13.2 pix til amadeus

Kultur

’Amadeus’ og Holten er alt andet end middelmådig

Direktøren for det hele har skabt en suveræn totaloplevelse, der samler skuespil, opera, kapelmusik og dans. ’Amadeus’ er en hyldest til Det Kongelige Teater som kulturinstitution og en manifestation af Kasper Holtens ambitioner som ny teaterdirektør.

Ligesom Mozart væltede datidens Europa omkuld med orkanstyrke og ændrede operakunsten for altid, sidder man også blæst bagover af Kasper Holtens iscenesættelse af Peter Schaffers moderne klassiker.

’Amadeus’ er drømmen om Det Kongelige Teater som Gesamtkunstwerk, og man er underholdt, imponeret og overvældet fra start til slut. Holten har ikke bare hentet nogle af landets dygtigste skuespillere ind. Det Kongelige Kapel er på scenen sammen med Det Kongelige Teaters bedste dansere og operasangere. Dertil leveres der hver spilledag mere end 30 konditorflødekager i syntetisk grøn, blå og pink til Gamle Scene, som grådigt indtages på scenen. Det er tydeligt for enhver at se, at denne luksusproduktion har været dyr.

’Amadeus’ handler om myten om komponisten Mozarts mystiske død.

”Salieri” og ”Mozart er død”, råber en håndfuld skuespillere fra balkonerne og i rummet ved Gamle Scene. Sådan starter forestillingen. Mozart (Simon Bennebjerg) er blevet forgiftet af sin ærkerival og fortrolige, komponisten Salieri (Søren Sætter-Lassen). Nok har Salieri den kommercielle succes og professionelle hæder, som Mozart længes efter og ihærdigt forsøger at tilkæmpe sig. Men Salieri ved bedre end nogen anden, at Mozart er et gudbenådet talent.

Salieri selv er lænket til sin egen middelmådighed. ”Det, jeg kunne tjene dig med, blev min ydmygelse”, råber Salieri op til sin Gud i raseri.

Fakta: Amadeus

Hvor: Det Kongelige Teater, Kongens Nytorv 9, København K

Iscenesættelse: Kasper Holten

Oversættelse: Kasper Holten

Scenografi og kostumer: Maja Ravn

Lysdesign: Bruno Poet

Koreografi: Signe Fabricius

Medvirkende: Søren Sætter-Lassen, Simon Bennebjerg, Rosalinde Mynster, Henrik Koefoed, Sigurd Holmen le Dous, Martin Bo Lindsten

4 af 6 stjerner

Hans hævntogt begynder for alvor i anden akt og kulminerer med Mozarts død.

Smuk, men banal bølgescenografi

Mozarts og Salieris gensidige jalousi og kærlighed til kunsten illustreres smukt og præcist i Maja Ravns scenografi. På Gamle Scene tårner en høj bølge af nodepapirer sig op, som er på nippet til at knække og klinge af. Bølgen knytter i forestillingen især an til den kunstneriske inspiration, der strømmer ind over mennesket. Kunsten, som buldrer frem, er ustyrlig, ukontrollerbar og følger kun sin egen naturlov. Præcis som Mozart portrætteres.

Men bølgen bruges også til at vise, hvordan vi alle indimellem overmandes og styres af noget større end os selv. Om det så er kunsten, Gud, kærligheden, liderligheden eller jalousien. Det er banalt, men ikke desto mindre effektfuldt.

Også Maja Ravns detaljerede rokokokostumer fortjener opmærksomhed.

Vild som Luhrman og uskyldig som Disney

Den måde, som Holten orkestrerer hele virvaret af kunstarter på, minder mig om den måde, filminstruktøren, Baz Luhrman går til filmmediet. Luhrmans overgearede spillefilm (for eksempel ’Moulin Rouge!’ (2001) og ’Romeo og Julie’ (1996), red.) sprænger genrekonventionerne og koger over af vanvid, vildskab og sex. Det samme gør ’Amadeus’ til dels. Men til sammenligning er ’Amadeus’ nærmere uskyldig som en Disney-film på den måde, forestillingen lader sig barnligt begejstre over kunsten og den gode fortælling. Der er ingen sex i forestillingen (hvis vi ser bort fra Mozart, der kravler op under skørtet på Constanze (Rosalinde Mynster) red.), selv om der bliver snakket om elskerinder, bordeller og numsehuller. Det frækkeste i forestillingen er Simon Bennebjergs (som spiller Mozart, red.) fantastiske og provokerende onelinere som: ”Jeg bliver mere ophøjet, når jeg får en rejsning.”

Simon Bennebjerg er eminent som Mozart. Nogle ville måske blive imponeret af Det Kongelige Kapels opførsler af Mozart-klassikerne, Claras Cecilie Thomsens operasang eller Sætter-Lassen skuespillertekniske kunnen. Men jeg har forestillingen igennem mine øjne fæstnet på Bennebjerg. Han er fuldkommen magisk og overstråler alt og alle på scenen. Han er som den rolle, han spiller, et kæmpe naturtalent.

Musikformidling på højeste plan

Vil man introduceres til Mozarts biografi, diskografi og opera som kunstart i det hele taget, er ’Amadeus’ et perfekt sted at starte. Forestillingen er musikformidling på højeste plan. ’Amadeus’ formidles som en familieforestilling. Overvejer man at tage sine børn med, anbefaler teatret dog en aldersgrænse på 12 år, da Mozarts sprog er vulgært og Salieris psykologiske nedbrydning af Mozart som menneske (men heldigvis ikke som kunstner) er ret voldsom.

Der er ingen tvivl om, at Holten med ’Amadeus’ ønsker at vise landets magthavere og den danske befolkning, at han er den rette mand til at stå i spidsen for Det Kongelige Teater og til at repræsentere alle de forskellige kunstarter, institutionen rummer. Jeg fornemmer, at Holtens store talent er at balancere og forene det finkulturelle med det folkelige. Holten er dygtig til at appellere bredt og skabe opmærksomhed omkring teaterkunsten – dog aldrig på bekostning af sin egen faglighed og kunstnerisk kvalitet.

Man må sige, at han har lagt godt ud. ’Amadeus’ bliver aldrig elitær, og jeg vil vove at påstå, at alle kan følge med i handlingen samt de politiske og psykologiske magtkampe på scenen. Forestillingen handler nemlig om store genkendelige følelser som kærlighed og jalousi. ’Amadeus’ er imponerede teaterkunst, og jeg håber, forestillingen vil sælge mange billetter.

Best of-teater

Desværre skuffer ’Amadeus’ på samme måde som et best of-album tit gør. Selvfølgelig er det fedt at høre alle ens yndlingssange samlet, men man vil også gerne overraskes med nyt, hvilket man sjældent bliver, når man kender alle sangene i forvejen. Sådan har jeg lidt det med ’Amadeus’.

Produktionen som helhed er meget pæn og sikker, og det spiller til perfektion. Desværre rykker det ved meget lidt i kunsten og i samfundet. Men hvem ved, måske vil ’Amadeus’ alligevel kunne skabe politisk opmærksomhed og råbe kulturministeren op. Forestillingen og fortællingen om Mozart viser nemlig, hvor fattige vi ville blive, hvis vi ikke støtter den banebrydende og grænseoverskridende kunst. I forestillingen drages der diskrete paralleller til den måde, kulturen forvaltes på i dag, og hvordan den i stigende grad bliver gjort afhængig af markedets vilkår.

”Jeg gør det guddommelige mere almindeligt. Men Mozart, han gør det almindelige guddommeligt”, siger Salieri på et tidspunkt i forestillingen om sin egen middelmådighed, men herigennem også om sin kærlighed til kunsten. Er det den middelmådige kunst, vi som samfund er interesserede i?

Jeg håber, Holten vil vise sig i stand til at give Det Kongelige Teater det løft og den sammenhængskraft, som institutionen har brug for for at stå stærkt i den sørgelige kamp om pengene. Det er for dette håb, den kæmpemæssige arbejdsindsats, der er lagt i at skabe denne overdådige forestilling og Bennebjergs store skuespillerpræstation, at forestillingen får 4 store stjerner.

 

 

Kampen mellem Mozart og Salieri er legendarisk og er omdrejningspunkt for den imponerende opsætning. Foto: Camilla Winther