fiatforfra

Lifestyle

Vi anmelder herlig “italiensk” sportsvogn

Det er en af de mest ikoniske italienske sportsvogne, som Fiat har genfødt med den nye 124 Spider. Peter Nyholm ser nærmere på bilen, som selv i afgiftsplagede Danmark kan vække ægte køreglæde for rimelige penge.

En ældre italiensk herre humper hen over fodgængerfeltet, men da han ser mit køretøj, spreder et anerkendende smil sig over hele hans ansigt, og han hæver tommelfingeren som hyldest til den lille sportsvogn. En enlig svale, tænker jeg først om oplevelsen med den nye Fiat 124 Spider, men da jeg senere tanker espresso på en søvnig café i Piangaiano ved den norditalienske sø Lago d’Iseo, går det op for mig, at jeg kører i en helt særlig bil. For der går kun et par minutter, før den lille Fiat omringes af fem italienere, der udfritter mig om prisen på italiensk, mens jeg fremstammer: ”rental car from Hertz.”
Efter den oplevelse er jeg ikke længere i tvivl. Fiats nye baghjulstrukne roadster sætter nogle helt særlige følelser i gang hos de lidenskabelige italienere.
Der er da også noget vellykket ved designet på Fiat 124 Spider, for den minder meget om sit ophav, der først blev lanceret under samme navn i 1966 og efterfølgende blev en stor succes med mere end 170.000 solgte biler, og som først gik ud af produktion i 1985. Det var en prisbillig baghjulstrukken sportsvogn af den type, som senere inspirerede Mazda til at bygge MX5, der kom på gaden i 1989 og er verdens bedst sælgende topersoners sportsvogn med et salgstal på over 1 million biler.

Rent teknisk

Fiat 124 Spider
Fem ud af seks stjerner.
Motor: 1,4 liters Multiair med fire cylindre, 140 hk og et drejningsmoment på 240 Nm.
Tophastighed: 215 km/t
Acceleration fra 0-100 km/t: 7,5 sek.
Nypris: 525.000 kr.

Derfor er det da også lidt af et paradoks, at denne nye 124 Spider netop er skabt på samme japanske samlebånd hos Mazda i Hiroshima. For de to biler deler både platform og samlekvalitet.
En forfærdelig helligbrøde, vil entusiasterne sikkert sige. Jeg er ikke enig. En sportsvogn i denne prisklasse skal bedømmes på køreglæde, design, driftsomkostninger og værdi for pengene, og her er Mazda MX5 ikke et dårligt sted at starte.

Et italiensk hjerte

Samtidig har italienerne været så venlige at udstyre den med Multiair-motoren, som vi kender fra talrige biler fra Fiat-koncernen, blandt andet Alfa Romeo Giulietta. Umiddelbart lyder de 140 hestekræfter ikke af så meget, men takket være turbo har den 1,4 liters maskine et drejningsmoment på 240 Nm.
Men stort set alle nye motorer har turbo i dag, tænker du sikkert. Det gælder bare ikke Mazda MX5. Jeg har selv ejet fem forskellige MX5’ere. Skønne biler, der alle led under et problem, nemlig manglende bundtræk og oftest lidt kedelige motorer, man virkelig skulle piske for at få det optimale ud af. Og det bliver man altså lidt træt af i længden. Derfor er det herligt, at Fiat endelig har gjort noget ved den sag.

Kabinen er tilpas luksuriøs og funktionel., men ruderne kører ikke selv op, når man sætter kalechen på. Det er irriterende.

Desuden er der faktisk tale om en kvik lille bil, så man har egentlig ikke behov for mere kraft. 0 til 100 km/t sker på 7,5 sekunder. Eneste store minus er motorens udprægede turbotøven. Det er muligt, at det giver bedre brændstoføkonomi, men hvor ville det være rart, hvis motoren bed fra sig med det samme. Forhåbentlig er det løst i den nye Abarth-version med 170 hk, som er på trapperne.

Køreoplevelse i top

Når det gælder køreegenskaber, er Fiat’en takket være de japanske aner noget helt særligt. Selv en Porsche Boxster kan dårligt nok levere samme følelse af lethed, præcist styretøj og herlig køredynamik. De italienske bjergveje forstærker blot det positive indtryk. Det fås ikke bedre.
En rimelig kvalitet i kabinen, lædersæderne og den utrolig hurtige manuelle kalechemekanisme fuldender billedet af en herlig lille sportsvogn, der kan bruges hver dag. Faktisk er det største problem for Fiat 124 Spider netop den føromtalte Mazda MX5. For i Danmark koster den japanske sportsvogn lige under 300.000 kroner fra ny for modellen med 131 hk. 124 Spider koster fra 525.000 kroner, selv om du nok kan få den for under 450.000 kroner, hvis du spørger en af de seks danske forhandlere, der har en Lusso-model med få kilometer på tælleren til salg. Der findes ikke rigtig konkurrenter i denne prisklasse.
Ville jeg vælge Fiat 124 frem for en Mazda MX5? Ja, jeg kunne godt falde for 124 Spider. Den er sjov, den er kvik, hverdags-duelig, og så er den bare mere speciel end sin japanske søster. Og det er måske det, der gør modellen så fantastisk – at den har alle MX5’erens japanske dyder tilsat ægte italiensk charme.

 

Læs mere
Sådan vil Alfa Romeo generobre Danmark

På pilgrimsrejse med James Bonds tyske luksuslimousine

Kan 2,5 ton Audi Q7 virkelig være miljøbil?

Er verden af lave med Porsche 911

Porsches lille gamechanger

Vi udnytter lavere bilafgifter til sportsvognskøb