;

Flere kvindelige iværksættere, tak!

Spørger man både Dansk Erhverv og Vækstfonden, mangler Danmark i nærmest skræmmende grad kvindelige iværksættere, der får chancen, lykkes og bliver til rollemodeller for andre kvindelige iværksættere.

For vi ved fra alle andre sammenhænge, hvor vigtigt det er med rollemodeller, hvis vi vil ændre på noget. Første kvindelige statsminister. Første farvede præsident … eller golfstjerne, Wimbledon-mester og formel 1-verdensmester. Første offentligt kendte homoseksuelle fodboldspiller i Premier League. Første kvinde på forsiden af Forbes Magazine. Første kvindelige chefredaktør.

Rollemodeller har en kolossal betydning, hvilket ofte kan være svært for udenforstående helt at forstå. Men for dem, der hver dag mærker de manglende muligheder på egen krop, er rollemodellerne helt og aldeles afgørende.

Hvor er dit Y-kromosom?

Tag nu kvindelige iværksættere. De får 1,4 procent af den samlede funding til start-ups i Danmark. Ja, du læste rigtigt. 1,4 procent. Og når man taler med dem, som har fået afslag, er det svært ikke at blive godt gammeldags forbandet.

For det er svært at tro, at mandlige iværksættere bliver mødt med mange af de spørgsmål, som kvinderne bliver udsat for. Skal du ikke have børn? Hvor er din mand henne? Du er godt klar over, det ikke er et 9-17-job? Og så også lige en kommentar om, at man aldrig tager lyserødt på, når man søger funding.

Vi er kommet dertil, at kvindelige iværksættere efter flere afslag tager en mand med i banken, når de ansøger om lån igen. Og hårrejsende nok med succes til følge. Vi er i 2022! Tænk at stå med en glimrende idé til et forrygende forretningseventyr og så få nej på grund af et manglende Y-kromosom. Hvor grotesk er det lige?

Vi hjælper, fordi vi kan

Når man bliver bekendt med så stor uretfærdighed, kan man typisk vælge tre veje. Trække på skuldrene, køre NATO-modellen (no action talk only) eller rent faktisk gøre noget aktivt for at ændre på tingenes tilstand.

Hos NORD DDB har vi valgt det sidste båret frem af, at den kæmpe afgrund mellem kønnenes muligheder fandeme skal være løgn. Derfor har vi iværksat initiativet 2X Founders, hvor vi hjælper med det, vi kan – nemlig at skabe vækst ved at skærpe virksomheders brands. Få brands til at stå for noget, der giver mening, så de bliver set, hørt, beundret og talt om og får en plads i forbrugernes hverdag.

Mere konkret yder vi gratis strategi- og kampagneudvikling til to danske kvindelige iværksættere, der begge er godt i gang med deres egen virksomhed, men har brug for at skille sig ud for at fortsætte væksten. På den måde kan vi gøre vores for at få skabt flere, stærke rollemodeller. Og det manglede bare.

Lukket pga. manglende branding

Men hvor relevant er den støtte, som 2X Founders kommer med? Spørger man Dansk Erhverv og Vækstfonden er netop fraværet af branding og gennemtænkt kommunikation hovedårsagen til, at iværksætteres forretninger går ned med flaget.

Overskud bliver måske forståeligt nok investeret i yderligere vækst i form af flere medarbejdere og større produktionskapacitet. Men man glemmer ofte, at ideens kerneprodukt som regel let kan kopieres. Og det bliver det, hvis det er godt nok. Så er ideen pludselig ikke længere unik, og så har vi udfordringen. For så bliver det i langt højere grad virksomhedens brand, der afgør vækst eller det modsatte.

I den sammenhæng skal man huske, at forbrugerene ikke ville savne op mod 75 procent af de brands, der er på markedet i dag. Så man skal i den grad sørge for at opbygge sit brand, hvis man vil sikre sig en af de gode pladser i forbrugernes bevidsthed.

For hvad er det egentlig, et stærkt brand kan? Det kan frem for alt skabe den helt afgørende emotionelle forbindelse til kunderne. Og det er afgørende, fordi vi mennesker, ifølge Daniel Kahneman, træffer 95 procent af alle beslutninger med hjertet.

Det er med andre ord ren indbildning, at vi træffer rationelle og velovervejede beslutninger i en købssituation, og derfor er det så essentielt at få skabt det emotionelle bånd via branding, der for alvor kan bygge forretningen.

Og det er det, vi glæder os til at hjælpe kvindelige iværksættere med.

Kommentér dette blogindlæg herunder