De færreste – og bestemt ikke denne klummeskriver – havde set det komme: At Søren Pape Poulsen skulle gå hen at blive den ny regerings lyspunkt. Den positive overraskelse, som ser sig selv og sit lille parti i pludselig opdrift.
Forbløffende, ikke mindst fordi det strider mod den konventionelle visdom, kommentatorer og analytikere normalt forfalder til: At gå i regering slider. På et partis politiske profil og på politikernes legitimitet. En regering skal have pengene til at passe. En regering skal være gode venner med udlandet. En regering skal holde loven – og kun mene ting, der kan lade sig gøre i virkelighedens verden. Og som minister skal man sige sandheden. Gab og dybt suk. Så er der mere ved tilværelsen som fri fugl i opposition, hvor syv og fem kan være lige, og hvor politikerne kan skyde først og spørge bagefter.
Nej, forventningen var, at de hårdt plagede og pinte Konservative og den i Christiansborg-sammenhænge relativt uprøvede Pape ville få en hård tur ved at gå i regering.
Ikke mindst fordi Pape valgte det sagnomspundne og prestigefyldte, men enormt krævende Justitsministerium som sit ressort. Ministeriet, der godt nok har huset flere konservative forgængere, men som notorisk er berygtet for at fortære sine ministre i tonstunge sager og tilføre alle små og store spørgsmål en juridisk overkompleksitet, så man som minister bliver helt ør i hovedet.
Men sådan er det som bekendt slet ikke gået. Og hvorfor så ikke?
Jeg tror, at Pape som det første har haft rigtig godt af at komme væk fra Christiansborg og ind i et ministerium. Væk fra den daglige kamp om at indtage så tilpas excentriske synspunkter, at de kan trænge igennem det hektiske mediebillede, som hverdagen på Christiansborg rummer. Væk fra kampen om at gøre sig parlamentarisk relevant, hvilket var en umulig opgave for Konservative, der modsat Liberal Alliance ikke gjorde det sit mantra at ville vælte den regering, man selv havde indsat, og senere blev en del af.
Pape passer ikke specielt godt ind i det til tider lidt hysteriske og farverige miljø, som Christiansborg også er.
Tværtimod passer han bedre i rollen som minister, hvor han både skal være politiker og administrativ ansvarlig for et område og et embedsværk. Vel er Justitsministeriet ikke Viborg Kommune – men Pape har dog tidligere stået i spidsen for embedsfolk og ved, hvad det vil sige. Det betyder noget. Det betyder noget, at man ved, hvilke muskler man råder over. Hvad embedsfolk kan hjælpe en med – og hvad de ikke kan hjælpe med. At være minister er at få stillet et Steinway-flygel til rådighed – hver dag, året rundt. Behandlet korrekt kan man nå imponerende resultater.
Og endelig for det tredje: Politik er relativt. Og helt ærligt – hvor svært kan det være at overraske positivt i det selskab af borgerlige partiledere i regeringen? På den ene side er der statsminister Lars Løkke Rasmussen, som med en imponerende arbejdsindsats og sin karakteristiske ihærdighed strider sig frem. Men som alligevel må sande – stadigvæk – at han ser ud til at være en politiker, vælgerne grundlæggende er færdige med.
Og så er der på den anden side Anders Samuelsen, som har fået en på alle måder uheldig start på tilværelsen som minister.
I det selskab har Pape gjort det godt. Og respekt til Pape for det, trods alt. Og respekt til de konservative, som brød husreglerne på Christiansborg og fik succes med det. Indtil videre.
Kommentér dette blogindlæg herunder