EU’s grønne gamechanger

Den 3. januar 2018 var en skelsættende dag i Finanssektoren. Det var den dag MiFID II trådte i kraft med investorbeskyttelsesregler, kvalitetsforbedrende service og best execution. Det blev en game changer for hele den finansielle branche.

Næste uge, nærmere bestemt den 10. marts, indvarsler den næste game changer. Her træder første del af en lang række EU-forordninger i kraft. De vil ændre hele den måde, vi kommunikerer med kunder og omverden om bæredygtige investeringer.

Første akt bliver den såkaldte disclosure-forordning, som i bund og grund er et sæt regler for, hvordan banker, pensionskasser og investeringsforeninger skal forklare bæredygtighed til hr. og fru Jensen. Altså til slutkunderne, for hvem ”grønne” udtryk som ESG og SDG lyder som sort tale.

Hele den finansielle sektor er altså omfattet, og reglerne dækker ikke kun den generelle kommunikation i form af fx krav om at oplyse om politikker for bæredygtighedsrisici og ledelsesaflønning. Reglerne sætter også lys på, om en puljeordning eller investeringsfond har mål om bæredygtighed  eller markedsfører sig med særlige miljømæssige eller sociale fokusområder.

Orden i virvaret

Og hvorfor er det så vigtigt? Det er det fordi, vi er nødt til at bringe noget orden i mængden af investeringsprodukter og udbydere, der har hægtet sig på den bæredygtige dagsorden med mere eller mindre ”ædle” formål. Som det er i dag, findes der kun få regler for, hvordan finanssektoren skal oplyse om bæredygtighed.

Det betyder, at det er svært for helt almindelige mennesker, der ønsker at investere bæredygtigt, at finde netop det produkt, der sænker CO2-udledningen, bandlyser våben eller støtter verdensmålet Kvalitetsuddannelse. Eller noget helt fjerde.

Uden nogen målestok risikerer kunden at blive præsenteret for produkter, der er grønne uden at være det, altså greenwashing. Og det er netop greenwashing, som disclosure-forordningen skal hjælpe med at få skyllet ud.

Nyt fælles sprog

Disclosure-forordningen er dog kun en del af EU-Kommissionens samlede handlingsplan for bæredygtig finansiel vækst. Hjørnestenen i denne handlingsplan er den såkaldte taksonomi, som er et fælles EU-sprog for, hvad der er grønt og bæredygtigt.

Når taksonomien er fuldt fastlagt, bliver det fx lettere for en virksomhed, der ønsker at gøre sin hoser grønne hos en potentiel investor, at afgøre, i hvilket omfang virksomhedens produkter er bæredygtige. Så spilder man ikke hinandens tid. På samme måde gør taksonomien det nemmere for banker og investeringsforeninger at sende kapital i den bæredygtige retning. Rigelige mængder af kapital bliver jo helt afgørende for at nå Paris-aftalens målsætninger.

Noget rod

Interessen for taksonomien har da også været overvældende. EU blev lagt ned af hele 46.000 høringssvar, da det gik op for virksomhederne, at de også er omfattet af regelsættet, og behandlingen af de mange høringsvar har forsinket de endelig kriterier.

Taksonomien træder i kraft 31. december 2021. Vi får altså en situation, hvor det fælles sprog, taksonomien, først træder i kraft mange måneder efter, at oplysningsforpligtelserne (disclosure-forordningen) gør det! Oplysningsforpligtelserne skal bringe klarhed, men når sproget først defineres efterfølgende, kan der opstå forvirring. For hvordan skal man vide, hvornår et investeringsprodukt er bæredygtigt, når man mangler definitionen af, hvad en bæredygtig aktivitet er?

Det er noget rod, også sådan helt officielt: De europæiske finanstilsyn, som har stået for at udarbejde de tekniske standarder for oplysningsforpligtelserne, har i et brev til EU-Kommissionen fremlagt præcis samme bekymringer.

Jensen siger nok ”ja”

Der kan således være mange holdninger til EU’s fremgangsmåde. Men der kan ikke være mange meninger om behovet for ens regler: De kommer, de er tiltrængt, og de vil ændre finansbranchen. EU’s grønne handlingsplan vurderes af mange ”MiFID II-veteraner” til at få mindst lige så stor betydning for den finansielle branche, som MiFID II havde. Det skyldes også, at en del af handlingsplanen faktisk ændrer i MiFID II, så rådgiverne ude i filialerne fremover som led i investeringsrådgivningen skal spørge hr. og fru Jensen, om de kunne tænke sig at få lidt bæredygtighed med i deres portefølje?

”Joooh, hvorfor ikke?”, vil Jensen og mange andre jo nok svare. Det bekræftende svar betyder, at Jensen efter de nye regler skal tilbydes et bæredygtigt produkt.

Derfor vil vi se mange flere bæredygtige produkter på de finansielle hylder i de kommende år. Vi vil se en udvikling, hvor bæredygtighed bliver normen, mens produkter uden bæredygtighed bliver niche, således at man skal foretage et aktivt valg, hvis man fx ønsker olieaktier i sin portefølje.

Og så batter det for alvor i forhold til at nå Paris-aftalens mål for CO2-neutralitet og temperaturstigninger.

 

Kommentér dette blogindlæg herunder