BMW_Z4

Lifestyle

Tjen penge på specialbiler? Følg med på biljagt i Tyskland

Brugte specialbiler som Porsche 911 og visse klassiske sportsvogne er steget i pris. Det har for en gangs skyld gjort det til en god forretning at være bilejer. InsideBusiness’ chefredaktør, Peter Nyholm, tester på egen krop muligheden for at tjene penge på bilkøb. Vi begynder med import af en brugt BMW sportsvogn i Tyskland.

Mit bedste bileventyr begyndte i en parkeringskælder i Köln. Med et pragteksemplar af en stålgrå Porsche Boxster S fra 2003, som en pertentlig tysk SAP-ingeniør overdrog til mig til den aftalte pris. For trods mine medbragte eurosedler var det ikke muligt at presse prisen en cent under det aftalte. Til gengæld var bilen tiptop.

På det store tyske bilmarked kan man finde pragteksemplarer af velholdte og godt servicerede specialbiler, som kan være svære at opdrive i Danmark. Og gøre en rigtig god handel. Det lykkedes den dag i Köln, og det lykkedes at tjene penge. Importprisen var 345.000 kroner, inklusive danske afgifter, og videresalgsprisen et år senere var 360.000 kroner – det var endda, efter at bilen havde tilbagelagt 30.000 kilometer.

Anden gang gik det galt

Det lykkedes med andre ord at udleve enhver bilinteresseret jydes drøm: At tjene penge på at købe og sælge biler. Jeg forsøgte at gentage manøvren sidste år med en anden og lidt nyere Porsche Boxster – desværre med et tab på 25.000 kroner trods færre kørte kilometer. Jeg nægter at tro, at købmandskabet fejlede. Årsagen var snarere den mindre afgiftsreform, som regeringen gennemførte ved årsskiftet, der sænkede registreringsafgiften fra 180 til 150 procent. For ifølge tal fra Bilbasen faldt de brugte biler i Danmark med 7,1 procent i de to måneder efter afgiftsreformen. Og det var lige præcis den profit, der fik min handel til at gå fra overskud til underskud, trøster jeg mig selv.

Til gengæld betyder reformen også, at det er blevet billigere at hente biler i Tyskland, og det vil jeg benytte mig af i håb om at gentage succesen fra dengang i Köln. Det er en verden fuld af bøvl, bureaukrati og krejlere, men også oplevelser, som jeg gerne deler med InsideBusiness’ læsere.

Denne gang er valget faldet på en BMW Z4 i første generation fra årgang 2003-2006. Budgettet er 200.000 kroner, inklusive registreringsafgifter. Der er fire krav.

Den skal have kørt mindre end 80.000 kilometer, have en sekscylindret motor, være grå eller sort, og så skal den have sort læderindtræk. Et sådant eksemplar koster alt efter stand og antal hestekræfter mellem 200.000 og 250.000 kroner på det danske marked.

En svær opgave selv i Tyskland

Det viser sig hurtigt, at det selv på det tyske marked er en sværere opgave end ventet, selv om BMW Z4 solgte godt, blandt andet takket være den danske bildesigner Anders Warmings vellykkede design.

Jeg søger på de tyske bilhjemmesider Mobile.de, Autoscout.de og den danske hjemmeside Autouncle, som har et søgesystem, der gør det muligt at søge på en række tyske bilhjemmesider, f.eks. Ebay, som jeg ellers ikke ville have forsøgt mig på.

Problemet er generelt, at bilerne har kørt for mange kilometer, har uoriginalt udstyr eller bare er skrabede uden f.eks. lædersæder. Det går også op for mig, at mange af de tysksolgte BMW Z4 har en 2,2-liters sekscylindret motor, som er mindre interessant på det danske marked end de stærkere 2,5- og 3,0-liters modeller.

Håber man på en stor prisstigning fra en kommende klassiker, ville det klogeste nok være at købe specialmodellen BMW Z4 M med 343 hk. Men bilmodellen har i lighed med Porsche 911 allerede taget et kraftigt prishop i Tyskland, og jeg skal vel over 33.000 euro plus registreringsafgift for at finde et godt eksemplar, og det er over budgettet denne gang.

Men det lykkedes at finde et par sekscylindrede Z4 med en passende pris på omkring 10.000 euro. Jeg bestiller samtidig en afgiftsvurdering fra to af de danske afgiftsmellemmænd, som har specialiseret sig i at forhåndsvurdere afgiften på biler i typisk Tyskland.

Nedslående svar

Den største aktør er Quickimport, som i bytte for et gebyr på 399 kroner sætter afgiften på en sølvfarvet 2005-model BMW Z4 2,2 med 67.000 kilometer til 112.780 kroner. Hertil kommer yderligere 6.200 kroner til nummerplader plus et ret højt gebyr på 5.000 kroner. Det bringer den samlede importpris op på 194.000 kroner, hvortil skal lægges mindst 6.000 kroner for afhentning, prøveplader, syn og udgifter til den tyske omregistrering. Plus eventuel service, dæk og lignende.

Det er ikke meget under, hvad en sådan BMW Z4 koster på det danske marked. Så fidusen er begrænset, men Quickimport kommer selv med en løsning. For vælger jeg en bil, der har kørt 69.000 kilometer, falder afgiften med 6.000 kroner Der er også den mulighed at finde en identisk BMW Z4 med første indregistrering i 2004, så kan jeg få prisen ned på cirka 180.000 kroner. Så er der en lille profitmulighed, om end den er begrænset af, at motoren er den svage 2,2’er. Men fordelen ved det tyske marked er tydelig. Udvalget er langt større blandt biler, som har lave kilometertal.

Der opstår dog hurtigt det problem, at jeg ikke får svar fra de tyske sælgere, som man typisk skal kontakte per mail. Enten skyldes det mit gebrokne tysk, at bilerne er solgt, eller at sælger er ved at drukne i henvendelser.

Den ene skuffelse følger den anden, og jeg begynder ubevidst at kigge i en anden retning mod biler med større klassikerpotentiale. For her kan gevinsten være mere givtig, men det samme kan også reparationsomkostningerne.

Tag med til Djursland og den søvnige tyske by Hagen for at følge jagten på en italiensk født primadonnabil, som kan blive en potentiel klassiker i næste uges udgave af InsideBusiness Lifestyle. 

 

Billedtekst: InsideBusiness’ chefredaktør, Peter Nyholm, undersøger markedet for import af sportsvogne fra Tyskland. Kan man tjene penge på at hente en brugt BMW Z4 på det tyske marked?