Pram får mudret exit fra Mærsk

Mærsk-formand Michael Pram Rasmussen får trods et ihærdigt forsøg ikke den optimale exit fra Esplanaden, og Pram blev aldrig den store succes, skriver InsideBusiness’ kommunikationsekspert, Steen Reeslev.

Efter 14 år i spidsen for A.P. Møller-Mærsk nærmer sidste arbejdsdag sig for Michael Pram Rasmussen. Afskeden følger den kommunikative drejebog, den afgående bestyrelsesformand må have skrevet for et par år siden, da krisen ramte Mærsk, men helt perfekt blev afslutningen alligevel ikke.

På den ene side kan Pram takke af med en forklaring, der giver mening. Der er skabt en ny struktur med to dele – energi og transport – og i den situation er det naturligt at overlade pladsen til en anden.

Når det alligevel ikke blev helt perfekt, skyldes det til dels, at han slutter af med underskud og faldende aktiekurs. Det er ikke så elegant.

Men først og fremmest mangler der en rolle i manuskriptet, for Michael Pram Rasmussen bliver afløst af en ny formand – ikke de to, som ville have fået historien til at se helt perfekt ud, når nu der er to store virksomheder tilbage. Det ville have været som at skulle vælge mellem sine børn, og det ville være mest naturligt at trække sig fra begge virksomheder.

Timingen er heller ikke perfekt, efter at Pram blev nødt til at skille sig af med den CEO, han selv havde håndplukket tilbage i 2007, så sent som sidste sommer. Nils Smedegaard Andersen havde kvartal efter kvartal måttet synge den samme sang. Omkvædet lød noget i stil med: Vi gør alt det rigtige, men vi har modvind på alle markeder.

Det synliggjorde, at noget måtte ske, og presset blev for stort for ledelsen. Det er værd at bemærke, at den nye CEO, Søren Skou, undgår soundbite-fælden. Han har lagt en stil, hvor han i stedet svarer ganske nuanceret på de spørgsmål, journalister og analytikere stiller. Dermed undgår han at lyde ens hvert kvartal, selv hvis de vanskelige markedsforhold skulle fortsætte.

Michael Pram Rasmussen overtog i 2003 en virksomhed i topform. Den havde aldrig stået stærkere, men siden har aktiekursen mest bevæget sig nedad og sidelæns. På det parameter, som vel må være den vigtigste, fik Michael Pram aldrig succes.

Intet tyder ellers på, at han ikke er en dygtig bestyrelsesformand, for Michael Pram har haft succes på sine andre bestyrelsesposter – for eksempel i Coloplast. Her har han i øvrigt fulgt samme metode som i Mærsk og håndplukket sin egen CEO. Her fortsætter han vel i bestyrelsen nogle år endnu. Der er masser af gode år tilbage i Michael Pram Rasmussen.

Warren Buffett har sagt, at når en leder med et ry for fremragende evner bliver sat i spidsen for en virksomhed med ry for dårlige økonomiske forhold, så er det virksomhedens omdømme, der overlever. Pointen er, at det er lettest at stå på ski ned ad bakke, og den regel gælder også topledere.

Måske har lederne slet ikke så meget med virksomhedens succes og fiasko at gøre, som vi til skriver dem. Og måske er det derfor, der så ofte skiftes ud på ledelsesgangene, når virksomheder møder modgang fra deres markeder, mens mere succesfulde virksomheder beholder deres ledere – for de har jo et fremragende omdømme.

LÆS MERE

Mærsk-arving går i Hr. Møllers fodspor. Vi går bag om Mærsks store håb

Mærsk-toppen køber sig tid

Mærsk-topchef var milevidt fra egne mål

Mærsk-sværvægter foran massivt dyk i indtjeningen

Kommentér dette blogindlæg herunder