Som om Løkke ikke havde problemer nok, ligesom det borgerlige Danmark håbede på lidt medvind i de forrevne blå sejl op mod forårets folketingsvalgkamp. Først kuldsejlede den stort anlagte sundhedsreform i interne skænderier og uklar finansiering. Så spillede Socialdemokratiet dygtigt spar fem med et forslag om senere tilbagetrækning. DF var med på vognen, og vupti, så var Christiansborg i gang med forhandlinger, som alle ved ikke fører nogen vegne hen. Men så går tiden, hvilket er præcis, hvad S har brug for.
Og for at gøre det borgerlige kaos komplet nåede Riskær med vanlig fleksibel tilgang til dansk lovgivning det fornødne antal underskrifter, så han nu stiller op til Folketinget.
Siden Riskær kunne annoncere sit kandidatur, har der været spekuleret i, om han kan gøre en reel forskel? Kan Klaus Riskær komme i Folketinget? Jeg vover det ene øje: Nej, det kan han ikke. Lad os se på hvorfor.
For det første er der som bekendt flere måder at blive en af kongerigets 179 udvalgte på. Man kan nå 2 procents samlet tilslutning på landsplan. Det virker usandsynligt.
Riskær tillægger tilsyneladende ikke andre personer end sin egen den store betydning for tilslutning. I hvert fald er de opstillede kandidater for partiet Klaus Riskær Pedersen – med al respekt – ret uinteressante. Men de resterende kandidater er nu engang dem, der skal føre valgkamp i landets storkredse, skal deltage i valgudsendelser på lokal-tv, trykke vælgere i hånden på gågaden osv., osv. Uden nogen organisation, erfaring eller stærke sponsorer i ryggen.
Derfor tror jeg ikke på, at Riskær vil få nogen hjælp fra andre kandidater. Ej heller, at tilslutningen på landsplan vil række til 2 procent.
For det andet kan Riskær gå efter at tage et kredsmandat i Københavns storkreds, hvor han selv er opstillet. Hvad kræver det? Ja, i runde tal vil et mandat her blive udløst ved at opnå i omegnen af 30.000 stemmer. Eller hvad der svarer til 6-8 procent af stemmerne i storkredsen. Det lyder ikke af meget, men svarer alligevel til, at Riskær skal have nogenlunde samme valg som hele SF fik i København i 2015. Eller det dobbelte af, hvad Konservative opnåede. Og her er der vel at mærke tale om partier, der har veltilrettelagte kampagner, medlemmer og en hel række kandidater, der stiller op. Klaus Riskær lader udelukkende til at have en kampagne, der består af – ja, Klaus Riskær.
For det tredje stiller Riskær efter min opfattelse op i den forkerte storkreds. Vælgerne i København er ikke som i resten af landet. De er på en traditionel højre-venstre-skala (langt) mere venstreorienterede. Vælgerne i København er således årsagen til, at Alternativet har den styrke, de har, i Folketinget. Det samme gælder Enhedslisten, hvor begge partier i vidt omfang primært høster deres stemmer i hovedstadsområdet.
Så nok er der i hovedstaden vælgermæssig smag for noget alternativt. Vælgerne i Klaus Riskærs baghave er bare ikke borgerlige, og med lidt snilde formår partierne i København at gøre selvsamme vælgere opmærksomme på, at en stemme på Riskær altså er en stemme på Lars Løkke Rasmussen som statsminister. Og det er der ikke stemning for. Slet ikke i hovedstaden.
Skulle Riskær have en chance, ville han nok stå bedre i et område, hvor der rent faktisk var mange borgerlige proteststemmer at samle op, for eksempel i Sjællands storkreds eller i Sønderjylland. Ikke i hovedstaden, hvor Riskær – uanset egen selvopfattelse – ikke vil blive regnet for hverken progressiv, fornyende eller smart.
Bundlinjen er med andre ord, at Riskær vil sætte sit præg på valgkampen. Den vil blive mere kaotisk, mere ekstrem og mere uskøn at følge. Men jeg tror ikke på, at han kommer i Folketinget.
LÆS OGSÅ
Kommentér dette blogindlæg herunder