Vil gælden dræbe Trumps amerikanske drøm?

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har lovet ekspansiv finanspolitik, men er det overhovedet muligt i et land, hvor gælden er langt over 100 procent af bnp? Direktør i Maj Invest Jeppe Christiansen og cheføkonom i Maj Bank Mikkel Langmack analyserer situationen.

Den amerikanske statsgæld er tredoblet siden 1980 og har passeret 100 procent af bnp. Gælden steg primært op gennem 80’erne og i årene umiddelbart efter finanskrisen sidst i 00’erne, se figur 1.

Gældsstigningen i 80’erne var forbundet med skattelettelser, som Ronald Reagan gennemførte, og som i sin regeringsperiode fra 1981-89 fordoblede statsgælden.

I årene efter finanskrisen var gældsstigningen en direkte konsekvens af de enorme redningspakker, som staten måtte finansiere for at undgå økonomisk kollaps.

Med valget af Donald Trump og hans ønske om at føre en ekspansiv finanspolitik – netop som Reagan gjorde det i 80’erne – er det interessant at vurdere, 1) om det aktuelle gældsniveau er holdbart, herunder 2) om der er plads til at øge gælden, og 3) hvilke konsekvenser stigende renter kan få for gældsbyrden og den globale økonomiske stabilitet.

Faldende renteudgifter

Historisk set er et gældsniveau på over 100 procent af bnp et særsyn. Vi har data tilbage fra 1792, og siden da er det kun i forbindelse med anden verdenskrig, at gælden har været over 100 procent af bnp. Men værdien af disse historiske sammenligninger kan dog diskuteres, da man bliver nødt til at se på, hvad gælden koster, det vil sige renteudgifter og refinansieringsvilkår.

Figur 2 viser, at den nuværende rente 2,5 procent for en 10-årig statsobligation er omkring en sjettedel af, hvad renten var i starten af 80’erne. Derfor er den samlede renteudgift i forhold til bnp faldet siden 1980, på trods af at den samlede gæld i procent af bnp er tredoblet, se figur 3.    

Hvis vi antager, at bnp forbliver uændret, kan renten stige 3 procentpoint, før renteudgiften er tilbage på niveauet fra 1980’erne. For at sætte en 3 procentpoints stigning i perspektiv, kan vi se, at Federal Reserve kun har formået at hæve styringsrenten med 0,25 procent de seneste 12 måneder. Dertil forventer markedet, at styringsrenten kun vil stige med omkring 1 procentpoint frem til ultimo 2019. Der er derfor næppe grund til at frygte en amerikansk gældskrise i denne omgang.

Ud over renten er det også interessant at se på gældens varighed, da den viser, hvor følsom gælden er over for rentestigninger. Historisk set er gældskriser ofte relateret til udstedelsen af gæld med kort varighed. Her opstår krisen, når renten stiger, og staten dermed får problemer med den løbende refinansiering. Figur 4 viser, at den nuværende varighed er tæt på 6 år, hvilket er omtrent 1 år længere end de sidste 25 års gennemsnit. Det betyder alt andet lige, at den nuværende statsgæld er mere robust i forhold til stigende renter.

På kort sigt udgør den høje statsgæld altså ikke noget økonomisk problem. Der er plads til pæne rentestigninger, og så længe bnp-væksten fortsætter på niveauet 3 procent p.a., vil gældspresset – set i forhold til bnp – være begrænset. Den øgede gæld vil dog på længere sigt tynge væksten og virke som en klods om benet, når den næste recession rammer.

Lavt til loftet

Men en ting er, om der rent økonomisk er plads til at øge gælden, en anden ting er, om det kan lade sig gøre rent politisk. Siden 1917 har USA nemlig haft en absolut grænse for, hvor stor gælden må være, det såkaldte gældsloft. Gældsloftet har dog løbende været til politisk forhandling og er blevet hævet mere end 100 gange, se figur 5.

Men hvor det tidligere er blevet hævet næsten per automatik, har der under præsident Obama været en politisk kamp, hver gang loftet skulle hæves. Under forhandlingerne i både 2011 og 2013 var situationen så tilspidset, at mange talte om en statsbankerot som et muligt udfald.

I skrivende stund er gældsloftet suspenderet indtil 16. marts 2017. Til den tid (det vil sige om fire uger) vil gældsloftet blive aktiveret på det aktuelle gældsniveau, og Trump vil være nødsaget til at reagere. Republikanerne i Kongressen skal samtidig gøre op med sig selv, om de vil fortsætte den hårde linje og stemme nej til forhøjelser af gældsloftet, eller om de vil stemme ja og dermed godkende Trumps finanspolitiske råderum og give plads til øgede infrastrukturinvesteringer.

I forhold til gældsloftet kan man igen drage en parallel til Reagan. Det lykkedes nemlig Reagan at hæve gældsloftet hele 18 gange i sin regeringsperiode. Hertil kommer, at det republikanske flertal i Kongressen er mere pragmatisk, når præsidenten er republikansk, hvilket taler for, at de stemmer ja.

Sammenfatning

Overordnet set står Trump både økonomisk og politisk med gode muligheder for at skrue op for finanspolitikken. Selv om gælden er historisk høj, er der plads til mere gæld, så længe væksten er omkring 3 procent p.a. Den finansielle risiko opstår først ved næste recession, og især hvis økonomien overophedes inden da. Renteudgifterne er indtil videre under kontrol og bliver først et problem, hvis renten kommer op over 5 procent. På kort sigt er den politiske risiko derfor større end den finansielle.

På få måneder har Trump skabt usikkerhed om internationale aftaler, som ellers har stået mejslet i sten i årtier. Især over for Europa og Kina, der tilsammen udgør mere end en tredjedel af den globale økonomi, har retorikken været bekymrende. Trump har blandt andet udtalt sig positivt om en generel svækkelse af EU-samarbejdet, og i forhold til Kina er der blevet stillet spørgsmål ved den såkaldte et-Kina-politik samt kinesernes ageren i Det Sydkinesiske Hav.

En handelspolitisk konflikt mellem nogle af verdens største økonomier er desværre ikke et urealistisk scenario.

 

Kommentér dette blogindlæg herunder