selv.
Kommentér dette blogindlæg herunder