Novo trumfer Mærsk på kommunikationen

Novo Nordisk slap langt bedre fra sit opsigtsvækkende direktørskifte end Mærsk, mener kommunikationsekspert Steen Reeslev.

Sommeren 2016 har været relativt udramatisk i dansk erhvervsliv, men under stilheden ligger et varsel om store forandringer.

Mens Genmab og Vestas forekommer ustoppelige, har de største og hidtil stærkeste virksomheder mødt modgang. Aktierne i Novo Nordisk og Novozymes faldt begge kraftigt på deres halvårsresultat, og Danmarks historisk største virksomhed, A.P. Møller-Mærsk, har varslet en mulig omkalfatring af sin struktur som modtræk til det, man på Esplanaden betragter som den perfekte storm.

Så alvorligt står det ikke til hos Novo Nordisk, men prispres i USA har udfordret Novos urørlighed.

De to virksomheder reagerede ens – med udskiftning af deres CEO og en intern efterfølger – men kommunikerede beslutningen vidt forskelligt. Mærsk viste handlekraft, Novo Nordisk demonstrerede rettidig omhu.

Hvor Mærsk valgte at kommunikere, at virksomheden stod i en alvorlig krise,  der kan føre til radikal forandring, signalerede Novo Nordisk sammenhold og tillid til fremtiden med et stænk af forandringsvilje.

Mærsk valgte en åben fyring og en diffus pressemeddelelse, hvor der blev talt om ”strategiske og strukturelle” overvejelser, som de børsetiske regler forpligtede Mærsk til at fortælle markedet om. Efterfølgende præciserede bestyrelsesformand Michael Pram Rasmussen, at hovedsædet kunne blive nedlagt og hele koncernen opsplittet.

Med den besked kunne medarbejderne gå på sommerferie, mens journalister, kommentatorer og aktieanalytikere uimodsagt kunne spekulere i virksomhedens fremtid hele sommeren.

Det giver utryghed, men lægger også maksimalt pres på virksomheden, når resultaterne af strategiarbejdet bliver fremlagt senere på måneden. Udtrykt i konsulentsprog har Mærsk skabt en brændende platform uden at give en anvisning på, hvordan man slukker branden eller kommer væk fra platformen.

Novo kommunikerede kontinuitet, sammenhold og tillid til fremtiden. På et pressemøde redegjorde bestyrelsesformand Göran Ando for en lang omhyggelig proces, inden den nye CEO, Lars Fruergaard Jørgensen, blev udpeget. Den afgående CEO, Lars Rebien Sørensen, fortalte om sin involvering i processen, sin opbakning til efterfølgeren og tillid til fremtiden.

Den tiltrædende CEO demonstrerede overblik over virksomheden og tillid til den værktøjskasse, han har til rådighed til at gøre Novo mere effektiv. Han udtalte blandt andet, at der er mange områder, hvor Novo kan investere mere hensigtsmæssigt, så der kan blive frigjort midler til at styrke produktporteføljen yderligere. Budskabet var: Novo er ikke i krise, men har kæmpe muligheder foran sig.

Tiden vil vise, om Mærsk og Novo hver især valgte den rigtige strategi. Mærsk ved at kommunikere krise, Novo ved at nedtone krisestemningen og fremhæve sin stærke position i markedet.

Kommentér dette blogindlæg herunder