Bliver Enhedslisten døden for centrum-venstre? 

Enhedslisten bliver nu en vetospiller i dansk politik, der skal vælte en rød regering, hvis partiet ikke er tilfreds med den. Men partiet risikerer at grave sin egen grav mener InsideBusiness’ politiske ekspert, Thomas Juul Dam. 

I ly af burkaforbud og Venstres landsmøde har man på den yderste venstrefløj leget med tændstikker, uden at det rigtigt er blevet opdaget. Vise mænd og kvinder i Enhedslistens hovedbestyrelse har besluttet at ophæve 25 års parlamentariske principper. Nu kan Enhedslisten fremtidige 10-15 folketingsmedlemmer vælte en socialdemokratiskledet regering, hvis den fører en politik, som Enhedslisten ikke lige bryder sig om den dag. Og allerede i forbindelse med en regeringsdannelse kan Enhedslisten stille betingelser for at pege på Socialdemokratiet.  

Beslutningen er interessant, fordi den flytter Enhedslisten fra at være et magtparti til et idéparti, der får sværere ved at fungere i et parlamentarisk system. Og som gør livet (endnu) vanskeligere for en S-ledet regering.  

Venstrefløjens frontkæmpere har i nyere tid brokket sig højlydt, når en S-ledet regering gjorde noget, som man var imod – og det er sket ikke så sjældent. Men partiet har dog vidst med sig selv, at hvis man væltede en rød regering, ville man have ødelagt forudsætningerne for en centrum-venstre-regering mange år ud i tiden.  

Kort sagt forstod Enhedslisten indtil i søndags, at magt – trods alt – er vigtigere end fikse ideer og politisk uenighed.  

Nu har Enhedslisten gjort sig selv til vetospiller frem for parlamentarisk grundlag. Det er helt usædvanligt i det danske folkestyre. Vi kender til regeringer, der er i mindretal og søger samarbejde på kryds og tværs. Det skete med Schlüter i 80’erne, med Nyrup i 90’erne, med Fogh i 00’erne – og med Helle Thorning-Schmidts regering, der søgte samarbejde med blandt andre Venstre om skattereform og vækstplan. Alt sammen i et bredt samarbejde på tværs af de politiske blokke – i øvrigt helt i overensstemmelse med det, et stort flertal af vælgerne foretrækker. 

Nu bliver en rød regering bundet af kun ét parti til at søge bestemte flertal. Endda et parti, der som støtteparti kan vælte regeringen. Som regering er man i overført betydning udsat for et selvmordsangreb fra egne rækker. Stik mod den danske tradition. Stik mod vælgerflertallets præferencer. 

Er det klogt? Det er det næppe. Selvfølgelig må det føles rart for Enhedslisten at stille et evigt sultent bagland tilfreds. Og partiets politikere har foræret sig selv et nyt forhandlingsvåben. Til lykke med det! 

Men hvad nu, hvis prisen er for høj. Enhedslisten har faktisk opnået betragtelige resultater, når de har støttet S-ledede regeringer. Partiet har dygtigt formået at veksle sine relativt få mandater og politiske position på den yderste venstrefløj til gedigen parlamentarisk indflydelse. Hvilket ikke er så almindeligt.  

Tag bare et kig ud over landets grænser. Her må Enhedslistens søsterpartier misundeligt kigge mod Danmark. For eksempel i Tyskland, hvor de andre partier slet ikke vil vide af Die Linke. Og hvor megen indflydelse giver det så lige? 

Hvad nu, hvis partiets nye strategi her i Danmark fører til det samme? At andre partier ikke tør regne med et kategorisk Enhedslisten i vores flygtige, bølgende parlamentariske system? I 2012 sagde Johanne Schmidt-Nielsen, at den daværende SRSF-regering pissede på vælgerne.  

Måske Enhedslistens vælgere skulle stille sig selv ét spørgsmål: Hvis Enhedslistens nye strategi fører til flere borgerlige regeringer, og at andre røde partier ikke tør indregne listens mandater – hvem er det så egentlig, der pisser på vælgerne?  

Kommentér dette blogindlæg herunder