;
wammen

Inside story

Wammen slukker håbet for konsulentbranchen

Rådgiverbranchen må nøjes med hjælpepakkerne. Finansministeren slukker nu endegyldigt håbet om en lempelse af konsulentstoppet i det offentlige.

Rådgiverbranchen svinger sparekniven. Nogle steder går ansatte frivilligt ned i løn, andre steder bliver de fyret. Mere end 1.000 har allerede mistet jobbet.

Der er ingen tvivl om, at situationen er alvorlig for både de hjemmedyrkede konsulenthuse som Valcon og Implement og for de internationale kæmper som Deloitte og EY. Branchen rammes nemlig på to fronter samtidig, og selv om et af sårene er forårsaget af regeringen selv, kan rådgiverne skyde en hvid pil efter en håndsrækning.

Selv om finansminister Nicolai Wammen (S) erkender alvoren, afviser han at annullere eller suspendere de offentlige konsulentbesparelser, som allerede har kostet omkring 100 ansatte jobbet i revisions- og rådgivningskæmpen Deloitte.

”Krisen har ramt dansk erhvervsliv meget hårdt. Det er derfor forståeligt, at rådgivningsbranchen er bekymret. Regeringerne har derfor også allerede præsenteret flere store hjælpepakker for at hjælpe dansk erhvervsliv og holde hånden under danske arbejdspladser,” siger finansministeren og fortsætter:

”Det ændrer dog ikke på regeringens ambition, at der skal bruges færre penge på konsulenter og flere penge på velfærd i den offentlige sektor.”

Sagen kort

Landets konsulenthuse håbede indtil for nylig på, at regeringen under coronakrisen ville bremse, udskyde, annullere eller på anden vis forhindre de aftalte besparelser på konsulenter i det offentlige.

Men det håb skyder finansminister Nicolai Wammen nu til jorden. Selv om ministeren forstår konsulenthusenes bekymring for situationen, skal pengene fra besparelserne bruges på velfærd, og derfor kommer regeringen ikke til at slække på ambitionen om at skære udgifterne til eksterne rådgivere ned.

I Dansk Industri mødes udmeldingen med undren. Krisen har allerede kostet branchen mere end 1.000 arbejdspladser, og hvis prognosen om et fald i markedet på 27 procent holder stik, vil mange flere miste jobbet. Samtidig er der brug for eksperterne til at understøtte den offentlige sektor, mener DI.

Kæmper to krige samtidig

Ligesom resten af samfundet er konsulenthusene udfordret af coronakrisen. Men branchen rammes ekstra hårdt, fordi de eksterne rådgivere typisk er den omkostning, der spares vækst først, og at krisen skyldes en smitsom virus, gør ikke situationen bedre. Det besværlig- eller umuliggør rejser til udlandet og fysiske møder med klienterne. Men det, der får læsset til at tippe, er regeringens omdiskuterede besparelser på konsulentområdet.

Med finansloven for 2020 har regeringen besluttet, at ministerierne skal spare 327 millioner kroner på konsulenter, stigende til omkring 800 millioner kroner i 2021. Ifølge kilder i branchen tog ministerier og styrelser dog de bebudede besparelser på forskud allerede efter folketingsvalget sidste år, angiveligt fordi man forventede besparelser og derfor trådte på bremsen.

Kombinationen af coronakrisen og det såkaldte konsulentstop har allerede kostet 100 stillinger i Deloitte, og ifølge branchedirektør Henriette Søltoft fra DI Rådgiverne forvolder kombinationen stor skade på industrien.

”Det gør altså ondt derude. En ting er den store usikkerhed om fremtiden, og det er jo noget, som alle brancher slås med for tiden. Men rådgiverbranchen bliver også presset af konsulentbesparelserne i det offentlige. Ikke kun på grund af det beløb, regeringen gerne vil spare, men også på grund af den måde, det bliver forvaltet på. Mange styrelser og ministerier har nemlig valgt at tolke det som et regulært konsulentstop, hvilket betyder, at de p.t. slet ikke vil bruge eksterne rådgivere,” siger Henriette Søltoft.

Flere af konsulenthusene er sådan set kommet pænt igennem første kvartal, men mange af dem har alligevel valgt at indføre en midlertidig lønreduktion for dels at opbygge likviditet og dels at holde på de værdifulde specialister. Flere steder har medarbejderne accepteret at gå 20 procent ned i løn resten af året.

Andre konsulenthuse har valgt at tage hul på tilpasningerne her og nu ved at afskedige medarbejdere, mens endnu andre vælger at lurepasse, indtil der er mere klarhed om fremtiden. Men langt de fleste forbereder sig ifølge InsideBusiness’ oplysninger på at gøre brug af et af de to førnævnte værktøjer i den nære fremtid.

Danmark står dårligere end Norge og Sverige

Fordi konsulentbranchen kæmper med to kriser samtidig, tegner den danske rådgiverbranche derfor ikke overraskende til at blive hårdere ramt end de andre nordiske markeder.

En dugfrisk analyse fra analysehuset Source Global Research viser, at de nordiske landes konsulentmarkeder generelt forventes at klare sig bedre end markederne i resten af Europa. Omsætningen på det nordiske marked forventes at skrumpe med 20 procent, men Danmark rammes hårdere end Sverige, Norge og Finland.

”En af forklaringerne på, at Norden vil klare sig bedre end resten af Europa, er, at den offentlige sektor er så stor en indkøber i denne region. Men vores forventning til Danmark er en smule dårligere end de øvrige nordiske markeder,” siger Alison Huntington, der leder området for kunde- og brandanalyse i Source Global Research.

I Danmark ventes således et fald på 23 procent mod 18 procent i Sverige. DI’s egen analyse giver samme overordnede billede af, at Danmark rammes hårdt, men her er det forventede fald er en smule større.

”Det finder jeg tankevækkende. Også når vores egne tal viser, at det danske marked er endnu hårdere ramt,” siger Henriette Søltoft.

DI forventer et fald i branchens omsætning på 27 procent i 2020, hvilket svarer til en omsætningsnedgang på 6,5 milliarder kroner.

Antallet af beskæftigede i branchen er allerede reduceret med 1.000 personer, og holder forventningerne til omsætningsnedgangen, så er der ingen tvivl om, at beskæftigelsen i branchen vil falde yderligere.

”Den usikkerhed, der er, i forhold til hvornår og hvordan der genåbnes i samfundet, slår hårdt igennem i forhold til denne branche, der kører med en kort pipeline i forhold til opgaver. Så der er rigtig mange virksomheder, der overvejer fyringsrunder,” lyder det fra Henriette Søltoft.

”Det er helt afgørende med mere gennemsigtighed og beslutninger om stimuli og genoprejsning, og så er der behov for, at politikerne slår en streg over konsulentbesparelserne. Der er behov for ekstern hjælp, når samfundet igen skal op i omdrejninger,” siger hun.

Velværdsstaten skal bruge pengene

Men Nicolai Wammen fastholder aftalen fra finansloven.

”Regeringen aftalte med finansloven for 2020, at brugen af eksterne konsulenter i staten skal reduceres. Pengene er i stedet prioriteret til mere og bedre velfærd. Der er dog ikke tale om et konsulentstop, men en opbremsning. Det skal ses i sammenhæng med at konsulentforbruget i staten har været stigende de seneste år,” lyder det fra finansministeren.

DI har længe kritiseret statens konsulentbesparelser. Aftalen er nemlig indført som en grønthøsterbesparelse uden en plan for, hvordan de enkelte ministerier og styrelser i praksis skal reducere brugen af rådgivere.

Som InsideBusiness tidligere har beskrevet, har den manglende klarhed fået det offentlige til at udskyde og annullere opgaver og udbud af frygt for, at de ville bryde finanslovsaftalen. At man vælger at fastholde aftalen i en tid, hvor rådgiverbranchen er i krise, mødes med hovedrystende undren fra DI.

”Jeg er helt uforstående overfor, at man vil spare på brugen af eksterne eksperter, som vil være afgørende for at understøtte den offentlige sektor i at få Danmark ud af krisen og samtidig sikre fremtidens velfærd. De er en forudsætning for velfærd og et Danmark, som kommer igennem krisen. Samtidig undrer det mig, at en branche, som hidtil har stået for 145.000 arbejdspladser, ikke er omfattet af regeringens ønsker om bedst muligt at hjælpe dansk erhvervsliv.”

LÆS OGSÅ

Danske konsulenthuse udelukket fra milliardaftale med staten

Her er vindere og tabere af konsulenternes milliardaftale med staten

McKinsey dropper milliardaftale med staten

Vogelzang trækker topkonsulenter ind til spareøvelse, men hvor meget tør topchefen trimme?

McKinsey snupper kriseramt storkunde fra ærkerival

Konsulenter skæver nærvøst til markedet efter endnu et rekordår

Slumrende kæmpe blæser til angreb på det danske konsulentmarked

Stort konsulenthus snubler på buldrende vækstmarked

DI afliver fordomme om værdiløse konsulenter

Tronskifte på vej i McKinsey. Her er de mest oplagte efterfølgere