billede til lifestyle

Lifestyle

Kunsten at få en specialbil billigt gennem afgiftsjunglen

Godt købmandskab, flid og en vis portion held lønner sig, når man skal have en specialbil gennem det danske afgiftssystem. Vurderer Skat bilen som en klassiker, kan det blive en dyr omgang. Følg foreløbig sidste afsnit af chefredaktørens biljagt.

Det var lige før, jeg bandede den blå Alfa Romeo GTV langt væk. Ikke fordi den kørte dårligt på den tyske Autobahn, men fordi vi nu stod på en tysk rasteplads med et eksploderet bagdæk og ventede på ’Der Gelbe Engel’, som det tyske vejhjælpsfirma Adac kaldes i Tyskland.

Det var ved at være lukketid op til en tysk helligdag, så vores hjemrejse kunne blive forsinket med flere dage. Og hvad nytter et originalt nødlappekit og en kompressor til cigartænderen egentlig over for et bagdæk, der ser ud, som om det er sprættet op af en lommekniv?

Men heldigvis viste de tyske engle sig nærmest skræmmende effektive. Efter bare halvanden time var den italienske primadonnabil bragt til et værksted i den nærmeste by og havde fået monteret et nyt bagdæk.

Få afgiften ned

Så langt, så godt. Men inden jeg tidligere samme dag betalte 5.300 euro for den halvgamle Alfa Romeo, fik jeg en anden god nyhed. Da bilen er fra 1999, kunne jeg få den indregistreret for bare 37.000 kroner i afgift plus et gebyr på 3.000 kroner. Den lave afgift var en vigtig del af årsagen til at gennemføre handlen. For en potentiel nyklassiker for ca. 85.000 kroner i indkøb kan vise sig at være en rigtig fornuftig investering.

Manøvren kostede mig fire opkald til forskellige afgiftsmellemmænd, som gav hver sit bud på afgiften. Det højeste lå på omkring 80.000 kroner. Så det kan bestemt betale lidt at lave lidt research.

Ikke alle ved det, men Skat besluttede for et par år siden konkurrenceudsætte Skats egne vurderingsfolk. Det betyder, at man kan få en bindende afgiftsvurdering af en bil, allerede før man henter den i Tyskland eller andre steder. Det kræver bare, at man kontakter et firma som Quickimport, som er førende på markedet. Her koster det 299 kroner at få en afgiftsvurdering plus nogle tusinde kroner i gebyr, hvis bilen hentes til landet. Pengene skal blot overføres, når bilen skal synes. Så sørger afgiftsmellemmanden for at overføre pengene til Skat, og det bliver registreret af synsmanden.

Denne gang brugte jeg også Quickimport til at give en forhåndsvurdering af afgiften. Men jeg endte med at bruge Jysk Autoimport, som var nogle tusinde kroner billigere i gebyr.

Er det en youngtimer?

I sig selv er det uhyre vanskeligt at værdisætte en bil, som har klassikerpotentiale. I Tyskland er netop denne type Alfa Romeo med den særlige V6-motor prismæssigt begyndt at kravle opad. Og der er kun en håndfuld i god stand og med få kilometer til salg. Det ligner en youngtimer. Altså en nyere bil i stil med en Porsche 911, Honda S2000, BMW Z4 M og andre bilmodeller, der kan komme til at stige i pris. Her er det naturligvis helt afgørende, at kilometertallet er lavt, bilens stand i top, og at bilen er så original som muligt.

Men på nuværende tidspunkt kan det også godt vise sig at være en ældre brugt bil til en for høj pris. Det er risikoen ved projektet. Men hvordan håndterer det danske afgiftssystem så denne situation, som bliver yderligere vanskeliggjort af, at denne biltype kun sjældent handles på det danske marked?

I det seneste halve år har der kun været to Alfa Romeo GTV6 3,0 34v til salg i Danmark. Den ene var nedslidt, havde kørt mange kilometer og kostede 60.000, og den anden havde kun kørt 27.000 kilometer og kostede 250.000 kroner. Begge to er for længst væk, men det illustrerer, at prisspændet på denne type youngtimer er kolossalt. Og at der også er mulighed for profit.

Heldigvis tog vurderingsfolkene afsæt i den nedslidte bil, der blev brugt som udgangspunkt for prissætningen. Nu venter der blot en mindre istandsættelse af bilen. Så må vi se, om jeg kan tjene lidt penge på den, eller om jeg er blevet så forelsket i den italienske ’Lommeferrari’, at jeg ikke nænner at sælge den.

Billedtekst: Det er helt afgørende med valg af motortype og gerne særlige specialmodeller, hvis man investerer i youngtimer-biler. I denne Alfa Romeo GTV er det den 3,0 liters V6-motor, som blev opfundet af den legendariske italienske ingeniør Giuseppe Busso i halvfjerdserne, der er afgørende for, om bilen har klassikerpotentiale og derfor er værd at investere i.