Politisk risiko sender fra tid til anden chok igennem aktiemarkedet, og aktiemarkedet har svært ved at prise politisk risiko. Aktiemarkedet er i udgangspunktet mest interesseret i at prissætte indtjeningsvæksten i virksomhederne.
Men selv om indtjeningsvækst ikke er perfekt korreleret til økonomisk vækst, er der alligevel en vis sammenhæng, og det er i forbindelse med økonomisk vækst, at politisk risiko spiller ind. I de senere år har vi således set, hvordan politiske begivenheder som brexit og det franske og det amerikanske præsidentvalg har påvirket aktiemarkedet.
Man kan således observere, at volatiliteten i forhold til begivenhederne har været stor, fordi usikkerheden om den økonomiske politik har været stor.
En mulig forklaring på, hvorfor markedet til tider prissætter den politiske risiko skævt, kan være, at det ikke ser på stabiliteten i de institutioner, der er med til at sikre retningen i den økonomiske politik og dermed væksten.
To skarpe eksempler
Gennemgangen af et par eksempler kan tjene til illustration af vores pointe, at de institutioner, der sikrer stabiliteten i den økonomiske politik, i væsentlighed kan forklare, om markedet prisfastsætter den politiske risiko korrekt eller skævt.
Forud for det amerikanske præsidentvalg var der betydelig markedstvivl om, hvorvidt Trump nu var et godt valg som præsident. Men her er det vores opfattelse, at den politiske risiko blev prissat skævt af markedet. Hvis man ser på det amerikanske politiske system, herunder de institutioner, der sikrer en vis stabilitet i den økonomiske politik, har den siddende præsident indflydelse, men kan ikke ændre retningen fuldstændigt.
Trump har udnævnt en ny centralbankchef, men kan som sådan ikke ændre Fed som institution og de af forfatningen bestemte opgaver, den er sat til at varetage. På tilsvarende vis kan Trump ikke foretage sig ret meget i den økonomiske politik uden at spørge kongressen først.
Med andre ord er de checks and balances, der kendetegner det amerikanske politiske system, uforandret og uafhængigt af, hvem der er den siddende præsident.
Derfor er det også vores opfattelse, at markedet forud for det amerikanske præsidentvalg prissatte den politiske risiko forkert, i den forstand at risikoen i forhold til den økonomiske vækst ikke stod mål med den risikopræmie, som var fremherskende.
Eurokrisen blottede afmagt i eurozonen
På tilsvarende vis er det nyttigt at se på eurokrisen i 2011-12. I en vis forstand illustrerer eurokrisen den modsatte situation af det amerikanske præsidentvalg, hvor aktiemarkedet prissatte den politiske risiko korrekt.
Eurokrisen er eksemplet på, at de bagvedliggende institutioner ikke var på plads til at sikre en langsigtet stabil økonomisk politik og vækst. ECB havde som centralbank ikke de værktøjer til rådighed, der er nødvendige for at sikre en stabil pengepolitik, fordi de politiske beslutninger, der lå forud for tildeling af kompetencen, ikke var truffet.
Derfor var Grækenland til trods for landets meget lille størrelse, når man måler Grækenlands bnp som andel af eurozonens bnp, i stand til at ryste eurozonen i dens grundvold.
Det, Grækenland blottede, var manglende institutioner inden for eurozonen til at håndtere en krise i et lille land, og dermed blev den græske krise til en eurozonekrise.
Aktiemarkedet reagerede skarpt og sendte vækstforventningerne for regionen ned, og risikopræmien blev sendt i vejret. Det var som bekendt først, da Draghi sagde de berømte ord i London og gik væsentligt uden for sit mandat, at markedet faldt til ro. Det, han reelt sagde, var, at ECB som centralbank ville tage de beføjelser, der er nødvendige for at sikre en langsigtet stabil pengepolitik og dermed økonomisk vækst.
Markedet købte ind i Draghis løfte om at sikre ECB de beføjelser, der gør ECB til en stabil pengepolitisk institution, der er med til at sikre økonomisk vækst.
Nutidige politiske risici og aktiemarkedets prissætning
I øjeblikket er der væsentlig fokus på den nye regering i Italien i forhold til EU og eurozonen og risikoen for en global handelskrig. Hvis vi tager de institutionelle briller på igen, er det ikke svært at se, hvor risikoen er størst.
Til trods for Italiens størrelse i forhold til EU og eurozonen er der siden 2011-12-krisen etableret de nødvendige institutioner til at håndtere lande som Italien, der har en regering, hvis politik i udgangspunktet strider mod de regler, der er inden for EU-samarbejdet. Som sådan er der ikke en risiko for et sammenbrud i EU/eurozonen som følge af Italien, men det er ikke det samme som, at der ikke kan komme rystelser i markedet.
Men til sammenligning er WTO, den globale institution, der regulerer global handel, temmelig svag. Der findes et regelsæt, men det oppebæres kun af, at landene, der har tilsluttet sig, støtter op om det. I princippet kan USA for eksempel i morgen melde sig ud af WTO, og WTO har ikke nogen reelle sanktionsmuligheder over for USA. Derfor kan man ikke sige, at WTO er en garant for stabiliteten i global samhandel og dermed vækst, men en bidragsyder.
I forhold til aktiemarkedets prissættelse af politisk risiko synes markedet at være mest skævt i dets prisning af risikoen for en global handelskrig, fordi institutionen, der skal sikre global handel, er temmelig skrøbelig.
Vi mener ikke, at sandsynligheden for en handelskrig er særlig stor, fordi både Kina og USA har en egeninteresse i at opretholde samhandlen, men hvis det kommer til en handelskrig, vil det medføre en formentlig ganske kraftig reaktion i aktiemarkedet.
Kommentér dette blogindlæg herunder