Her er rapporten, du skal smide på direktørens bord

En ny rapport viser, at kunstig intelligens har potentialet til at skabe den vækst, som virksomheder over en bred kam har svært ved at levere i disse år. Særligt tre brancher er ekstra godt disponerede, skriver Jesper Strømann, Managing Director Communications, Media & Technology hos Accenture

Virksomheder på tværs af brancher har globalt set oplevet et fald i indtjeningen. I USA alene har de oplevet en rutsjetur fra 2010, hvor indtjeningen for virksomheder lå på omkring 25 pct. Det kan gå ud over fremtidige investeringer, innovation og værdi for aktionærerne. Men kunstig intelligens (AI) kan meget vel være svaret på at kick-starte udvikling og indtjening igen.

En rapport udarbejdet af Accenture og Frontier Economics viser nemlig, at kunstig intelligens har potentiale til at booste indtjeningen med 38 pct. på tværs af 16 brancher frem mod år 2035. Det er med andre ord rapporten, der skal lande på direktørens bord, hvis I vil ruste jer til fremtiden.

Medierne svømmer over med artikler om kunstig intelligens og de muligheder, som teknologien fører med sig, men det kan være svært at få et indblik i de reelle økonomiske muligheder, derfor er det særligt interessant at dykke ned i de omfattende økonomiske modelleringer bag rapporten. De viser tydeligt, hvor stort potentialet egentlig er. Kunstig intelligens kommer til at revolutionere, hvordan virksomheder konkurrerer og vokser, og det vil blive en helt ny faktor i indtjeningen for virksomhederne, hvis de vel at mærke knækker koden.

Disse brancher er særligt disponerede for vækst med AI
Særligt brancherne information & kommunikation, produktion og finans har et stort potentiale. Ifølge beregningerne har virksomheder i disse brancher potentiale til at vokse mest frem mod år 2034, hvis de benytter sig af kunstig intelligens.

Kunstig intelligens kan skabe vækst på mindst tre vigtige måder. For det første kan det skabe en ny virtuel arbejdsstyrke – det vi kalder intelligent automatisering. For det andet kan kunstig intelligens komplementere og forbedre færdighederne hos den eksisterende arbejdsstyrke. For det tredje, så vil kunstig intelligens ligesom andre nye teknologier har gjort tidligere, skabe innovation.

Over tid bliver det samlet set en katalysator for en større strukturel transformation, der ikke kun betyder, at vi vil ændre lidt på vores måde at gøre tingene på, det vil skabe helt nye typer virksomheder, produkter og brancher.

Finansbranchen buldrer allerede derudad

Blandt produktionsvirksomheder vil særligt teknologien Internet of Things kunne skabe gunstige forhold, hvor de fysiske enheder som fx samlebånd kan kommunikere med digitale systemer og selv justere produktion og hastighed efter en prognose. Vi ser det allerede så småt i dag. Og inden for finansbranchen vil kunstig intelligens overtage de manuelle, ensformige opgaver som fx generiske kundeforespørgsler, lånebehandlinger og markedsresearch. Denne del har også danske finansvirksomheder taget hul på, men stadig på et elementært niveau.

I finansbranchen kommer vi meget snart til at se, hvordan kunstig intelligens vil hjælpe branchen med at optimere inddrivelse af deres penge, forbedre service og lave analyser af prissensitivitet. Og på den mere kundevendte del så kan kunstig intelligens bruges til at forudse kundernes behov, så de vil opleve at virksomhederne tager fat på dem, inden de selv var klar over, at de havde en udfordring. Dette gælder særligt branchen information & kommunikation.

Kommentér dette blogindlæg herunder