;

Kapitalforvalter skruer op for det kedelige

Der er mange kloge forudsigelser om, hvad der kommer til at ske i den nærmeste fremtid i økonomierne og på de finansielle markeder. Sandheden er, at billedet er så mudret, at ingen reelt ved det. Derfor har vi skruet op for vores konservative tilgang og er forberedt på udsving.

Man kan godt blive lidt rundtosset, hvis man skal følge de finansielle markeder i år – og ikke mindst forudsigelserne om, hvordan det udvikler sig herfra, hvor vi står nu.

Recessionsforudsigelserne står i kø, og det samme gør advarslerne om en voldsom nedtur på de finansielle markeder. For nylig var Finanstilsynets direktør Jesper Berg ude med en advarsel om, at investorer og pensionskunder skal forberede sig på en ny virkelighed med tab og nogle af de sværeste markedsvilkår i årtier, fordi renterne tvunget af inflationen nu stiger efter 40 år med fald.

Analysen fejler ingenting og gør indtryk, og det er noget, vi som kapitalforvalter løbende forholder os til.  Det er en ny situation med en anden risiko, end vi har været vant til. Men det er netop vores fornemmeste opgave at løse den tilfredsstillende for kunderne. Det er i tider som denne, at kapitalforvaltere faktisk kan vise deres værd, hvis de er i stand til at bevare kundernes formuer på et nogenlunde tilfredsstillende niveau uden at påtage sig mere risiko end nødvendigt.

I medvindsmarkeder er det sjældent svært at skabe positive afkast, men i nedgangsmarkeder kan man se, hvem der har bedst styr på risikoen og bedst i stand til at passe på formuerne.

Likviditetspukkel er en god stødpude

Om det bliver så dystert som det billede, der tegnes vidt og bredt, er efter min mening ikke 100 pct. givet. Der er en tendens til, at mange overser, at der fortsat er pænt med likviditet i markedet efter årevis med ekstremt lempelig pengepolitik og negative renter.

Den likviditetspukkel varer ikke evigt, men den vil fungere som en stødpude et stykke tid endnu, og den tid skal bl.a. centralbankerne udnytte til at udføre sin væsentligste opgave: At få tøjlet inflationen. Det er den eneste måde, at vi får så blød en landing som muligt i den økonomiske nedgang, der er en uundgåelig del af inflationsbekæmpelsen.

Risikoen for, at vi får den helt store finanskriselignende nedtur i den nuværende situation er fortsat relativt beskeden efter min opfattelse. Netop begrundet i, at der fortsat er masser af likviditet til stede i markedet. Når nu der allerede er pumpet så mange penge ud i systemet fra centralbankernes side, skal der virkelig et brandudsalg til, hvor alle går vildt og voldsomt i kontanter, før det – rent udbuds- og efterspørgselsmæssigt – resulterer i denne meget voldsomme nedtur, som nogen taler om. Det kunne jeg generelt godt savne lidt mere fokus på, og det ville i hvert fald være en tiltrængt nuancering af nogle af de værste dommedagsprofetier.

Når det er sagt har det været et specielt investeringsår indtil videre. At påstå andet ville være useriøst. Vi har i første halvår 2022 allerede oplevet en kraftig nedtur i både aktier og obligationer. Vel at mærke en nedtur, der er godt begrundet i inflation, pengepolitiske stramninger og krig.

I juli vendte en optimismen tilbage, og her i august har det handlet om at finde ud af, hvilket ben man skal stå på. Jeg og Artha skal ikke påstå, at vi har fundet de vises sten, og vi begiver os nødigt ud i de vilde forudsigelser om, hvor markederne bevæger sig hen. Dertil er det for usikkert at spå om, men vi bedømmer markedet på, hvordan det ser ud nu og her. Ud fra det har vi øget renterisikoen en smule – vi kom også fra en meget lav rentefølsomhed – og undervægtet en smule på aktierisikoen. Relativt er obligationer blevet mere attraktive end tidligere i forhold til aktier.

Øget risiko for udsving gør os ekstra kedelige

Vi har også skruet op for den ”kedelige” aktietilgang allerede ultimo sidste år og solgt vores dyreste aktier fra. Det gjorde vi ud fra en overbevisning om, at den kommende tid godt kan byde på nogle ordentlige udsving.

Den helt store drivkraft i markedet bliver igen-igen centralbankerne, der på ukendt terræn skal føre en ny og uprøvet pengepolitik med kraftig opstramning af pengepolitikken med det ene hovedformål at få bekæmpet den hastigt stigende inflation.

Der er ikke rigtigt så mange andre værktøjer i kassen end at hæve renterne, hvis man skal inflationen til livs, og det vil ikke kunne undgå at munde ud i en eller anden form for økonomisk nedgang. Kunsten bliver at kontrollere det, så det ikke kommer til at gøre for ondt.

Men der er ikke noget alternativ til at gøre det. Får vi ikke tøjlet inflationen, munder det givetvis ud i et accelererende lønpres, og det kan blive skruen uden ende, hvor inflationen kapper store lunser af realvæksten og forbrugernes købekraft. Står valget mellem de nuværende inflationsrater og økonomisk nedgang på nogenlunde kontrolleret vis, er det sidste klart at foretrække. En periode med lettere faldende vækstrater, hvor inflationen samtidig kommer under kontrol, vil være det foretrukne scenarie.

Alt i alt er det vitterligt et mudret billede derude, og det er også baggrunden for de nervøse markeder, vi ser, hvor et enkelt forkert nøgletal puster til ilden eller genskaber optimismen, hvis det pludselig drejer i en positiv retning.

Det uklare sigte er også selve årsagen til, at vi heller ikke selv har øget vores aktieeksponering igen efter de kursfald, vi var vidne til i årets første seks måneder. Netop fordi vi har valgt den ekstra kedelige tilgang, har vi luft til at supplere, hvis vi finder anledning til det.

Kommentér dette blogindlæg herunder