Men teknologi og digitalisering står ikke alene, når vi ser på de faktorer, der udfordrer balance og status quo: Vi skal blive længere på arbejdsmarkedet, vi skal agere i en mere og mere global konkurrence, og vi skal håndtere stadig højere og konstante krav til kompetencer og forandringsparathed, fordi ingen kender det eksakte svar på det forkromede spørgsmål, hvad fremtiden egentlig vil bringe og kræve.
Det grundlag af ubekendte har enorm betydning for både den enkelte medarbejder, for virksomhederne og for vores samfund.
Overenskomstforhandlinger handler, paradoksalt nok fristes man til at sige, ofte om her og nu. Og mest om løn. Det er det indtryk, man får, når man følger mediernes dækning af temaet, og det er nok også det svar, de fleste ville levere fra hoften, hvis de fik spørgsmålet, hvad der er det centrale i overenskomstbegrebet. For hvad omfatter begrebet ellers?
Som fagforening skal vi levere noget nu og her. Det er et uomtvisteligt krav fra vores medlemmer. Vi er sat i verden for at varetage vores medlemmers interesser, og blandt dem er i sagens natur også noget mere i lønningsposen. I vores tilfælde ikke mindst fordi finanssektoren igen udviser ret så fornuftig forretningsmæssig formåen. Det skal i sagens natur også smitte af på dem, der i det daglige skaber den forretning. Den kamp har vi også taget under de forhandlinger, vi for ganske nylig var igennem med Finanssektorens Arbejdsgiverforening. Resultatet er i skrivende stund til afstemning blandt vores medlemmer, men jeg synes, at vi er landet fornuftigt med lønstigninger, der både er mærkbare og ansvarlige.
Men sagen er også den, at overenskomsten er meget mere end det – og at der ved siden af kravet om konkrete og umiddelbare resultater også ligger et ansvar for at bygge bro til fremtiden ved skabe et så solidt fundament som muligt for at håndtere de komplekse forandringer i og omkring den finansielle sektor. Det er en udfordring, vi som medarbejdere i vid udstrækning deler med vores arbejdsgivere, men det er også en, som vi som fagforening skal tage på os netop for at varetage vores medlemmers interesser.
Vi har eksempelvis vægtet en fælles kompetenceindsats højt, fordi det er det bedste, vi kan gøre for at ruste vores medlemmer til fremtiden. Det betyder, at vi i fællesskab med vores arbejdsgivere i overenskomstperioden lægger indsats og ressourcer i medarbejdernes kompetencer i form af en kompetencepulje og et forhøjet uddannelsesbidrag. Det er en god idé, for det er basalt set netop kompetencerne, begge parter fortsat skal leve af.
Der er også nedsat en konkret arbejdsgruppe, hvor vi sammen med virksomhederne skal diskutere, hvordan vi skaber mere holdbarhed i arbejdslivet i den finansielle sektor. Det kommer vores medlemmer ikke til at mærke i morgen, men det kommer de til om to, fem og ti år, fordi vi her faktisk har mulighed for, at tage fat på nogle af de forandringer, udfordringer og problemer, vi kommer til at møde, uanset hvad vi gør. Men med overenskomsten har vi også en mulighed for at stå bedre rustet, når det sker.
Overenskomstforhandlinger mellem medarbejdere og arbejdsgivere er en værdifuld sfære til netop at tage fat på nogle af de store fundamentale udfordringer. Løsningerne manifesterer sig ikke fra den ene dag til den anden, men de er i allerhøjeste grad nødvendige, hvis vi skal håndtere de komplekse forandringer, vi i fællesskab og hver for sig står over for. Og her kan overenskomsten faktisk være et konstruktivt og fælles værktøj til at skabe så solid grund under fødderne, som det nu engang er muligt.
Læs mere
Spirende finansguldæg dropper Danmark
Rygterne om en jobløs fremtid er stærkt overdrevne
Kommentér dette blogindlæg herunder