;

Erfaren finansjomfru søges

Christian Hyldahl måtte gå fra ATP, fordi tilliden til den finansielle sektor er historisk lav. Samtidig er kravene til, hvad der regnes for ordentlig opførsel, steget markant. Og det er krav, der hele tiden flytter sig. Dermed er det blevet langt vigtigere – og langt sværere – for ledelserne i den finansielle sektor at forholde sig til omverdenens forventninger, skriver InsideBusiness’ kommentator.

Man kan spekulere en masse i, hvorfor Christian Hyldahl valgte at gå som CEO for ATP. Blev han venligt opfordret til det? Var han blevet fyret alligevel? Var det, fordi der var flere historier på vej om hans fortid i Nordea?

Men uanset om han gik selv eller de facto blev gået, så var hans egen begrundelse for beslutningen rammende præcis: ”… fordi dele af omverdenen, som ATP er afhængig af, ikke har tillid til mig som direktør for ATP…”, sagde han i pressemeddelelsen fra ATP.

Det er sagens kerne. Når blandt andet flere folketingsmedlemmer direkte udtrykker, at de ikke mener, han kan bestride posten som chef for landets største statsejede pengetank, så er man direktør på lånt tid. Og mon ikke flere af de ATP-bestyrelsesmedlemmer, der er udpeget af fagbevægelsen, også var ved at nå til samme konklusion?

Den manglende tillid til Hyldahl handler i virkeligheden ikke meget om Hyldahl. Det handler om manglende tillid til hele den finansielle sektor, dels som følge af det, som man hos mange politikere opfatter som ubetalte regninger fra finanskrisen, dels som følge af de mange afsløringer om skattespekulation, forsøg på skatteunddragelse og den slags.

Og så handler det om, at mange politikere ikke vil stå på mål for det, som deres vælgere opfatter som umoralsk og samfundsskadelig adfærd i sektoren.

Set med politikernes og dele af befolkningens øjne har der været for mange eksempler på, at sektoren har ’snydt’ og ’bedraget’ samfundet med egen gevinst for øje – brugen af gåseøjne er helt bevidst, da der i mange af historierne ikke nødvendigvis er foregået egentlige lovovertrædelser, men det spiller ikke den store rolle i den politiske debat.

Lav tillid og lav tolerancetærskel

I dele af den finansielle sektor er man udmærket opmærksom på den nye virkelighed. Andre slås stadig med at erkende det, de opfatter som ’usaglig’ behandling af deres forretning og mangel på indsigt i, hvad det vil sige at drive finansiel virksomhed. Nogle tænker sikkert, at der er tale om en hysterisk presse og lige så hysteriske politikere.

Det er muligvis rigtigt. Muligvis ikke. Men en del af læren i denne sag er, at det, man i (store dele) af den finansielle sektor i mange år har betragtet som rimelige forretningsmetoder, ser omverdenen på med stor skepsis, ja, ligefrem foragt. Og metoder, der måske var accepterede for år tilbage, er ikke nødvendigvis acceptable i dag, uanset at de sagtens kan være lovlige i juridisk forstand.  Læg dertil en hel masse gråzoner i alskens grålige nuancer.

Det er den virkelighed, den finansielle sektor skal forholde sig til. Cheferne i banker og pensionskasser, blandt finansielle rådgivere og ikke mindst blandt kapitalfonde skal finde ud af at drive virksomhed både i henhold til lovens bogstav og i henhold til ubestemmelige og uklare forventninger fra omverdenen. Vel at mærke forventninger, der flytter sig over tid, ofte uden varsel og nogle gange blot styret af tilfældige mediehistorier.

Sådan har det i virkeligheden altid været for virksomheder både i og uden for den finansielle sektor. Men aldrig så tydeligt som nu. Og forløbet op til Hyldahls afgang viser, at omverdenens tolerancetærskel er styrtdykket sammen med tilliden til sektoren.

Hyldahl hegnede Macquarie ind

Det kan synes ironisk, at det netop er Hyldahl der rammes af den nye virkelighed. Som CEO for ATP viste han tidligt, at han forstod både de særlige forventninger, som samfundet har til netop ATP, og at kravene til sektorens ’ansvarlighed’ er blevet skærpet. Det skal ikke overses, at det var Hyldahl, der formåede at hegne udskældte Macquarie ind i en hidtil uset aftale om skattebetalinger i forbindelse med den fælles investering i TDC.

Men det er nok også rimeligt at konkludere, at han i håndteringen af kommunikationen af sin egen fortid ikke var tilstrækkelig opmærksom på, præcis hvor meget lavere tolerancetærsklen er blevet.

Der er ingen grund til at tro, at han ikke har været ærlig om sin fortid i Nordea. Også når han siger, at der var konkrete forretninger, han simpelthen havde glemt. Men som det altid er, når man ikke selv lægger alle kortene på bordet fra starten, så er det andre, der tvinger dem frem i lyset. Og så ligner man altid en, der har noget at skjule.

Uplettet og med masser af erfaring

Det er oplagt, at en ny ATP direktør straks vil blive kigget i kortene af medierne. Derfor vil bestyrelsen søge med lys og lygte efter en, der både har erfaring med at styre enorme investeringer, som forstår ATP’s særlige rolle, og som kan tåle at få sin fortid gennemlyst.

Der er givetvis ikke mange i den finansielle sektor, der har opbygget erfaring med store investeringer, som ikke på et eller andet tidspunkt har foretaget investeringer, som – i hvert fald af nogle – vil blive set som kritisable. Det bliver derfor en jagt på en erfaren jomfru, og dem er der som bekendt ikke mange af.

Endelig er det det med lønnen. For rigtig mange, især på venstrefløjen, vækker direktørlønninger forargelse. Det gælder især i forbindelse med fratrædelser. Hyldahl får eksempelvis små 7 millioner kroner, selv om han selv har sagt op. Det har mange svært ved at forstå, og fagbevægelsens repræsentanter i bestyrelsen har sikkert svært ved at forklare det til deres baglande. Men mon ikke de glæder sig over, at han selv sagde op? Hvis han var blevet fyret, ville beløbet have været meget større.

Men desuagtet er både ATP, den finansielle sektor i øvrigt og dansk erhvervsliv i det hele taget nødt til at forholde sig til, hvordan chefer lønnes, både når de bestrider jobbet, når de modtager bonusser og deltager i aktieprogrammer, og ikke mindst når de fratræder, frivilligt eller ufrivilligt.

Det er klart, at det fortsat må handle om at kunne tiltrække den bedst mulige til jobbet. Men det er ikke længere nok. Det handler også om at ramme nogenlunde inden for skiven af, hvad der opfattes som rimeligt. Selv om det sikkert er lige så svært at finde ud af, hvad der er en rimelig aflønning, som det er at forklare farven grå til en blind person.

 

 

Kommentér dette blogindlæg herunder