krabsbog

Kultur

Berlingske-topchef: Sådan blev nutidens borgerlighed værdi- og retningsløs

Anders Krab-Johansens seneste bog, 'Fri os fra den værdiløse borgerlighed', er skrevet af en erfaren skribent og dygtig analytiker. Han retter sin skarpe pen mod nutidens borgerlighed og leverer en lidenskabelig kritik af, hvordan den har udviklet sig til noget, der ifølge ham er værdiløst og retningsløst.

Siden Hamlets tid – hvis ikke før – har mange i skrift og tale gjort sig kritiske tanker om tingenes tilstand i Danmark. Stadig i dag flyder sociale medier over med gylp og galde fra vrede borgere, som ønsker bedre tider. Også boghandlernes hylder bugner med samfundskritiske bøger fra blandt andre kendte politikere som Lars Løkke Rasmussen, Kaare Dybvad Bek og Morten Messerschmidt, der gerne ser Danmark i forandring nu!

Så der er stemmer nok at falde i kor med, når man deler sin utilfredshed med dagens Danmark, men da stemmerne af naturlige årsager ikke ’synger samme sang’, må man skærpe sit budskab for at skille sig ud.

Borgerligheden på gravens rand

En af de seneste bøger på den samfundskritiske boghylde er forfattet af journalisten og koncernchefen for Berlingske Media, Anders Krab-Johansen. Af mange åbenbare årsager er det faktisk sjældent, at koncernchefer går ind i den offentlige debat. Men mon ikke indestængt indignation og journalistisk blod i årerne har vundet over risikobetragtninger ved tab af omdømme og mistet fokus på forretningsmål?

Fri os fra den værdiløse borgerlighed

Af: Anders Krab-Johansen

Forlag: Gyldendal

Sprog: Dansk

Sideantal: 256

ISBN: 9788702402988

Pris: 280 kr.

Stjerner: 4 af 6

Anmeldt af Olav Vorup, head of leadership, safety & cuture, Maersk Training, olav.vorup@maersktraining.com

Anders Krab-Johansens seneste bog, ’Fri os fra den værdiløse borgerlighed’, er dog også tydeligvis skrevet af en erfaren skribent og dygtig analytiker. Krab-Johansen retter sin skarpe pen mod nutidens borgerlighed og leverer en lidenskabelig kritik af, hvordan den har udviklet sig til noget, der ifølge ham er værdiløst og retningsløst.

Krab-Johansen argumenterer, at den borgerlige lejr har gentaget og forstærket et forsimplet verdensbillede, hvor individet står højere end fællesskabet og markedet højere end staten. Ifølge Krab-Johansen er det ikke et spørgsmål om modsætninger, men mere et spørgsmål om, hvordan elementerne spiller sammen.

Begravelsesstemning

Krab-Johansen bruger den organiske form, spiralen, til ikke blot at demonstrere dette sammenspil, men også som skelet for bogens kapitler. Således tager Krab-Johansen udgangspunkt i ’Individet’, går videre til ’Familien’, forholder sig til ’Dannelsen’, så videre til ’Markedet’, forholder sig efterfølgende til ’Danmark’ (og danskheden), inden der drages ud i ’Verden’ (den vestlige civilisation), inden der rundes af med en ’Afslutning’, der fungerer som et glimrende indkog af hele bogen.

Bogens styrke ligger i Krab-Johansens klare og præcise sprogbrug samt hans evne til at kombinere personlige holdninger med bredere samfundsanalyser. Som det fremgår af kapitlerne, favner Krab-Johansens viden og holdninger utrolig bredt. Og det lykkes ham ganske godt at navigere i alt fra individet til den store verden.

Bogens ’motor’ er dog forfatterens grundlæggende indignation. Krab-Johansen giver både indlednings- og afslutningsvis udtryk for tvivl om, hvorvidt det borgerlige projekt overhovedet står til at redde, fordi man allerede er kommet så langt ud. Læseren møder således en tristesse på næsten hver side, der i længden bliver enerverende. Jeg er ganske sikker på, at det er et yderst bevidst valg fra Krab-Johansens side, men håb og gejst kan nu altså også noget, når man gerne vil motivere og lede folk i en særlig retning.

Mod borgerlig genopstandelse

Alt i alt er ’Fri os fra den værdiløse borgerlighed’ en velskrevet bog med et skarpt budskab, der bidrager med væsentlige indsigter og sætter gang i nødvendige refleksioner om fremtiden for borgerlig politik. Med sin spiralstruktur tilbyder Krab-Johansen en vej ud af den nuværende værdikrise og mod en revitalisering af borgerlige værdier, selv om bogens pessimistiske tone til tider kan gøre det vanskeligt at se den lysere fremtid, som forfatteren håber på.

Anmeldt af Olav Vorup, head of leadership, safety & cuture, Maersk Training, olav.vorup@maersktraining.com

 

Læs mere:

Hverdagsimplementering stiller skarpt på levedygtige organisationsforandringer

Overfladisk bog om det superspændende AI-tema

Anmeldelse: Ny Vismandsrapport er bestemt ikke uden problemer

Anmeldelse: Klimarådet sætter regeringen under yderligere pres

Gensyn med krigens ledere

Hvad er arbejdsnarkomani og konsekvenserne heraf?

Boganmeldelse: Jeg hedder Kåre Schultz. Jeg løser problemer

‘Blue Ocean’-forfattere vender alt på hovedet med nyt begreb: nondisruptive creation

Psykolog står bag fremragende bog om oplevelsessamfundet

Ledelsesbog: Sådan håndterer du de smukke unge mennesker

Hyggelig og hurtigt læst bog om innovation

Stærk bog om stilheden, vi mistede

Bureaukratiet er slemt – men ikke så slemt, som forfatteren hævder