Senere års opkøb og udvidelser på tværs af landet har vist sig at give pote for revisionshuset BDO.
Det viser den seneste årsrapport fra revisionshuset, som InsideBusiness har fået tilsendt.
Omsætningen blev i det skæve regnskabsår 2023/24 således løftet med lidt over 15 pct. og lander på 1,6 mia. kr., som selskabet også havde spået over for InsideBusiness tidligere.
Dermed kan BDO foreløbigt kalde sig det femtestørste revisionshus i landet blandt rivalerne Deloitte, PwC, EY, KPMG og Beierholm.
Selvom han ikke går op i ranglister, er Frank Lau, der få måneder siden overtog posten som BDO’s adm. direktør efter Stig Holst Hartwig, meget tilfreds med resultatet.
“Det er en stor, flot vækst, der er båret af fremgang både organisk og via de opkøb, der er foretaget i året. Revisionsforretningen er stadig det største forretningsområde, og vi oplever fortsat en vækst her. Samtidig er vi blevet en større forretning og kan i dag tilbyde flere ydelser til kunderne, hvilket skaber yderligere vækst,” siger Frank Lau til InsideBusiness.
Ifølge regnskabet er væksten primært drevet af det private segment, hvor omsætningsvæksten er realiseret med 18 pct. sammenlignet med året før. Imens har det offentlige segment oplevet en vækst på 1,7 pct.
Revisionshuset fik dog ikke hele sin ambition opfyldt. Ved indgangen af regnskabsåret havde BDO nemlig som ambition om at kunne lande på 1,7 mia. kr. i omsætning.
Dette som et led i husets overordnede strategi, ’Ét BDO. Tusindvis af drømme’, som siger, at selskabet helst skal runde 2 mia. kr. i omsætning i 2026.
”Vi gik ind i året med store ambitioner på omsætningen. Og selvom vi er meget tilfredse med resultaterne, er de ambitioner ikke helt blevet mødt. Det skyldes en kombination af flere ting, herunder at vi har brugt tid og ressourcer på onboarding af nye kolleger fra vores opkøb, samt at stigende renter har gjort, at aktiviteten på M&A-området har været mindre end forventet,” forklarer Frank Lau.
Udvider forretningsdele
Det slår dog ikke skår af glæden hos topchefen, der noterer sig, at flere forretningsområder hos BDO er vokset.
Det gælder inden for de klassiske ydelser inden for revision, men også på andre satsninger som tax legal og toldområdet, hvor BDO på det seneste har gjort store anstrengelser for at udvide de respektive teams, har båret frugt.
I afdelingen for offentlig revision – der for nogle måneder siden har fået ny leder i form af tidligere partner i Deloitte Jakob B. Ditlevsen, efter at partner Gregers Paulsen gennem 23 år sad på posten og nu efter gensidig aftale er stoppet helt hos BDO – ser man gode takter og forventer, at det vil blive en vækstmotor fremover.
Samtidig forudser Frank Lau, at rådgivningsdelen kommer til at betyde mere for revisionshuset fremadrettet. Det skyldes ikke mindst, at kunderne i stigende grad efterspørger konsulentydelser til at kunne håndtere f.eks. ESG-dagsordenen, compliance og digitalisering.
I forlængelse af, at det for revisionsbranchen som helhed bliver vigtigere at omfavne digitaliseringsdagsordenen og anvende de forskellige, nye værktøjer i revisionen samt uddanne medarbejderne i at håndtere dem, kommer BDO altså til fortsat at investere ressourcer på rådgivningsforretningen.
”Det er en naturlig del at ville udvide vores rådgivningsben, når vi både bliver større, og når kompleksiteten i kundernes hverdag er blevet mere omfattende, og det kræver i stigende grad de rette specialkompetencer. Selvom revisionsforretningen fortsat er vores kerneområde, arbejder vi ambitiøst på at udvide rådgivningsbenet,” siger Frank Lau.
Hvad angår andre kundesegmenter, sker der nu et arbejde med at kunne træde ind på et område, hvor BDO i længere tid ikke har kunnet få en ordentligt fod inden for – nemlig inden for midt-markedet samt private equity og kapitalfonde.
Revision for kapitalfonde er ellers et marked, der længe har været overladt til især Deloitte, PwC og EY, som InsidePrivateEquity har beskrevet.
Nu gør BDO dog alvor ud af sit løfte om at sætte strøm til at vinde markedsandele på de mere end 2.200 kunder i midt-markedet og på private equity – mere end det, der traditionelt er tilkommet dem.
”Vi vil gerne være mere tydelige i vores markedsstrategi, især når det kommer til mid-market og private equity-kunderne. Derfor er vi i gang med at lægge sidste hånd på en strategi for, hvordan vi kan positionere os endnu bedre i det marked. I realiseringen af den ambition kommer vi i endnu højere grad til at udnytte vores stærke globale netværk, som i dag tæller knap 120.000 kolleger,” siger han.
Vender tilbage på milliardaftale
For regnskabsåret 2024/25 regner ledelsen i BDO med, at omsætningen vil stige med omkring 10 pct. til i alt 1,8 mia. kr.
For at komme derhen er der imidlertid – både på kort og på lang sigt – ikke udsigt til at ændre væsentligt på fokusområderne. Og dog.
I erkendelse af, at klienternes komplekse problemstillinger kræver adgang til specialiserede kompetencer og medarbejdere, agter Frank Lau at styrke samarbejdet i BDO’s globale netværk – især i Norden, hvor afdelingerne i Norge, Sverige, Finland og Danmark gerne skal knyttes tættere sammen, så hele netværkets kompetencer og medarbejdere kan udnyttes til sammen at servicere kunderne inden for f.eks. private equity.
Samtidig regner BDO med at kunne vende stærkt tilbage til statens lukrative milliardaftale inden for managementkonsulentydelser til offentlige institutioner og virksomheder.
BDO var ellers blevet udelukket aftalen som resultat af en verserende sag om overholdelse af complianceregler i hvidvaskloven, hvor BDO var blevet politianmeldt af Erhvervsstyrelsen. Sagen fik Statens og Kommunernes Indkøbsservice (SKI) til at meddele kunderne på managementsupportaftalen, at man var i gang med at drøfte de udbudsretlige konsekvenser af sagen med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Nu er der dog kommet hvid røg fra skorstenen, om BDO er købt eller solgt på aftalen. Og foreløbigt ser det godt ud for BDO.
”Vi har fået en foreløbig udtalelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om, at på begge aftaler – managementsupportaftalen og aftalen om managementkonsulentydelser – er BDO vurderet pålidelige. Vi afventer nu SKI’s endelige udtalelse, og om de vil tilslutte sig styrelsens vurdering. Men vi forventer, at vi snarest er at finde på SKI-aftalerne igen,” siger Frank Lau.
Det bekræftes også af SKI’s hjemmeside under udbuddet af managementsupportaftalen.
“Styrelsen er pr. 11. december 2024 fremkommet med en vejledende udtalelse, hvoraf det fremgår, at styrelsen vurderer, at BDO har fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at BDO i det konkrete udbud er pålidelig. SKI er nu ved at gennemgå styrelsens vejledende udtalelse med henblik på at vurdere, om SKI kan tilslutte sig styrelsens vurdering,” skriver SKI på siden.
Læs mere
Ny topchef i BDO vil jagte flere markeder og opkøb
Styrelse slår fast: Regler hæmmer konkurrence for bankrevision
Rådgiverkæmper gør klar til hård konkurrence på statens milliardstore konsulentaftale
Hvidvasksag spænder ben for BDO i milliardstor konsulentaftale
Stramme krav begrænser marked for revision af banker og forsikringsselskaber
Revisionsgiganter er stadig mærket af opbremsning i marked
Revisionshus snupper erfaren KPMG-profil med smv-fokus – markerer skred i revisorbranchen
Udskiftninger i toppen ruller ind over revisionsbranchen. Gigant melder nu også om generationsskifte
Væksten løjer af hos revisionskæmper. Og presset forventes at tage til i 2024