Det er tid til at se tilbage på, hvad man har sagt i årets løb. Det gælder ikke mindst de politiske kommentatorer, herunder undertegnede.
Få, inklusive undertegnede, havde troet på den politiske virkelighed, vi ser lige nu. For indrømmet – før valget havde jeg ringe tiltro til, at nogen for alvor mente, at de ønskede en regering hen over midten. Jeg opfattede det mest af alt som et bluffnummer for at tækkes de mange vælgere, som vitterlig ønsker, at fløjene i dansk politik reduceres til statister, og at beslutningskraften flyttes ind på samme sted som den sunde fornuft: midten af dansk politik.
Nu udelukker det ene som bekendt ikke det andet. Måske har især Socialdemokratiet spillet kortet med en regering hen over midten i tillid til, at det ikke ville ske. Og har så efter valget indset, at det røde flertal de facto var så skrøbeligt og ubrugeligt, at der alligevel ikke var anden vej at gå end at række ud til især Venstre.
Regeringsgrundlaget er i sig selv et studie værd. Blottet for den lirumlarum, der kendetegnede forståelsespapiret mellem Socialdemokratiet og det parlamentariske grundlag efter forrige valg. Denne gang er der ikke alene tale om et papir med konkret indhold. Det forholder sig ærligt til Danmarks udfordringer og sovser ikke opgaverne ind i bragesnak. Det minder mest af alt om en kontrakt, hvilket måske er snublende tæt på virkeligheden, idet regeringsgrundlaget ikke alene skal beskrive regeringens opgaver, men også fastholde de tre partier på, hvad de har lovet hinanden på Marienborg. Hvis man fraviger regeringsgrundlaget, bryder man kontrakten.
I den forstand er denne regering at sammenligne med en cykel. Så længe den holder fart, kører den. Står den stiller, vælter den. Hvis denne regering kan udnytte sin flertalsposition og holde sammen, skal det nok gå. Bliver man internt uenige, vil det ikke alene betyde, at regeringens arbejde går i stå. Det vil betyde, at regeringen går i opløsning. For der er intet andet end regeringsgrundlaget, der holder S, M og V sammen.
Det har været udlægningen, at V og M vandt kampen om indholdet. At regeringens politik er mere blå end rød. Til gengæld må man sige, at S vandt slaget om ministerposter. At V og M er gået med til, at S skal have ansvaret for bl.a. finans, erhverv, skat, justits og beskæftigelse, er en monumental gåde. Alle betydende interne regeringsprocesser vil de facto være overladt til S med de to andre partier som statister. Især Jacob Ellemanns valg af posten som forsvarsminister synes uforståelig. Jovist, forsvars- og sikkerhedspolitik har fået ny og større betydning. Det ligger imidlertid bare mest som en opgave for de europæiske stats- og regeringschefer, herunder Mette Frederiksen. Og ja, der skal bruges flere penge på forsvaret. Det vil især optage Finansministeriet de kommende år, hvordan det ressourcetræk skal ske.
Der er derfor blevet spekuleret i, hvorfor i alverden Venstre valgte, som de gjorde. Hensynet til Venstres bagland? Profileringen af Ellemann som tidligere soldat og særlig optaget af sikkerheds- og forsvarspolitik? Hensynet til at Ellemann skulle have en post, der giver overskud til det tværgående regeringsarbejde og ikke alt for mange sager? Ellemann selv siger, at han valgte posten som forsvarsminister med hjertet. Det forfærdelige ved det udsagn er, at det nok er rigtigt.
Venstre har kastet sig ud i et politisk eksperiment, der ikke er set de sidste 40 år, i en periode i danmarkshistorien med enorme udfordringer, økonomisk og geopolitisk. Alt imens det danske velfærdssamfund skriger på reformer og vanskelige beslutninger.
Da regeringen blev præsenteret foran Amalienborg, blev Ellemann af en journalist spurgt, om han var blevet trynet. Han svarede ”Jeg er ikke typen, der bliver trynet”. Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen stod ved siden af uden at sige noget. Ord var i den situation også ganske overflødige.
Kommentér dette blogindlæg herunder