Pensionsbosser fik kaffen galt i halsen

Må en pensionskassedirektør modtage lækre rejser for at investere kundernes penge hos visse fonde og kapitalforvaltere? InsideBusiness’ kommentator Morten Jeppesen tager fat på en af de centrale etiske problemstillinger i pensionsbranchen.

En del top- og investeringschefer i de danske pensionskasser fik formentlig kaffen galt i halsen, da de i den forgangne uge kunne se Pædagogernes Pensionsselskabs (PBU) nyligt tiltrådte direktør, Sune Schackenfeldt, melde klart ud, at PBU har skærpet sit etiske forretningskodeks og indført fuldstændig nultolerancepolitik over for ethvert gaveelement fra nuværende eller potentielle eksterne kapitalinteresser. I praksis betyder det, at PBU i fremtiden vil sige nej til gaver samt ekstern betaling af rejser, ophold og middage.

Baggrunden for nultolerancen i PBU er, at Sune Schackenfeldt har været rystet over, i hvilket omfang han – siden han tiltrådte i august – er blevet tilbudt eksklusive rejser til blandt andet Cannes, Paris, Rom og andre byer. Ifølge PBU-direktøren har der været tale om invitationer til rejser, hvor man bor på dyre hoteller, spiser eksklusive middage, tager på sejlture og går til dyre forestillinger. Ifølge Sune Schackenfeldt var det faglige indhold beskedent, og i flere tilfælde oplevede han, at hans hustru også var inviteret med på turene, som havde mere karakter af fornøjelse end af fagligt indhold.

Invitationerne kom fra store kapitalforvaltere, der var interesseret i at få lov til at ’hjælpe’ PBU med at investere pensionskassens penge.

Udmeldingen fra Sune Schackenfeldt er klar tale. I fremtiden kan hverken han eller PBU’s øvrige team af investeringsdirektører og porteføljemanagere lade deres rejser, middage eller andet finansiere af eksterne kapitalinteresser. De pædagoger, der har deres pensionsopsparing placeret i PBU, kan ikke andet end være godt tilfredse med, at etikken er i orden.

Men PBU’s skærpede etiske forretningskodeks sætter samtidig fokus på, hvordan praksis er i de øvrige pensionskasser. Ikke mindst fordi Sune Schackenfeldts udmelding gik land og rige rundt i medierne. Med den medieeksponering vil det være mere end svært for bestyrelsesformændene i de øvrige pensionskasser i fremtiden at hævde, at de ikke har været klar over, at deres ansatte i investeringsafdelingen har stået i en regn af eksklusive rejser og gaver fra eksterne kapitalforvaltere, der gerne vil have en fod indenfor.

Derfor bør enhver begavet bestyrelsesformand i en dansk pensionskasse tage dette med som et punkt på dagsordenen på næste bestyrelsesmøde og bede om at få en redegørelse for, hvordan status er i netop den pensionskasse, som han eller hun står med det overordnede ansvar for.

For PBU’s udmelding har formentlig allerede på nuværende tidspunkt skærpet interessen blandt landets erhvervsreportere. Et kvalificeret gæt er, at flere er gået i gang med at grave i den sag.

Fordelen ved PBU’s udmelding er, at det nu er muligt de kommende måneder at udvise rettidig omhu i de andre pensionskasser.

Ulempen ved udmeldingen er, at hvis nogen pensionskasser lader stå til, så vil deres omdømme lide ganske alvorligt under det, hvis de om et år bliver afsløret i at have en investeringsafdeling, som er inficeret af det, der for den almindelige lønmodtager og pensionsindbetaler mest af alt ligner noget svineri.

Kommentér dette blogindlæg herunder