;

Det er dyrt ikke at have venner i politik

Dansk erhvervsliv må sande, at det koster dyrt ikke at have venner, der taler ens sag. Den politiske debat er blevet erobret af andre temaer, og det har erhvervslivet ikke formået at ændre ved.

Forleden kunne man læse i Politiken, at mange unge bruger en stor del af deres indkomst på at gå på café med vennerne. I artiklen fortæller flere unge, at de faktisk bruger flere penge på café end de har råd til, men at de gør det for at være sammen med vennerne. Det kan være dyrt at have venner, synes moralen i historien at være.

I politik er det omvendt. Her er det dyrt ikke at have venner. Eller rettere, det er dyrt ikke at blive lyttet til. Det kommer dansk erhvervsliv til at mærke under den valgkamp, der venter lige om hjørnet.

For til trods for at danske virksomheder aldrig før har skabt så mange værdier til samfundet som i disse år, har selvsamme virksomheder svært ved at få ørenlyd og vinde gehør for deres synspunkter i den politiske debat.

Bevares, de borgerlige politikere, DF undtaget, lytter da til erhvervslivet, når der råbes på mere kvalificeret arbejdskraft. Og der er da også stadig en grundlæggende forståelse for, at de jobs, vi alle sammen lever af, skabes af erhvervslivet.

Men hvor er erhvervslivets rigtige venner henne?

I disse år taler danske politikere hellere om ’banditter i habitter’, om hvidvask i banksektoren, om hårdere straffe til svindlere, og at høje direktørlønninger ødelægger ’sammenhængskraften’ i samfundet, end hvordan vi skaber rammerne for, at dansk erhvervsliv også kan skabe værdier til samfundet i de kommende år.

Det er ikke tilfældigt. Det er det velkendte resultat af, at tilliden til erhvervslivet er lav. Skandaler, især i banksektoren, og talrige historier om erhvervsledere, der får store lønstigninger, har rykket den politiske dagsorden.

Læg dertil, at i perioder, hvor det går rigtig godt med samfundsøkonomien, er der ikke megen lydhørhed over for erhvervslivets synspunkter. De får i stedet oftest karakter af klagesang.

Det er simpelthen svært at trænge igennem med budskaber om, at erhvervslivet skal have bedre rammevilkår, lavere skatter eller lignende, når økonomien buldrer derudad. I har meget og vil have mere? Kan I styre jer selv?

En moralsk opsang til erhvervslivet

Et godt udtryk for, hvor lille den politiske opbakning reelt er til dansk erhvervsliv, kunne man læse i Berlingske Tidende forleden. Her gav Venstres nestor, Bertel Haarder, en moralsk opsang til erhvervslivet.

»Hvis det store flertal fortsat skal acceptere, at de kan tjene og bestemme meget mere end alle andre, kræver det, at de har en moral. Det er til stor skade for liberalismen og kapitalismen, når folk med magt forvalter deres succes på en måde, der ikke er til gavn for samfundet, for eksempel når man sidder i en bestyrelse og giver hinanden enorme lønstigninger, bonusordninger og gyldne håndtryk. Ingen skal bilde mig ind, at det er nødvendigt af hensyn til den internationale konkurrence.«

Bertel Haarder er repræsentant for et parti, der traditionelt har været meget erhvervsvenligt. Men også han tøver med at forsvare dansk erhvervsliv. Han går faktisk så vidt, at han ikke engang vil anerkende løn- og bonusordninger som væsentlige, når det handler om at tiltrække og fastholde de dygtigste i toppen af dansk erhvervsliv. For nogle år siden ville det have været et typisk citat fra en SF’er, ikke fra en Venstre-mand.

Debatten om dansk erhvervsliv har flyttet sig. Og det er ikke til gavn for danske virksomheder.

Derfor kommer det kommende folketingsvalg heller ikke til at handle om dansk erhvervsliv. Undtagen når det bliver diskuteret, hvem der skal betale regningen for valgløfterne.

Senest har vi set, at Venstre også vil arbejde for en fælles EU-bund under selskabsskatten. Det er ikke en blomst, der er groet i den liberale have. Her har man altid haft opfattelsen, at selskabsskat reelt er en skat på forbrugerne, aktionærerne og de ansatte i virksomhederne.

Men som sagt – debatten har flyttet sig, og Venstre er flyttet med.

Hvem vil slås for erhvervslivet? 

Det er oplagt at spørge, hvor en organisation som DI er henne. Hvorfor formår DI ikke at sætte erhvervslivets vilkår højt på dagsordenen?

Organisationen står for tiden uden direktør, efter at Karsten Dybvad er blevet formand for Danske Bank. Men det er ikke fraværet af en direktør for DI, der er problemet. DI har i flere år reelt ikke formået at være en stemme for erhvervslivet med den nødvendige gennemslagskraft.

Læg dertil, at erhvervslivet ikke i tilstrækkelig grad har formået at trække de point hjem, som de rettelig har fortjent med deltagelse i trepartsaftaler om praktikpladser, integration og arbejdskraft.

Men selv hvis det var lykkedes dem, skal der meget mere til.

Dansk erhvervslivs store problem er, at der er meget få toneangivende politikere, der aktivt vil slås for erhvervslivets muligheder for at drive forretning, fordi det i den offentlige debatmaskine meget nemt kan forveksles med, at man slås for erhvervslivets ret til at tjene (for) mange penge, og at man er for høje lønninger og bonusser til erhvervslivets topfolk. Eller endnu værre: At man er på elitens side uden forståelse for almindelige menneskers tilværelse.

Noa Redington, tidligere rådgiver for Helle Thorning-Schmidt, skrev det meget præcist forleden i Politiken:

”… vi er på vej ind i et folketingsvalg, hvor dansk erhvervsliv reelt står uden talsmand, uden venner og uden en sag.”

Der er mange, både i de store erhvervsorganisationer og i toppen af fine danske virksomheder, der dag ud og dag ind gør en kæmpe indsats for at fortælle om dansk erhvervslivs fortræffeligheder – og hvad der skal til, hvis vi fortsat skal have et stærkt og værdiskabende erhvervsliv. Men realiteten er, at det ikke er nok.

Den politiske debat er blevet erobret af andre temaer, og det har erhvervslivet ikke hidtil formået at ændre ved.

Derfor handler debatten om erhvervslivet mere om, hvem der ikke vil sænke selskabsskatten, om ikke at åbne for mere højt kvalificeret arbejdskraft udefra og om at begrænse direktørlønninger end om at skabe bedre vilkår for erhvervslivet.

Det kommer virksomhederne til at høre meget mere om i den valgkamp, der venter lige om hjørnet. Og de kommer til at betale regningen bagefter.

LÆS OGSÅ

Gennembrud for grønne obligationer

Erhvervsturisme er big business – og København stormer frem

København er skandinavisk hotelmester

Bankerne er blevet den nemme skydeskive

Kapitalfonde udsat for heksejagt  

Kommentér dette blogindlæg herunder