bogsperling

Kultur

Bedrevidende bog om den finansielle sektor vil irritere målgruppen

De to CBS-professorer Michael Møller og Niels Christian Nielsen har ikke den store tillid til danskernes finansielle forståelse. At handle aktier skal man overlade til professionelle, der i langt højere grad har sat sig ind i hvad det drejer sig om. Nu har de skrevet en bog om hvorfor danskerne skal dæmpe deres kritik af bankerne.

Det er egentlig befriende at få den finansielle sektor forklaret fra en faktuel vinkel, og mange bankdirektører kunne sikkert bruge denne bog som opslagsværk, når de skal forberede sig på kritiske interview om bankernes rolle i samfundet. Midt i tsunamien af problemer gennemgår bogen, hvordan bankerne er bygget op, hvad relationen er til aktionærer og det omkringliggende samfund, skatteforhold, aflønning – kort sagt mange af de temaer, som har været diskuteret i pressen over de seneste 10 år.

Forfatternes mission er at forklare, at den finansielle sektor faktisk fungerer, og at den store ballade og mængden af skandaler er krusninger på overfladen. Det finansielle system er kritisk infrastruktur, for samfundet ville gå i stå, hvis ikke banker kunne formidle betalinger og give lån. Og det er ikke en ubetydelig sektor, for den udgør omkring 6 pct. af den samlede økonomi. Der er gennem årene leveret massive løft i kvaliteten trods færre ansatte og lavere omkostninger. Tænk blot på innovative løsninger som netbank, MobilePay og flexlån.

Alligevel hører den finansielle sektor til de mest udskældte herhjemme, fordi den ene skandale har afløst den anden. Tænk bare på de omfattende sager om hvidvask og det store krak i Roskilde Bank.

Finanskrisen var også bankernes skyld – det var i hvert fald bekvemt for politikerne at skyde skylden derover.

Boganmeldelse

Fakta og fordomme om finanssektoren
Af
: Michael Møller og Niels Chr. Nielsen
Forlag: Samfundslitteratur
Sprog: Dansk

Sideantal:

Pris: 220 kr.
ISBN13: 9788759338964

4  af 6  stjerner

Bogen blev anmeldt af Joachim Sperling

Nonsens, at bankdirektører er blodigler

Mange har fået indtryk af, at bankernes topfolk vælter sig i bonusordninger, som de tildeler hinanden uden grund. På venstrefløjen florerer et begreb som finansialisering, som dækker over, at den finansielle sektor har tilegnet sig en stadig større andel af værdiskabelsen i samfundet og som en anden blodigle lever fra produktet af det arbejdende folk uden selv at bidrage med nogen egentlig værdi. Det er nonsens, men begrebet er nu indlejret i førende ministres sprogbrug.

Bankerne har magtfulde fjender i en grad, så de siden finanskrisen er blevet politiseret, reguleret og spændt for med kapitalkrav, der nærmer sig det meningsløse.

Ansættelser af direktører skal afhandles med Finanstilsynet, hvilket kan give anledning til nærmest komiske skuespil, hvis ikke den pågældende kandidat falder i tilsynets smag.

Negative renter udskammes af erhvervsministeren, selv om Nationalbanken selv går forrest.

Man vil lave en statslig superbank ved at koble Vækstfonden og EKF, selv om der ikke er skyggen af synergier, men signalet fra regeringen er klart – vi kan klare os uden jer, hvis ikke I opfører jer ordentligt.

Både bankdirektører og bestyrelser er efterhånden bange for deres egen skygge, og det rammer også de almindelige medarbejdere, der til tider skammer sig over at skulle fortælle andre om, at de arbejder i en bank.

Politisk har det ramponerede omdømme senest haft den konsekvens, at der er lagt en særskat på sektoren til at finansiere tidlig pension for nedslidte. Den sammenkobling havde ikke været mulig, hvis ikke den finansielle sektor havde gjort sig selv til boksebold for den offentlige mening.

Forfatternes mission er at gøre det klart, at vi i stedet for at brokke os over bankerne bør udnytte mulighederne bedre. Eksempelvis er det tosset at bruge tid og kræfter på at skifte bank. Det er langt bedre at overveje, om man bruger sin nuværende bank fornuftigt. Eksempelvis sparer man ikke noget ved at lede efter en bank, der kan tilbyde et lidt billigere lån. Man sparer ved at planlægge, så man ikke hele tiden har brug for små kortvarige lån. Det er kun én selv, man straffer ved at skifte bank.

Medierne får også kritik

Det er nogle ordentlige svadaer, som helt almindelige borgere får af de to forfattere, men heller ikke medierne går fri:  Ifølge forfatterne bunder den hårde mediekritik mod den finansielle sektor ofte i overfladiske og misvisende informationer.

Det er befriende, at nogen sætter sig for at agere modvægt til den hårde og til tider urimelige kritik, men den stærkt rationelle tilgang, som forfatterne er eksponent for, har også sine begrænsninger. Ofte har bankernes dårlige håndtering af sager nemlig forstærket problemerne, og derfor er det endt med, at mange danskere har mistet tilliden til det finaniselle system. Det vil ikke selv nok så mange rationelle forklaringer fra de to professorer ændre på.

Forfatterne har i interview peget på, at det var svært at finde et forlag, der ville udgive denne bog. Det kan jeg godt forstå, for jeg tror ikke, at målgruppen, som må være journalister, politikere og meningsdannere, vil være særlig interesseret i at læse den – dertil er den simpelthen for irriterende og bedrevidende skrevet.

Bogen blev anmeldt af Joachim Sperling.

 

Læs mere

Brug din fantasi som arbejdsredskab – hvis du kan

God ledelse: Stadig ikke noget klart svar!

Er din organisation klar til ‘new normal’? Ny bog er den bedste strategibog længe

Livet er for kort til et ulykkeligt arbejdsliv

Manglende mod koster

Et kærligt ledelsesspark bagi

Strategi er enkelt – sådan da

Forstå regeringens fokus på aktieskatter og Udkantsdanmark

Et skridt opad på lederstigen giver nye udfordringer

Et ‘mulighedsspring’ i den offentlige sektor

Sådan stopper du det ligegyldige arbejde

Sig noget sjovt – og kom bedre igennem med dine budskaber

Bliv boligspekulant – hvis du orker

Kapitalisme – med at andet formål end bare profit

Guf eller gisp – værktøjer til alt fra cykelsmeden til strategikonsulenten

En praktisk guide til fremadsynede indkøbere

Sådan bliver du langt bedre til digitale forberinger i virksomheden

Entreprenørstaten: Blændende analyse, men løsningerne ligger ikke ligefor

En håndsrækning til de hårdtprøvede mellemledere

Anbefalelsesværdig selvhjælpsbog til det ambitiøse menneske

Brug de uskrevne regler til at fremme din karriere