;

Sådan bliver dansk politik efter corona

Den politiske debat i Danmark vil være markant, når det igen bliver hverdag, skriver InsideBusiness’ politiske ekspert, Thomas Juul-Dam.

Danmark er på vej til langsomt at åbne op. Efter en imponerende kollektiv indsats af den danske befolkning og en tilsvarende fra danske myndigheder ser kurverne for smittespredning og presset på sundhedsvæsenet fornuftige ud.

Så på et tidspunkt – og før vi aner det – bliver det derfor hverdag i dansk politik igen. Mit bud er før sommerferien. Og så begynder debatten om, hvordan vi får en sønderskudt dansk økonomi tilbage på sporet. Det bliver uhyre interessant. For hvad er vigtigst? En ansvarlig grøn omstilling, hvor alle, også danske virksomheder, kigger ind i øget usikkerhed, fordi de skal omlægge produktion og arbejdsmetoder? At vi sender den efterhånden hårdtprøvede Arne og hans ligemænd og -kvinder tidligere på pension? Eller at vi sætter gang i væksten, så der kan blive genskabt private arbejdspladser rundt om i landets virksomheder?

Lige nu er det økonomiske råderum usikkert. Ingen ved, hvor Danmark eller verden omkring os er i morgen, og derfor er det i sagens natur svært at give et klart svar på, hvor mange penge politikerne fremover har i kassen. Men tro mig – når hverdagen indfinder sig, bliver der ikke som før corona råd til det hele.

Vi skal derfor til at vænne os til en ny virkelighed. Og en ny politisk debat. En debat, vi sidst havde i 2011-14, hvor dansk økonomi kørte i lavt gear. Kan du huske det? Vi diskuterede, hvor store skatte- og afgiftslettelser virksomhederne skulle have. Der blev dengang (bl.a. i 2013) givet en række store lettelser, især af energiafgifterne. Det var godt for beskæftigelsen, men ikke nogen håndsrækning til den grønne omstilling. For det, der er godt for væksten, er sjældent godt for klimaet. Så hvad bliver svaret nu?

Hvad med udenlandsk arbejdskraft i Danmark?

Dengang diskuterede vi også dagpenge. Det er 3F m.fl. allerede i gang med igen. Med berettiget grund. For netop deres medlemmer vælter ud i arbejdsløshed i tusindvis. Og hvad skal de stille op nu? Forbered dig på en runde dagpengedebat – og endnu en socialdemokratisk regering, der bliver presset på den sag.

Udenlandsk arbejdskraft. Den debat får fornyet energi. Igen. For hvordan kan det være, at vi har danske virksomheder, der nu og lige om lidt hyrer østeuropæiske medarbejdere, når der er danske ledige, der ikke kan finde job? Tilbage i 2011-14 gik bølgerne højt om netop dette besynderlige paradoks. Tro mig, snart diskuterer vi det emne på livet løs igen.

Størrelsen på overførselsindkomsterne. Det, de borgerlige partier typisk benævner som ‘det skal kunne betale sig at arbejde’. Det vil i praksis ofte sige, at ydelserne skal ned, fordi skattelettelser i bunden er rigtig dyre, hvis de for alvor skal kunne mærkes af den enkelte lønmodtager. Regeringen er i forvejen under pres på denne dagsorden og har givet sig selv midlertidigt amnesti med en ydelseskommission, der skal komme med anbefalinger til et nyt kontanthjælpssystem. Opgaven er at stille partierne til venstre for regeringen, som ønsker højere ydelser, tilfreds, samtidig med at regeringen ikke ønsker at blotte sig ved at give flere penge til en af de grupper, der desværre er hyppige brugere af overførselsindkomsterne, nemlig udlændinge. Med et Danmark postcorona får den debat ny ilt. Det skal nok blive livligt.

Og endelig: Hvad virker bedst? Skattelettelser eller øgede offentlige investeringer? Partierne skal nok blive enige om, at væksten skal i gang igen. Men der slutter enigheden så. Vi vil se venstrefløjen plædere for, at der skal ansættes flere pædagoger, investeres i flere skolebyggerier rundt om i kommunerne osv. Mens de borgerlige partier vil pudse tidligere politiske udspil om at sænke selskabsskatten, indføre byrdestop for virksomhederne osv. af. Alt imens eksperter vil debattere, hvad der er mest gavnligt for vækst i kongeriget. Over det næste års tid bliver vi alle amatørnationaløkonomer.

Verden har ændret sig radikalt på lidt mere en måned. Når vi på et tidspunkt alle er tilbage ved skrivebordene igen på arbejdspladserne, bliver det til et nyt Danmark. Det gælder også den politiske debat, der efter coronakrisen vil være et helt nyt sted.

Kommentér dette blogindlæg herunder