Liberal Alliance er denne regerings SF

Hører Liberal Alliance til i regeringen? Næppe, lyder det fra vores politiske kommentator Thomas Juul-Dam, der sammenligner Liberal Alliances rolle med SF.

Efter det seneste kollaps i det borgerlige Danmark i forbindelse med såvel stramninger af udlændingepolitikken som gennemførelse af historiske skattelettelser, er essensen af det at være borgerlig i dette land vel noget i retning af at afskaffe beskatning af fri telefon og flytte sagesløse statsansatte til Lolland, Hjørring og Middelfart.

Men ligefrem at sammenligne Danmarks borgerlige flagskib, Liberal Alliance, med folkesocialister – er det ikke at stramme den? Jo, hvis man ser på det politiske indhold. Men hvem kan efterhånden gå op i det længere? Ser man derefter på de to partiers positioner i de regeringer, hvori de deltager – så længe det varer – ja, så er lighederne påfaldende.

Begge partier kommer fra en tradition som stærke idépartier, hvor det er utæmmet kreativitet snarere end virkelighedens snærende bånd, der bærer de politiske forslag. For SF var forslag som betalingsring og øremærket barsel til mænd en stor overvindelse at droppe. For magtpartier som S og R, hvor holdninger kan bøjes og forslag dø, lige så hurtigt som de udtænkes, var det mere at trække på skuldrene og så komme videre.

Manisk besættelse af skattelettelser

I samme boldgade har Liberal Alliance haft en nærmest manisk besættelse af skattelettelser. Først var de så vigtige, at de var værd at true regeringen på livet for. Dernæst skulle de være af historiske dimensioner, så forhandlingerne med DF blev yderligere kompliceret. Sådan tænker et parti, der er mere optaget af ideer end reel magt.

For det andet er Liberal Alliance – præcis som SF var det – blevet det svage dyr på savannen internt i regeringen. Igen og igen er det Liberal Alliance, der må file på principperne, give køb på synspunkter, man havde, inden man trådte ind i regeringskontorerne, eller ydmygende tage regeringens politik i forsvar, selv om det er åbenlyst, at LA mener noget andet. Eksempelvis som det ses på folkeskoleområdet, hvor LA i dag administrerer en reform, man ønsker hen, hvor peberet gror.

På samme måde var SF i sin regeringstid tvunget til at tage en politik i forsvar, der eksempelvis var venligere stemt over for Israel, end SF ønskede, og til at stå på mål for en offentlighedslov, der sved langt ind i SF. Alt sammen på grund af en intern magtdynamik i regeringen.

For det tredje er der uden om regeringen opstået en omvendt funktionalitet, hvad angår Liberal Alliance. Det vil sige, det, der er godt for Liberal Alliance, er per definition skidt for partierne uden om regeringen. Det er en typisk mekanisme på Christiansborg, når andre partier får færten af, at et parti står svækket. Så bliver det et selvstændigt formål at ydmyge og teste partiet.

LA trives bedst uden for regeringen

Som man så det med skatteaftalen med de borgerlige partier under SRSF-regeringen, hvor SF var ved at gå op i limningen, blandt på grund af reformens finansiering via overførselsindkomsterne. Eller med vækstaftalen, hvor SF igen hev efter vejret. Løkke? Han kaldte det en ”fin lille aftale” for ligesom at gøre ydmygelsen total.

Og som det ses nu med Liberal Alliance, hvor DF insisterende nægter at indgå en aftale om skattelettelser. Ikke fordi DF ikke kan leve med skattelettelser. Selvfølgelig kan de det. Dem har de været med til at give et utal af gange. Nej, modstanden handler mere om, at Liberal Alliance så inderligt ønsker disse forbistrede lettelser her og nu.

At være regeringsparti kan være en halsbrækkende oplevelse. Derfor er der heller ikke så mange partier på Christiansborg, der helhjertet ønsker det.

Efter et valg tror jeg, at LA når frem til samme konklusion som SF: Magt er måske meget sjovt. Men når alt kommer til alt, så hører de til uden for Slotsholmens regeringskontorer. Og så må det der med at regere landet overlades til andre.

Kommentér dette blogindlæg herunder