I sidste uge kunne Dansk Industris formand, Lars-Peter Søbye, endelig præsentere dansk erhvervslivs nye førstemand (undskyld, Dansk Erhverv og Brian Mikkelsen), for offentligheden.
DI’s nye administrerede direktør bliver Lars Sandahl Sørensen, der kommer fra en stilling som koncerndirektør i SAS.
Det har været en langstrakt proces at finde den nye administrerende direktør for Danmarks største erhvervsorganisation, hvilket i sig selv antyder, at det har været mere end svært for DI at finde den helt rette profil.
Lars Sandahls cv tæller ud over SAS også topstillinger i blandt andet ISS. Han er derfor først og fremmest en af erhvervslivets egne. En, der har drevet og udviklet hæderkronede danske virksomheder i skarp international konkurrence.
Efter at have prøvet at rekruttere fra Slotsholmen er DI gået tilbage til rødderne. Eller som man siger i de kredse: Man har besluttet at fokusere på kerneforretningen.
Og så alligevel ikke helt. For Lars Sandahls cv er ikke helt så typisk som de fleste danske toplederes. Han var i sine unge dage udstationeret i Australien for det danske Udenrigsministerium og var sidenhen ansvarlig for at markedsføre Danmark i udlandet som CEO for VisitDenmark. Og så han har været konsulent i Dansk Industri i en periode. Alle sammen job, der understreger, at han også har opbygget en professionel politisk forståelse.
Den forståelse får han god brug for. For de opgaver, der venter på ham, ligger et stykke fra de opgaver, som de fleste danske topledere beskæftiger sig med til daglig.
Listen over store udfordringer er lang og rummer både interne og eksterne opgaver.
Mit bud på de fem største udfordringer på hans skrivebord er disse:
Udfordring nr. 1: Overenskomstforhandlinger 2020
Uanset hvad DI i øvrigt beskæftiger sig med, er organisationens fornemmeste opgave at forhandle overenskomster på plads for dansk erhvervsliv. Det er især vigtigt for den store del af medlemskredsen, der er i daglig konkurrence med virksomheder verden over, og som øjeblikkelig mærker det på konkurrenceevnen, når omkostningerne stiger. For dem er det en kerneopgave, at DI leverer en god overenskomstaftale.
Lars Sandahl er ikke rundet af organisationsverdenen og har derfor begrænset erfaring med at forhandle overenskomster. Men han har et meget erfarent team i DI til at hjælpe sig.
Udfordringen bliver at lande en ’billig’ overenskomst i en tid, hvor økonomien går godt – måske endda for godt. Det bliver ikke en nem opgave. Presset på DI og den nye chefforhandler for at lade medarbejderne få andel i opsvinget vil være stort. Lur mig om ikke forhandlingerne kommer til at foregå i en sky af historier om høje direktørlønninger, bonusser og den slags.
Udfordring nr. 2: Grøn omstilling – uden at det koster konkurrenceevne
Bæredygtig vækst er det nye plusord i erhvervslivet. De fleste har erkendt, at erhvervslivet også er nødt til at spille en aktiv og konstruktiv rolle i samfundsdiskussionen om klima- og miljøudfordringerne.
DI har i mange år haft svært ved at finde en passende balance mellem hensynet til medlemmer som Aalborg Portland, der er en stor CO2-udleder, og de mange virksomheder, der investerer stort i at blive en del af løsningerne på klimaudfordringerne.
Men Lars Sandahl synes at være klar til at flytte DI’s position:
”Klimaudfordringerne er givetvis vor tids største udfordring”, siger han og tilføjer, at mange danske virksomheder har de løsninger, der skal til for at Danmark kan gå forrest. Helt som en leder af en moderne erhvervsorganisation skal sige det.
Men udfordringen er ikke kun at anerkende udfordringerne og se erhvervslivet som en del af løsningen. Han skal også kæmpe imod regulering og afgifter, der set med erhvervslivets øjne blot vil koste konkurrenceevne og arbejdspladser uden at gavne klimaet.
Det bliver også en svær opgave i en tid, hvor der er ringe forståelse for ’carbon leakage’, men stor folkelig appetit på, at alle – i særdeleshed erhvervslivet –skal tage og vise ansvar.
Udfordring nr. 3: Skabe relationer til ny rød regering
Når Sandahl tiltræder til august, har Danmark, hvis meningsmålingerne holder, fået en ny S-ledet regering.
For næsten alle interesseorganisationer er det vigtigt at blive opfattet som en relevant og troværdig samarbejdspartner af den til enhver tid siddende regering. For DI er det helt afgørende.
Og det har i de senere år været en stor udfordring for DI. Det er ingen hemmelighed, at de blå partier ofte havde det svært med Dybvads linje.
Sandahl kommer til at skulle etablere et samarbejde med en regering, der at dømme efter de seneste års retorik fra flere S-profiler kan blive den mest erhvervskritiske regering siden Anker Jørgensens regeringer.
Det vil socialdemokraterne selvsagt afvise, men retorikken om den løbske ulighed, indgreb over for direktørlønninger og ’erhvervslivets grådighed’ kommer ikke desto mindre til at udgøre bagtæppet for den dialog. Og partiet har givetvis givet mange af dets mere venstreorienterede vælgere håb om en mindre imødekommende linje over for erhvervslivet.
Det bliver ikke nemt for DI og Sandahl både at finde en position og en tone, der kan gøre samarbejdet med den nye regering frugtbart uden at skubbe de traditionelle venner fra V, K og LA væk.
Sandahl har dog én fordel: I socialdemokratiske kredse opfattes han ikke som en klassisk blå erhvervsleder. Han er ikke typen, der højlydt har krævet topskatten afskaffet igen og igen, hvilket i nogle S-kredse både ses som et usympatisk synspunkt og som bevis på politisk tonedøvhed.
Og så har han, blandt andet fra sin position i SAS, vist den forståelse for offentlig-privat samspil, som mange socialdemokrater ser som en hjørnesten i erhvervspolitikken.
Udfordring nr. 4: Globaliseringen er under pres
Denne udfordring kommer han imidlertid med stor sikkerhed til at håndtere ved at være enig med socialdemokraterne om at være uenig. DI’s syn på behovet for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft vil igen og igen støde sammen med en ny S-regerings syn på tingene.
For DI’s medlemmer er adgangen til kvalificeret arbejdskraft helt central. Den vil man gerne hente både i Danmark, i EU og uden for EU. Virksomhederne, især de mellemstore og de helt store, anser i stigende grad jobmarkedet for globalt og som en forudsætning for, at virksomhederne kan levere det, deres kunder efterspørger. De har ofte mere end svært ved at forstå de snærende bånd, der gælder, når dygtige mennesker fra tredjelande lokkes til Danmark.
Men den politiske virkelighed er en anden. Her er retorikken ofte, at der er masser af arbejdsløse i Danmark – og i EU for den sags skyld. Mængden af partier, der ikke vil lade dansk erhvervsliv ansætte udenlandske ’løntrykkere’, er ganske lang.
Man tager ikke fejl, hvis man i denne diskussion ser konturerne af en grundlæggende diskussion om globaliseringen, som vi kender den. Den diskussion er som bekendt godt i gang flere steder i verden, og den vil fylde mere i de kommende år. Nogle taler om behovet for et opgør med arbejdskraftens frie bevægelighed i EU. Her rokkes der ved noget af det, der ligger dansk erhvervsliv allermest nært.
DI skal præge denne debat. Organisationen kommer til at investere store ressourcer i at overbevise tvivlende danskere om alle fordelene ved globaliseringen, om dansk erhvervslivs fordele ved fri handel, arbejdskraftens fri bevægelighed, og om et stadig mere globalt arbejdsmarked.
Sandahl slog selv tonen an i forbindelse med annonceringen af sit jobskifte:
”Vi kan på ingen måde være en østers, der lukker sig om sig selv. Vi har til alle tider været afhængige af omverdenen, når der skal sælges produkter og hentes inspiration. Vi er en del af det internationale samfund. EU spiller i den forbindelse en afgørende rolle for danske virksomheders konkurrencekraft”, sagde han.
For Sandahls medlemmer er dette en vigtig opgave. For Sandahl selv bliver det en kamp op ad bakke.
Udfordring nr. 5: Genetablere organisationens gennemslagskraft som stemme for erhvervslivet
Det er efterhånden en del år siden, at DI var erhvervslivets absolutte talerør. Og det er efterhånden en del år siden, at erhvervslivets store organisationer formåede at sætte deres medlemmers interesser øverst på den samfundspolitiske dagsorden.
Det er der mange årsager til. En af dem handler om, at når det går godt, er det svært for erhvervslivet at trænge igennem med budskaber om behovet for bedre vilkår. En anden handler om erhvervslivets image efter en række skandaler. En tredje handler om de mange mindre interesseorganisationer, der i stigende grad også byder sig til.
Og endelig har medierne også skiftet tilgang. Ærbødigheden over for det, der kommer ud fra den store bygning på H.C. Andersens Boulevard, er for længst borte.
Den måde, Dansk Folkeparti har evnet at afvise DI’s budskaber i debatten de senere år, udtrykker på fin vis, i hvor høj grad organisationen har mistet gennemslagskraft.
Det bliver aldrig, som det var. Dertil har tiderne skiftet. Men der er et stort behov for, at DI’s gennemslagskraft øges. Både i den direkte dialog med de mange interessenter omkring organisationen og i medierne.
For hvis de andre store opgaver, der venter Lars Sandahl, skal lykkes, skal han først og fremmest have succes med denne opgave.
Kommentér dette blogindlæg herunder