;

Garvet kommunikationschef revser erhvervsjournalisternes eksperter

Alle har en mening om, hvad en virksomhed er værd, men mange af de såkaldte eksperter burde nok tie stille, mener Karsten Anker Petersen, CEO & partner i Borgen Communications & Public Affairs.

Forleden kunne man læse en kronik i Berlingske af professor Steen Hildebrandt, hvori han går skarpt i rette med dansk erhvervsjournalistik. Han kalder det et overfladisk cirkus og går blandt andet hårdt efter mediernes ukritiske brug af kommentatorer og eksperter. Det er ”dramatiserende” og minder om ”kejserens nye klæder”, skriver han.   

Steen Hildebrandt har en pointe. En væsentlig pointe.  

Der er intet galt i at bruge eksperter til at kvalificere en historie. Tværtimod. Jo flere eksperter, jo bedre. Forudsat at de rent faktisk er eksperter i det, de udtaler sig om. Og at deres udtaleser rent faktisk gør os læsere klogere.   

Der er desværre mange eksempler i dansk erhvervsjournalistik på, at de såkaldte eksperter, medierne bruger, ikke nødvendigvis er eksperter i det, de udtaler sig om. Eller at deres udtalelser er personlige synspunkter, pakket ind som faglighed. Eller at deres udtalelser er indholdsløse, og at journalisten ikke udfordrer svarene.   

Og så er det ikke interessant. Så er det faktisk med til at gøre os læsere mere ligeglade. Eller måske endda lidt dummere. 

Bedrevidende eksperter 

Der findes megen god erhvervsjournalistik. Også i Danmark. Men både inden for erhvervsjournalistikken og megen anden journalistik synes det at være en fremherskende holdning, at alle meninger er relevante, hvis bare de er kontroversielle og bidrager til at skabe konflikt – eller hvis de er formuleret i nogle lidt smarte og poppede overskrifter af den slags, man oftest forfalder til, når selve indholdet i budskabet er mangelfuldt.  

En særlig art af ’eksperter’ møder vi, når erhvervsmedierne ser nærmere på værdisætningen af virksomheder.  

Når selskaber købes og sælges, kan man oftest i erhvervsmedierne læse adskillige kommentarer om, hvad prisen på det handlede selskab burde være. Nogle gange får vi at vide, at virksomheden er værdiansat for højt, andre gange for lavt. Det er der i sig selv ikke noget forkert i. Det er erhvervsmediernes rolle at forholde sig kritisk til virksomheder, herunder også prissætninger.  

Men nogle gange – måske endda ganske ofte – synes mediernes tilgang at være, at de har fundet en erhvervskommentator eller en anden ’ekspert’, der er klogere på prissætning af virksomheden end det marked, der rent faktisk har betalings- og risikovilligheden.  

Tilfældet Nets 

Lad os se på et par konkrete eksempler, som jeg kender indgående fra tidligere ansættelser; 

For nogle måneder siden købte kapitalfonden Helmann & Freidmann Nets til en samlet pris på 33 milliarder kroner og afnoterede selskabet efter en kort og stormfuld tid på børsen.  

De, der har fulgt godt med, vil huske, at ca. 180 danske og norske banker i begyndelsen af 2014 solgte Nets til Advent, Bain og ATP for 17 milliarder kroner. 

Dengang kunne man i førende danske erhvervsmedier læse, at eksperter mente, at bankerne havde fået en særdeles god pris for virksomheden. Alligevel kunne Nets i 2016 børsnoteres til 30 milliarder kroner og året efter sælges til 33 milliarder kroner. 

Begge gange førte det til kritiske spørgsmål, hvordan selskabet kunne være så meget mere værd. Rimelige spørgsmål i sig selv, men nogle gange svarede de selvsamme eksperter på deres egne spørgsmål, med det diffuse og – i denne sammenhæng – ret intetsigende begreb ’grådighed’. 

En anden forklaring kunne være, at det var lykkedes at gøre Nets til en sundere og stærkere virksomhed ved at gøre virksomheden mere kommerciel og ved at investere i nogle selskaber, der gjorde Nets’ samlede tilbud til kunderne langt mere attraktivt (samt en del andre store og små tiltag). De beslutninger havde 180 banker med vidt forskellige interesser ikke kunnet blive enige om. Bankernes salg var derfor både en god forretning for bankerne og for de nye ejere.  

Og når Helmann & Friedmann var villig til at betale endnu mere for selskabet, kan det skyldes, at de ser muligheder for at realisere et nyt potentiale, for eksempel med geografisk ekspansion, nye produkter og services eller noget helt tredje. Det kan man vælge at tro på eller lade være – men man kan konstatere, at Helmann & Freidmann tror på det. Og de har endda sat sig grundigt ind i virksomhedens situation, markedsforholdene med videre. 

 Tilfældet Dong 

Et andet eksempel er kapitaludvidelsen i Dong Energy (i dag Ørsted), der endte med at splitte Thorning-regeringen. Dong Energy havde dengang et skrigende behov for risikovillig kapital, hvis de store investeringer i de havmølleparker, der i dag er rygraden i selskabet, skulle fortsætte. Dengang var der ikke mange, der troede på selskabet, og da slet ikke på selskabets evner til at skabe en langtidsholdbar forretning ud af etablering, drift (og delvist frasalg) af havmølleparker. Husk på, at intet andet selskab på daværende tidspunkt havde gjort noget tilsvarende.  

Læg dertil, at Dong Energy på samme tid havde andre store udfordringer med olie- og gasforretningen. På den baggrund kom der kun få bud fra seriøse investorer, og det bedste bud kom som bekendt fra Goldman Sachs, der sammen med ATP værdisatte selskabet til 42 milliarder kroner. 

Det gav anledning til betragtninger fra medier, politikere og andre om, at selskabet var værdiansat ”alt for lavt”. En erhvervskommentator hævdede sågar at have kilder, der fortalte ham, at selskabets værdi var helt oppe på 90-120 milliarder kroner, det vil sige ca. 70 milliarder kroner mere end markedets bedste bud.  

Selv om det givetvis blot skyldtes, at vedkommende havde glemt at korrigere værdien for Dong Energys daværende meget store gæld på samlet ca. 70 milliarder kroner, så siger det ikke desto mindre en del om, at det ikke er nemt at værdisætte et selskab, når man ikke har bare nogenlunde indsigt. 

Put your money where your mouth is

Man må da spørge sig selv, hvorfor der ikke var nogle risikovillige mennesker, der hurtigt kom på banen med et bud i overkanten af 42 milliarder kroner, hvis Dong Energy vitterlig – på det tidspunkt – var 80, 90 eller måske 100 milliarder kroner værd. Det havde unægteligt været en nem vej til hurtige og store penge.  

Svaret giver vist sig selv. 

En virksomhed er den pris værd, som markedet er villig til at betale – på det givne tidspunkt – fordi enhver investering som bekendt er en afvejning af risici i forhold til forventninger til fremtidig værdiskabelse.  

Det gælder, uanset hvad eksperter, kommentatorer eller andre siger.  

En erhvervskommentator, en pensioneret politiker eller en journalist, der ikke har tænkt sig at risikere en krone i en konkret virksomhedshandel, kan med meget begrænset økonomisk risiko både hævde, at virksomheden er prissat for højt eller for lavt, alt efter lyst og interesse – og det sker hele tiden. Sikkert ganske ofte på baggrund af snak med en eller flere kilder, der enten har en interesse i at tale prisen op eller ned, eller som bare gerne vil i medierne, men uden konsekvenser.  

Der er derfor altid grund til at være skeptisk, når medierne gør sig kloge på, hvad en virksomhed er værd. Det er helt legitimt at have en mening om, hvad en virksomhed bør koste. Men som læser gør man klogt i at huske på, at en mening ofte bare er … ja, en mening.    

Englænderne har et glimrende udtryk: Put your money where your mouth is.  

 

 

Disclaimer:  

Jeg var kommunikationschef i Dong Energy i forbindelse med kapitaludvidelsen, hvor Goldman Sachs og ATP blev aktionærer, og jeg var efterfølgende kommunikationschef i Nets, da selskabet blev børsnoteret. Jeg har i dag hverken aktier Nets eller Ørsted.  

Kommentér dette blogindlæg herunder