Løgnehistorier om fyringer slider på troværdigheden

Bestyrelsesformænd rutter ikke med sandheden, når topchefen er blevet fyret. Men det slider på både virksomhedens og bestyrelsens troværdighed, skriver InsideBusiness-kommentator Karsten Anker Petersen

I Danmark er det ikke usædvanligt, at virksomheder gennemfører fyringsrunder. Og det er helt almindeligt at kalde dem for, hvad det er: fyringer. Og virksomhederne er som hovedregel gode til at forklare, hvorfor fyringerne er både beklagelige og nødvendige.

Men når den øverste daglige ledelse skal fyres, får piben en anden lyd. Og det uanset om det er den administrerende direktør, finansdirektøren eller et andet direktionsmedlem. Så er det lige pludselig enormt svært for bestyrelsen at kalde tingene ved rette navn. I stedet hedder det, at vedkommende fratræder ‘efter gensidig aftale’.

Det er dårlig kommunikation. Tro mig. Jeg har selv været med til at lave den slags flere gange, og det er sjældent kønt.

Det er dårlig kommunikation af mange årsager. Først og fremmest fordi det oftest ikke er sandt. Det er sikkert rigtigt, at direktøren da han får af vide, at bestyrelsen gerne vil skifte ham ud, også beslutter sig for at gå, og at det derfor kan kaldes en ‘gensidig aftale’. Men oftest dækker det bare over en fyring – og det ved de fleste af os ganske udmærket. Hvem er det, man prøver at narre?

Løgnehistorier slider på troværdigheden

Og det er sådan med løgnehistorier, store som små, at de slider på troværdigheden. Det er derfor, at selv en middelgodt begavet juniorjournalist på en tilfældig erhvervsredaktion automatisk møder meldingen om, at en direktør stopper, med mistro. Journalisterne er så vant til, at der bliver fortalt halve og kvarte sandheder om direktørskifter, at de, selv når der faktisk er tale om en helt frivillig fratræden, automatisk tror, at der er tale om en eller anden form for fyring.

Der er derfor ikke vundet noget ved at kalde det efter gensidig aftale. Og så er det jo ofte sådan med løgnehistorier, at sandheden indhenter dem.

Find svaret i fratrædelsesgodtgørelsen

Sådan er det også, når man fyrer et medlem af direktionen. Det fremgår nemlig af den efterfølgende årsrapport, hvad der er udbetalt i fratrædelsesgodtgørelser. Og den slags betaler man som udgangspunkt jo kun til direktøren, der ikke går frivilligt.

Almindeligvis er sådanne udmeldinger også ledsaget af en helt anden og meget mere aktuel form for tilståelse: Fratrædelsen sker straks eller med kort varsel. Hvorfor, må man spørge sig selv, fratræder direktøren, der har tjent firmaet godt i 5-10-15 år, pludselig med meget kort varsel? Hvorfor ikke give bestyrelsen den fornødne tid til at finde den rette afløser? Måske fordi det ikke er direktørens egen beslutning, at fratræde efter gensidig aftale.

Og sådan kan man blive ved.

Det interessante spørgsmål er derfor: Hvorfor bliver professionelle bestyrelser ved med at kommunikere direktørfyringer på den måde? Hvorfor er det så svært at sige: Vi har brug for en anden profil, nogle andre kompetencer? Eller at vedkommende slet og ret ikke har evnet at skabe de resultater, som bestyrelse og aktionærer havde forventet?

Sårede egoer

Forklaringen er ofte, at bestyrelsesmedlemmer er mennesker som alle andre. De kan ikke lide at fyre en, som de har arbejdet meget tæt sammen med i årevis. Det er der jo ingen, der kan, og hvorfor skulle bestyrelsesmedlemmer være anderledes? Direktører er også mennesker. De kan ikke lide at se en pressemeddelelse, hvor deres navn står ved siden af ordet ‘fyret’. De skal videre på jobmarkedet, og de har et ego som alle andre (og nogle gange lidt større). Derfor taler parterne sig ofte frem til, at det sker efter gensidig aftale.

Men de eneste, de narrer, er dem selv. Det er alt for nemt at gennemskue den slags forsøg på at narre offentligheden.

Man kan argumentere for, at når nu alle – eller i hvert fald de fleste – godt kan gennemskue, hvornår der er tale om en direktørfyring, om det så reelt gør en forskel. Men det gør det. I en tid, hvor erhvervslivet i forvejen slås med troværdigheden hos brede dele af befolkningen, opbygger det troværdighed at være åben og ærlig om de svære beslutninger, store som små. En virksomhed, der ønsker at være troværdig, kan passende starte med at indgå en gensidig aftale med omverdenen om at fortælle sandheden – hver gang.

Kommentér dette blogindlæg herunder