I disse uger turnerer de offentligt ansattes fagforeninger med en historie om ’forringelser af velfærden’, hvis regeringens 2025-plan føres ud i livet.
Ganske vist vil regeringen afsætte 22 milliarder kroner ekstra til den offentlige sektor. Men det er i fagforeningernes øjne ikke er nok. De fremfører blandt andet, at der kommer flere ældre i de kommende år, som vil have behov for sundhedsydelser og ældrepleje, og her kommer de 22 milliarder kroner angiveligt til kort.
Det er korrekt, at der kommer flere ældre. Men til gengæld ved vi også, at fremtidens ældre vil være sundere og følgelig have brug for mindre pleje. Derfor skal man ikke kun se på antallet af ældre, men på udviklingen i de forventede udgifter som følge af ændringer i befolkningens sammensætning, herunder aldringen. Det kalder man det demografiske træk, og det forventes i årene frem til 2025 at være på ca. 0,6 procent om året. Regeringen planlægger at tilføre 0,5 procent om året i ekstra udgifter, svarende til de nævnte 22 milliarder kroner
Så o.k., der er en lille bitte manko på 0,1 procent om året. Hvis den offentlige sektor imidlertid formår at øge produktiviteten med sølle 0,1 procent om året, vil man kunne levere helt den samme velfærd som i dag. Kan man øge produktiviteten med mere end 0,1 procent, ville man kunne forbedre serviceniveauet. Til sammenligning har den private sektor i årtier leveret ca. 2 procents produktivitetsstigning om året i gennemsnit.
Det er i sådanne produktivitetsforbedringer, at de interessante muligheder for bedre velfærd ligger, hvilket jeg vil illustrere nedenfor – først teoretisk og efterfølgende med et regneeksempel.
Velfærdsstatens logik har altid været at antage, at mere velfærd hang uløseligt sammen med flere udgifter. Antagelsen var dels, at velfærden kun kunne blive bedre ved at tilføre flere penge, og dels at den nødvendigvis blev bedre af gøre det: At det at tilføre 2 milliarder kroner ekstra giver velfærd svarende til en værdi af 2 milliarder kroner. Input antages at være lig output.
Det kan også være tilfældet, hvis man i forvejen bruger relativt få ressourcer på en aktivitet. Men bruger man i forvejen mange ressourcer, er det sandsynligt, at man ikke får så meget ekstra værdi ud af at bruge endnu flere.
Økonomer kalder dette fænomen for aftagende marginalnytte, hvilket er en almindelig anerkendt standardantagelse blandt økonomer. En virksomhed får måske et stort afkast af at ansætte en telefonsælger. Det samme gælder sælger nummer to. Men på et tidspunkt får virksomheden begrænset ekstrasalg ud af at ansætte flere telefonsælgere. En landsby uden en skole opnår meget stor gevinst ved at ansætte den første lærer, men gevinsten ved at ansætte flere lærere aftager på et tidspunkt. Fænomenet illustreres i figur 1.
Da velfærdsstaten var under opbygning, fik man en hel del ekstra værdi ud af at bruge flere ressourcer på den. At øge input fra IA til IB gav en væsentlig forøgelse af output fra OA til OB.
Fint nok, men i dag er der ikke nogen områder, hvor velfærdssektoren ikke i forvejen er kraftigt udbygget og bruger rigtig mange ressourcer. Danmark ligger internationalt helt i top, når det handler om den offentlige sektors andel af bnp. Vi er blandt de lande, der bruger flest offentlige penge på uddannelse, ældrepleje, forskning osv. Derfor giver det ikke længere særlig meget ekstra værdi (fra OB til OC) at øge udgifterne (fra IB til IC) og slet ikke en mængde ekstra værdi, som står i et rimeligt forhold til de samfundsressourcer, den lægger beslag på.
Forskningen i økonomisk vækst viser, at langt det meste af vores velstandsfremgang skyldes stigende produktivitet via innovation – altså ved at få mere output ud af en given mængde input. Det er på den måde, vi har undgået, at faldende marginalnytte har dræbt væksten. Det illustreres i figur 2.
I stedet for at fortsætte med perspektivløst at tilføre flere ressourcer til en given måde at producere på (f1 på figuren) består innovation i at skabe nye måder at producere på (f2), så man med de samme ressourcer kan opnå mere output (O2 i stedet for O1) – altså mere velfærd for de samme penge.
Figuren illustrerer også den pointe, at det kan være prohibitivt dyrt at forsøge at opnå velfærdsforbedring ved at bruge flere penge i stedet for ved at blive mere produktiv. Det ville kræve, at man øgede mængden af input ekstremt meget (fra IA til IB).
Er det ren teori og skrivebordsøvelse? På ingen måde. Velfærdssektoren bruger årligt omkring 500 milliarder kroner. Hvis man kan øge produktiviteten af disse 500 milliarder kroner med 2 procent om året, ville det svare til at tilføre 10 milliarder kroner om året i ekstra velfærdskroner – altså omtrent det firedobbelte af, hvad 2025-planen rummer af ekstra penge per år til velfærdssektoren.
Det ville ikke være muligt at opnå samme effekt ved at tilføre flere penge, for det finanspolitiske råderum er ikke til stede. Endvidere ville borgerne miste pengene, som kunne have været brugt til privat velfærd, og skatteopkrævningen ville hæmme velstandsudviklingen. Det private velfærdstab ved udgiftsstigningen ville være langt større end gevinsten i form af marginalt bedre velfærdsydelser.
Hvis vi vil have bedre uddannelse, sundhed og ældrepleje, ligger perspektivet derfor i at øge produktiviteten, mens tilførsel af endnu flere skattekroner til OECD’s største offentlige sektor er perspektivløst. Vi skal gøre velfærden bedre, ikke dyrere.
Kommentér dette blogindlæg herunder