Kommentar: Danskere er fradragsjunkier

Alt for mange danskere vil kun spare op til pensionen, hvis de får fradrag, lyder det ærgerligt fra den erfarne økonom Carsten Tanggaard.

Danskerne har udviklet en betydelig afhængighed af skattefradrag og vil ikke spare op til pension, hvis de ikke får et skattefradrag for deres pen­sions­indbetalinger. Udbetalinger fra aldersopsparing modregnes ikke i folkepensionstillægget, men dan­skerne vil ikke bruge ordningen – tilsyneladende fordi der ikke er fradrag for indbetalinger.

Løsningen på modregningsproblemet blev yderligere skattefradrag for pensionsindbetalinger. Det nye fradrag giver nok en slags løsning, men det gør ikke pensionssystemet mere gennemskueligt, og det får nok ikke diskussionerne om modregning til at standse.

Hele problemet er en kompleks interaktion mellem pensionsopsparingen og skattesystemet. Og hovedsynderen er den udsatte beskatning af pensionsudbetalinger.

Kapitalpension og aldersopsparing

Grundlaget for afhængigheden af skattefradrag blev lagt for årtier siden, hvor indbetalinger til kapitalpensioner kunne fratrækkes i topskatten og blev beskattet med 40 procent ved udbetaling. Dette fradrag var en reel topskatte­let­telse og en stor fordel for højtlønnede, der dengang betalte op mod 70 procent i marginal­skat.

Fornuftigvis har skattereformer gradvis gjort op med kapital­pen­sionen i en sådan grad, at de seneste indbetalinger til kapitalpensionen var en skat­te­mæssig underskudsforretning.

Kapitalpensionen ophørte i 2012, hvor den blev af­løst af aldersopsparingen, der ret beset er bedre end kapitalpensionen. Også skattemæssigt. Ikke desto mindre er aldersopsparingen ikke rigtig slået igennem.

Ratepensioner og livrenter

Indbetalinger til ratepension og livrenter kan stadig trækkes fra med virkning i marginalskatten. Derved bliver fradragsretten til en fordel for personer, der betaler topskat ved indbetaling, men en lavere skat ved udbetaling.

Da en skattereform sænkede marginalskatterne, indførtes en beskatning af de utilsigtede gevinster for personer med meget store udbetalinger fra ratepensioner. Udligningsskatten blev helt uberettiget lagt for had. En væsentlig grund hertil var manglende finansiel forståelse af den udsatte beskatning af pensionsudbetalinger.

Modregningsproblemet

Modregningsproblemet er komplekst, og i en løsning indgår overvejelser om statsfinanserne, universelle velfærdsydelser og incitamenter. Løsningen blev nogle ekstra fradrag til personer tæt på pensionsalderen. Fradraget gør, at den effektive beskatning af indkomst, der spares op med disse fradrag, reduceres væsentligt.

Løsningen er ret beset en smule kynisk. Fradragene blev også givet til personer, der ikke rammes af modregning, mens den ikke blev givet til personer, der allerede er på pension, men som faktisk alligevel rammes af modregningen. Forklaringen er selvfølgelig, at det ville være meget dyrt at afskaffe modregningen i folkepensionstillægget. Derfor blev løsningen en selektiv ordning for de grupper, der selv kunne kompensere for modregningen ved at standse pensionsindbetalingerne. De grupper, der ikke kunne løse det selv, fik ikke nogen reel løsning.

Kritikken af modregning vil fortsætte. Nuværende og kommende pensionister vil stadig blive ramt af modregning. Men kritikken kan afvises med, at der i sin tid blev givet et fradrag. Det vil de fleste ikke kunne huske. Og hvis de kan huske det, kan de ikke forstå det.

Kommentér dette blogindlæg herunder