De seneste par år har den idé bredt sig, at vi går en jobløs fremtid i møde. Baggrunden er en forventning om, at kunstig intelligens og robotter vil automatisere job, som vi indtil for få år siden troede var urørlige. Førerløse biler vil gøre taxa-, lastbil- og buschauffører overflødige. Ekspertsystemer vil automatisere kontorarbejde og sagsbehandling, som i dag udføres af hk’ere, revisorer og jurister. Robotteknologien udvikler sig så hurtigt i disse år, at det ikke længere er utænkeligt, at mange servicejobs inden for rengøring og restauration vil blive automatiseret.
Det er mildest talt ikke noget nyt, at ny teknologi medfører automatisering, hvorved job forsvinder. Men al erfaring tilsiger, at automatisering ikke fører til ledighed. Det har historisk altid ført til, at arbejdskraft er blevet frigjort til mere produktiv beskæftigelse. Det er ikke en byrde, at det ikke længere kræver halvdelen af den danske arbejdsstyrke at brødføde befolkningen. Det er en befrielse, fordi arbejdskraft frigives til anden velstandsskabelse.
Indtil for nogle få år siden var stort set alle økonomer enige om denne grundfortælling: På kort sigt kan ny teknologi medføre en vis ledighed, når jobfunktioner automatiseres, men i løbet af en kortere årrække finder arbejdskraften ny beskæftigelse, typisk til gode lønninger.
Men de senere år er en lille gruppe økonomer begyndt at argumentere for, at det denne gang meget vel kan blive anderledes. Og ideen synes i denne tid at brede sig til flere og flere. Argumentet er, at automatiseringen omfatter så mange forskellige sektorer og dermed så mange job samtidig, at der for en stor del af arbejdsstyrken ikke vil være ny beskæftigelse at finde andre steder. Det har blandt andet genoplivet diskussionen om indførelse af en borgerløn, som udbetales til alle voksne borgere.
Der er imidlertid god grund til at være meget skeptisk over ’for denne gang er det anderledes-ideen’. Man kan selvfølgelig ikke helt afvise, at det kan være tilfældet – ingen kender fremtiden.
Men det er ikke første gang, vi har set den forudsigelse. Faktisk er frygten for, at maskinerne skal tage vores job lige så gammel som de første maskiner.
I begyndelsen af 1800-tallet opstod et oprør blandt tekstilarbejdere i England (de såkaldte Luddites), som frygtede, at deres kundskaber ville blive værdiløse med de nye maskiner, som de smadrede i protest. Aldous Huxleys berømte bog ’Fagre nye verden’ fra 1931 forudså en fremtid, hvor det meste arbejde var bortautomatiseret, og hvor Henry Ford blev hyldet som en slags halvgud.
Også blandt økonomer har temaet været tilbagevendende. Nobelpristager Wassily Leontief vurderede i 1983, at automatisering ville medføre et behov for at dele det tilbageværende arbejde mellem borgerne og supplere deres indtægt med en slags borgerløn.
Der ser ud til at være i hvert fald et vist sammenfald mellem bekymringen for teknologisk arbejdsløshed og økonomiske lavkonjunkturer. Det engelske Luddite-oprør fandt sted i en økonomisk vanskelig periode efter napoleonskrigene. Huxleys ’Fagre nye verden’ udkom under depressionen, og Leontiefs forudsigelse blev fremført mod slutningen af en lang økonomisk nedtur i USA. De seneste bekymringer er opstået på bagkanten af en meget lang økonomisk krise.
Hidtil har alle disse dystre forudsigelser været forkerte. Og argumentet om, at det denne gang er så omfattende automatiseringer, vi står overfor, at det ikke kan sammenlignes med tidligere forløb, forekommer ikke overbevisende.
Vi har i mere end 100 år været vidne til den ene meget store teknologiske bølge efter den anden. I slutningen af 1800-tallet var omtrent halvdelen af alle danskere beskæftiget i landbruget. I dag er det nogle få procent. I 1950’erne myldrede det med havnearbejdere ved en række danske havne. Et stort antal typografer, værftsarbejdere og syersker har mistet deres job som følge af automatiseringen og globalisering.
Ingen af disse bølger af teknologisk udvikling har ført til væsentlig langtidsledighed. I Danmark har vi haft to perioder, hvor langtidsledigheden var betydelig: 1930’erne og de tyve år fra midten af 70’erne frem til midten af 1990’erne. Ingen af dem skyldtes teknologi. Den første skyldtes en langvarig og dyb lavkonjunktur i 1930’erne, som i høj grad var forårsaget af katastrofale politiske fejldispositioner, blandt andet en for stram pengepolitik i USA således som påvist af økonomen Milton Friedman samt protektionismens fremmarch som en reaktion på krisen, hvilket reducerede verdenshandlen voldsomt.
Langtidsledigheden fra midt-1970’erne skyldtes velfærdsstatens indretning med en de facto uendelig dagpengeperiode samt meget høje dagpenge- og kontanthjælpssatser. Nyrup-regeringen indledte fra begyndelsen af 90’erne en række reformer, som gjorde det markant mindre attraktivt at være ledig, for eksempel ved at forkorte dagpengeperioden, halvere kontanthjælpssatsen og indføre den aktive arbejdsmarkedspolitik, hvorved ledige kom i aktivering. Disse reformer bidrog til, at langtidsledigheden stort set forsvandt i løbet af 1990’erne.
Undtagelsen er flygtninge og indvandrere, som stadig i stort omfang holdes uden for beskæftigelse. Det skyldes dog velfærdsstaten, ikke ny teknologi. Det kan blandt andet ses ved, at andre højteknologiske lande såsom USA har en meget høj beskæftigelsesfrekvens blandt indvandrere.
Det er i øvrigt paradoksalt, at vi på samme tid ser forudsigelser af en rivende teknologisk udvikling og forudsigelser af lavvækst i økonomien. Store teknologiske fremskridt og innovation burde forventes at booste produktiviteten og væksten. Den vedholdende vækstkrise antyder, at problemerne i de vestlige økonomier måske snarere er for lidt innovation, ikke for meget. Vi ser da også, at den omfattende politiske regulering af vores økonomi og samfund bremser og forsinker anvendelsen af ny teknologi på en række områder.
Det er meget usandsynligt, at ny teknologi vil føre til, at langtidsledigheden vender tilbage. Tværtimod er det mest sandsynlige, at vi i de kommende år vil se en tiltagende mangel på arbejdskraft. Hvis der for alvor kommer gang i en højkonjunktur, forventer jeg også, at diskussionen om teknologiarbejdsløshed igen vil forstumme, i hvert fald indtil næste konjunkturkrise indfinder sig.
Til den tid vil argumentet givetvis være, at denne gang er det anderledes.
LÆS MERE
Kommentér dette blogindlæg herunder