Pensionsselskaber på vej i flæsket på hinanden

For dem, der holder af at se et godt slagsmål, er der al mulig god grund til at holde et vågent øje med pensionssektoren de kommende måneder, skriver Morten Jeppesen i en kommentar. Der er nemlig lagt op til nævekamp mellem de danske pensionsselskaber om risikomærkning af kundernes investeringer.

Finanstilsynet har længe advaret mod, at især pensionsselskabernes såkaldte alternative investeringer udgør en betydelig risiko for kunderne. Det er nemlig over de seneste år lykkedes pensionsselskaberne at presse og lokke tusindvis af kunder over i de såkaldte markedsrenteprodukter, hvor det er kunderne selv, der har risikoen, i forhold til hvordan pensionsselskaberne investerer kundernes samlede opsparinger.

Og netop fordi kunderne selv bærer risikoen, og de ikke er stillet nogen former for garanteret afkast i udsigt, så har Finanstilsynet ikke de samme muligheder for at føre tilsyn med, i hvad og hvordan pensionsselskaberne investerer kundernes penge.

Derfor skal den enkelte kunde i princippet være i stand til selv at vurdere risikoen for sit pensionsselskabs investeringer. Dette vel at mærke i en verden, hvor definitionen på lav, mellem og høj risiko på nuværende tidspunkt varierer fra pensionsselskab til pensionsselskab. Kunderne kan altså ikke sammenligne selskaberne med hinanden, og dermed er det reelt umuligt som forbruger at orientere sig.

Pensionsselskaberne presses nu til at blive enige om en ensartet risikomærkning af kundernes investeringer.

Fælles risikostandarder på vej

Men nu har administrerende direktør Per Bremer Rasmussen fra pensionsselskabernes brancheorganisation Forsikring & Pension meldt ud, at pensionsselskaberne vil sætte fælles standarder for lav, mellem og høj risiko.

Det rejser dog et centralt problem. Nemlig at de danske pensionsselskaber stort set aldrig er i stand til at blive enige om noget som helst. Ikke blot fordi de grundlæggende ikke bryder sig om hinanden, men også fordi pension har udviklet sig til en meget kompliceret affære, som det kan være meget svært at skulle sætte på nogle enkle formler.

I forhold til den aktuelle opgave med at sætte fælles standarder for lav, mellem og høj risiko er der samtidig et betydeligt tidspres på pensionsselskaberne. For Finanstilsynet har allerede med betydeligt held formået at skabe politisk opmærksomhed om den manglende forbrugersikkerhed for markedsrenteprodukterne.

Hvis ikke pensionsselskaberne selv byder ind med nogle holdbare løsninger, så er der en betydelig risiko for, at politikerne giver Finanstilsynet den nødvendige magt til at sætte standarderne.

Foreløbig har Finanstilsynets direktør, Jesper Berg, rost, at pensionsbranchens selv har meldt ud, at man vil komme med konkrete forslag til, hvordan situationen for forbrugerne kan blive forbedret.

Spørgsmålet er så, om Jesper Berg selv tror på den optimisme, han har luftet, eller om han blot har følt sig tvunget til at tage positivt imod meldingerne fra Forsikring & Pension.

Pensionsdirektører skændes bag lukkede døren

For sandheden er – og det ved Jesper Berg udmærket godt – at pensionsselskaberne har en lang tradition for at skændes bag de lukkede døre, og at de meget sjældent bliver enige om noget som helst. Og et er at blive enig om de fælles standarder, næste skridt er så at blive enige om, hvordan der skal sanktioneres mod de pensionsselskaber, der ikke lever op til standarderne.

Der er utvivlsomt adskillige verbale nævekampe, der skal tages mellem pensionsselskaberne. Og spørgsmålet er, om Per Bremer Rasmussens offentlige udmeldinger vil tvinge pensionsselskaberne til hurtigt at nå til enighed, eller om det vil komme til at udstille endnu en gang, at pensionssektoren indbyrdes har mere end svært ved enes om noget som helst.

 

LÆS MERE

Pensionsselskaber risikerer benhårdt kontrolregime

Analyse: Nu skal wild west-tilstandene i pensionsselskaberne tæmmes

Her er Danmarks dyreste og billigste pensionsselskaber

Kontroversiel pensionsaktør splitter pensionsbranchen. Beskylder store selskaber for regelbrud

Salg af kontroversiel aktør kan for alvor udfordre pensionsselskaberne

Kontroversiel aktør nærmer sig den store jackpot

 

Kommentér dette blogindlæg herunder