Teateranmeldelse: To supergode teateroplevelser i København

Velkendte elektroniske toner runger ud over salen, og publikum hujer og klapper. Stemning er i top – nærmest koger – og alle sæder er besat. Et par sekunder inden lyset i salen slukkede, listede to velkendte ansigter ind på nogle af de bageste rækker. Ansigter, der gjorde undertegnede næsten teenageragtig febrilsk på den der måde, hvor det kilder i hele kroppen. Ansigter, vi kender bedst som skuespillerne bag Noora og Vilde fra successerien ’Skam’.

Nemlig. Der var stjernestøv drysset ud over publikum til premiereaftenen på Aveny-T, som for tiden spiller ’Skam’ på de skrå brædder. Adskillige kameraer dokumenterede forsamlingen, der stimlede sammen på Frederiksberg Allé, og fangede en bil med diplomatplader og norske flag på køleren trille ind. Men lever teaterforestillingen nu også op til den hype, som den massive markedsføring har lagt an til? Både-og.

Mine forventninger var skruet i bund, fordi jeg af bitter erfaring har været underlagt Aveny-T’s tidligere forsøg på at gøre letfordøjelig popkultur til letfordøjeligt teater, eksempelvis da da de viste ’Dig og mig for altid’ i foråret 2016. Her er det laveste fællesnævner, teatret stiler efter, og det kan begejstre såvel som frastøde afhængig af subjektet, der tager imod. Nuvel, det er nu engang præmissen for modtagelse af al kunst.

Teaterversionen var imidlertid en hæderlig fortolkning af tv-serien ’Skam’ og gjorde således min skepsis til skamme.

Solidt tekststof

Det fungerer i høj grad, fordi stoffet er så vanvittig godt. Og der er en grund til, at så mange tusinde danskere har fået ’Skam’-feber. Det er et frisk, nostalgisk (for nogle generationer), ærligt, sympatisk og sjovt tag på ungdommens kvaler anno 2017. Det danske manus, der lagde sig tæt op ad tv-seriens, var gennemarbejdet og humoristisk. Leveringen haltede til tider – det var ikke altid lige let at forstå de unge skuespilleres forhastede tale, og enkelte kunstpauser blev trukket længere, end godt er. Men det afspejlede på en måde perfekt den unge skuespillerstabs manglende sceneerfaring, som faldt i god tråd med forestillingens centrale temaer, som netop kredser om ungdommens følelse af utilstrækkelighed.

Karla Rosendahl Rasmussen portrætterer den afmålte, coole Noora-karakter, som stod en smule i baggrunden af den rådvilde, ubevidst intrigante Eva spillet af Frieda Joanna Krøgholt, glimrende. Vi grinede, græd og gispede med på deres problemer – godt ledt på vej af det geniale soundtrack, som fik salen til at koge, og de lækre fyre, som gjorde alle i salen lidt teenagekåde.

 

Manglende udsyn og skrantende lyd

Scenografien tilegnede sig en koncertlignende oplevelse, hvor et podium gik fra scenecenter ud i publikum. Det havde sine fordele, når karaktererne på catwalkmanér skulle gøre sig til for beskueren, men desværre var publikum på de øverste rækker ofte ikke tænkt ind i planen, da man mistede halvdelen af udsynet til, hvad der foregik tæt på gulvet. Siddende scener og udvekslinger gik således min næse forbi. Det går måske til en koncert, hvor det er præmissen for oplevelsen, og høresansen i øvrigt spiller den vigtigste rolle, men helst ikke i teatret.

Apropos lyd var det også en temmelig skrantende oplevelse. Det tekniske udstyr havde svært ved at følge med de mange replikker, der fløj gennem luften, og flere gange var mikrofonerne slukkede og i øvrigt på et generelt dårligt niveau. Alt i alt kommer man ikke uden om det skolekomedieagtige niveau, forestillingens skuespiltekniske og visuelle udtryk udviste.

Men ’Skam’ får mine varmeste anbefalinger, hvis man gerne vil genopleve de sommerfugle der gjorde revolte i maven, når tv-serien rullede over skærmen, på en uforklarlig, længselsfuld måde.

En magiterning af viden på Nørrebro Teater

En helt anden oplevelse finder vi på Nørrebro Teater, der hver første søndag i måneden præsenterer ’Tænkepauser’. Her går forskere og scenekunstnere sammen om at undersøge et særligt emne, der skifter fra måned til måned. Senest var emnet smerte, og her fortalte smerteforsker ved Aarhus Universitet Troels Staehelin Jensen om fænomenets fysiske gestaltning. Med udgangspunkt i en udgivelse af samme navn ved Aarhus Universitetsforlag, gik han om bord i fysiologiske forklaringer og banebrydende opdagelser om et fænomen, der er svært at sætte ord på.

Det fik han heldigvis først hjælp til af skuespiller Martin Geertz, der efter manuskript af Magnus Iuel Berg fik vendt og drejet begrebet i fremførelsen af en monolog, der tog pusten fra publikum.

Dogmet lød efter sigende, at instruktøren skal tage udgangspunkt i bogudgivelsens ord og tema. Så Berg udsatte stakkels Geertz for alskens selvmutilations- og smerteforsøg og på scenen: chiliprøven, en snor om testiklerne, en afsavet arm og ikke mindst et barn i bogen ’Smerte’ af Troels Staehlin Jensen.

 

Madspild for et godt formål

Det var intelligent løst med brug af grøntsager og kød som kropsdele, for eksempel udgjorde et salathoved et menneskehoved, der splitredes i tusind stykker, og sørme, om han ikke endte med at føde en lille lørdagskylling. Mellem det kunstneriske og faglige indslag kom alle deltagerne op på scenen til en snak om sammenhængen mellem de to.

Aftenens vært, Sebastian Dorset, navigerede sikkert mellem opklarende spørgsmål og personlige observationer og var ordstyrer på aftenens sidste del, der bød på spørgerunde blandt publikum.

Et velkomponeret program der underholdt, men sandelig også informerede. Og sidst, men ikke mindst, kunne man som publikum tage ’Tænkepauser’ om smerte med sig hjem og suge mere til sig fra det, Dorset på meget rigtig vis kaldte en magiterning af viden.