Nye Borgerlige er Løkkes gyldne mulighed 

Forskellen på, om Nye Borgerlige kommer i Folketinget eller ender som stemmespild, kan være tungen på vægtskålen for Lars Løkke Rasmussen, skriver InsideBusiness’ politiske kommentator, Thomas Juul Dam. 

Så er den politiske sæson i gang. Partilederne har banket rusten af på sommergruppemøderne. Folketingsgrupperne er trukket i arbejdstøjet. Slotsholmen kommer så småt i omdrejninger. Embedsværket starter lovmaskinen. Lige om hjørnet venter regeringens finanslovsforslag. Og så kører toget. Forhandlinger om skat, forhandlinger om ny forsvarsaftale. Partikongresser og landsmøder. Valg til kommuner og regioner. Plus det løse.  

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har gennem det meste af sin regeringsperiode været dømt til at tabe. Ikke mindst på grund af det kaos og den tilsyneladende komplette mangel på autoritet, der hviler over regeringen og statsministerens gøren og laden. Så mener regeringspartierne noget komplet forskelligt om alt fra hash til burkaer, så droppes højere pensionsalder, så lavere topskat. Det er hverken til at finde hoved eller hale i.  

Men strengt taget er det lidt urimeligt at dømme regeringen ude. Og det er i hvert fald alt for tidligt – der er stadig lang tid til valget.  

Ser man på meningsmålingerne, behøver Løkke ikke miste modet. Blokkene står tæt. Lige nu viser et vægtet gennemsnit af meningsmålingerne helt dødt løb.  

På Christiansborg er der lige så mange fortolkninger af meningsmålinger, som der er boligprogrammer på tv. Og hvert parti har sit favoritmålingsinstitut. Lige nu sværger Socialdemokratiet nok til Epinion, som DR benytter. Her når man frem til relativt sikkert rødt flertal og Socialdemokratiet på over 28 procent. Venstre går måske rundt med et eksemplar af seneste Gallup, som er fast leverandør til Berlingske. Her er der blåt flertal, og partiet har for en gangs skyld over 20 procents tilslutning, et højdepunkt for statsministerpartiet, der de seneste år konsekvent er målt under 20 procent.  

Det går op, og det går ned – især når det gælder meningsmålinger. Men et par ting kan vi godt tage for givet: De nordatlantiske mandater peger lige nu på fire røde mandater. Uanset hvad, så er der ikke megen hjælp at hente for Løkke her. Og Kristendemokraterne må igen kigge langt efter en plads på tinge. Altså et borgerligt stemmespild her på mellem 0,5-1 procent. Også et benspænd for statsministeren i en kommende valgkamp.  

Så hvad er lyspunkterne? Måske Pernille Vermund og Nye Borgerlige. Godt nok er der lige nu ikke mange målinger, der spår det yderligtgående højrefløjsparti en plads i Folketinget. Men i de tilfælde, hvor partiet krydser den magiske grænse på 2 procents tilslutning, går blå blok fra at være langt bagefter til at have sejren inden for rækkevidde. Så marginale er forskellene i dansk politik. Så afgørende er det, om et parti ender som stemmespild eller kommer i Folketinget.  

Kommer Nye Borgerlige ind? Mit bud er ja.  

Da Socialdemokratiet forberedte valgkampen i 2015, målte vi grundigt på Alternativet, der dengang var det nye skud på partistammen. De fleste målinger spåede ikke Elbæk store chancer til at begynde med. Men fokusgrupper og interne målinger hos S sagde noget andet: Alternativet havde fat i noget hos en tilpas stor gruppe vælgere. Uden sammenligning i øvrigt vil det være min påstand, at Nye Borgerlige appellerer kraftigt til en ganske anden, men tilstrækkelig stor vælgergruppe.  

Så hvad skal Lars Løkke Rasmussen så stille op med Nye Borgerlige? Partiet står for synspunkter på EU, udlændinge, skat og økonomisk politik generelt, der aldrig har en kinamands chance for gennemførelse. Og i nogle tilfælde er der tale om det rene nonsens. Alligevel kan Løkke ikke gøre så meget andet end at give plads til Vermund, hjælpe hende så meget, han nu kan, og håbe, det rækker til et valg på 2 procent eller mere.  

For så har Lars Løkke Rasmussen formentlig – igen – reddet sit politiske liv. 

Kommentér dette blogindlæg herunder