Bog 20 web

Lifestyle

Ny bog: Topchef – drop omkostninger og fokusér på dine medarbejdere 

En meget læseværdig bog, der anbefaler, at topchefer skal fokusere meget mere på at lede medarbejdernes tid, talent og energi. Det giver et langt bedre udbytte end at bruge tiden på at styre omkostninger, som de fleste virksomheder gør det i dag. 

Bogen ’Time Talent Energy’ peger ind i en fremtid, hvor mange af de systemer, vi kender i dag, digitaliseres eller overtages af robotter. En tid, hvor det netop bliver vigtigt at fokusere på, hvordan tid, talent og energi anvendes bedst og mest værdiskabende.

Bogens centrale budskab er, at organisationer, der har fokus på medarbejdernes tid og sørger for at placere talenterne i særlige roller, er mere produktive end andre organisationer. Faktisk er de 40 procent mere produktive end deres konkurrenter. Det betyder, at de samme virksomheder tjener 30-50 procent mere end branchegennemsnittet. Derfor er det bedre at bruge energi på at etablere processer, der sikrer bedre ledelse af tid og talent.

Talentklynger

Man kan få den tanke, at de dygtigste virksomheder, der er mest produktive og tjener flest penge, har flere talenter end andre virksomheder. Men hvis man ser bredt hen over alle de organisationer, forfatterne har set på, har de i gennemsnit 15-16 procent særlig talentfulde. De fleste virksomheder spotter talenterne for så at sprede dem ud i organisationen eller give dem adgang til særlige talentprogrammer.

Men det er ikke den rette tænkning.

Ifølge forfatterne bør man i stedet sørge for, at talenterne arbejder sammen på de mest kritiske eller vigtigste opgaver. Det vil gøre en stor forskel, da den arbejdsform motiverer de dygtigste medarbejdere. Det giver energi og forøger deres produktivitet. Energien smitter, og det kan bidrage til at skabe en kultur, hvor der bygges videre på egen succes. Dermed er vejen til en generel produktivitetsstigning tydelig – den skabes gennem kultur.

Fakta:

Time Talent Energy

Af Michael Mankins og Eric Garton

Forlag: Harvard Business Review Press (2017)

Sprog: Engelsk

Sideantal: 256

Pris: 242 kr.

ISBN-13: 9781633691766

5 af 6 stjerner

Ledelsesfokus

De fleste organisationer bruger mest tid på den finansielle styring. CFO’en er typisk den vigtigste leder efter CEO’en, mens CHRO (HR-chef/-direktør) ikke har tilsvarende indflydelse. Det er typisk et job som CFO, der er den mest direkte vej til CEO-posten, fordi det er den finansielle dagsorden, der er dominerende i de fleste organisationer. Der investeres massivt i finansielle styringsværktøjer, mens meget få virksomheder har tilsvarende værktøjer til at lede eller styre medarbejdernes tid og talent.

Forfatterne ser på, hvordan vi spilder meget tid på e-mails, møder og kommunikation mellem medarbejdere på alle de elektroniske platforme. Når vi skal overkomme denne ’ekstra’ arbejdsbyrde, tager det tid fra de vigtige opgaver. Hvis ledere i stedet bruger tiden på at mindske denne organisatoriske kompleksitet, vil det have en direkte indflydelse på konkurrencedygtigheden. Det har en langt større effekt end en omkostningsreduktion.

Vigtige indsigter og værktøjer

Bogen stiller skarpt på en vigtig problemstilling og giver samtidig gode løsningsforslag og vigtig viden. Den er værktøjsorienteret og har en hel række gode anbefalinger til, hvordan man som leder kan blive langt bedre til at skabe energi og resultater ved at fokusere på ledelse af tid og talent.

Af Tina Ebler, Hildebrandt & Brandi, te@hildebrandtbrandi.com

 

LÆS MERE

Det gode match – der skal mere til end talent og intelligens 

Kort og kontant bog om privatøkonomi for alle

Boganmeldelse: Sådan vinder du i den digitale fremtid

Sex, sladder og stress i organisationer

Diskret nordisk erhvervskoryfæ