Den nuværende formand for ECB, Mario Draghi, ophører med at være formand den 31. oktober 2019. I de flestes øjne er der lang tid til.
Men selv om valgprocessen først begynder i maj-juni 2019, er diskussionerne om hans efterfølger allerede begyndt. Og processen er alt andet end ligefrem. Dels fordi der skal opfyldes en række formalia, dels fordi valget i høj grad er et politisk valg. Hertil kommer, at en række EU-topstillinger skal besættes samtidig, og det gør, at det er vanskeligt at forudsige, hvem der ender med at få posten.
Vi har stadig Jens Weidmann fra den tyske Bundesbank som favorit. Men som de fleste også på nuværende tidspunkt har erkendt, vil den næste ECB-formand skulle imødegå en europæisk recession, og dermed bliver valget af næste ECB-formand til meget mere end valget af en ny formand.
Processen for valg af ECB-formand, næstformand og de andre fire medlemmer af ECB’s styreråd er beskrevet i artikel 283 i EU-traktaten:
”The President, the Vice President and other members of the Executive Board shall be appointed by the European Council, acting by a qualified majority, from among persons of recognized standing and professional experience in monetary or banking matters, on a recommendation from the Council, after it has consulted the European Parliament and the Governing Council of the European Central Bank”.
Vigtigt i den sammenhæng er, at art. 283 også er ganske specifik på andre områder. For det første fastslår, at formanden kun kan sidde i én otteårig periode, og at formanden kun kan vælges blandt de lander, der er en del af eurozonen. Dette udelukker en kandidat som Mark Carney, nuværende formand for Bank of England, der er fra Canada.
Med udgangspunkt i art. 283 er valgprocessen:
- Opstilling af kandidater. Ethvert eurozoneland kan opstille en kandidat til posten
- Eurogruppen diskuterer de opstillede kandidater og udpeger en eller flere favoritter blandt kandidaterne
- The Economic and Financial Affairs Council (EcoFin), der består af alle EU’s finansministre, laver en formel anbefaling af en eller flere af de af eurogruppen støttede kandidater. Denne indstilling sendes videre til Det Europæiske Råd
- Det Europæiske Råd, der består af alle EU-landenes statsministre, træffer en afgørelse baseret på kvalificeret flertal på baggrund af EcoFins indstilling. Inden de kommer så vidt, så høres Europaparlamentet og ECB’s styreråd om deres syn på sagen
Processen tager omkring 4 måneder, hvorfor den formelle søgning efter Draghis afløser starter senest i midten af 2019.
Men der er også en uformel del af valgprocessen, og i EU-sammenhæng er den langt vigtigere. Ud over kandidaternes kvalifikationer som uddannelse og tidligere beskæftigelse spiller deres nationalitet og køn også ind. Det er således en klar ambition hos Det Europæiske Råd at have en repræsentant fra de fire store lande i eurozonen (Tyskland, Frankrig, Spanien og Italien), herunder minimum én kvinde.
Ud over forhold som nationalitet og køn spiller det også en rolle, hvilke lande der besidder EU’s andre topstillinger. AF nedenstående tabel kan man se, at ophøret af en række topstillinger inden for EU’s institutioner stort set falder samtidig med valget af ny ECB-formand, og derfor er det forholdsvis vanskeligt at give et kvalitativt gæt på, hvem der bliver ECB’s næste formand. For posten indgår i spillet om den samlede fordeling af topstillinger inden for EU’s institutioner.
Tabel: Afslutning af topposter inden for EU’s institutioner i 2018-2019
| Position | Nuværende | Afslutning på periode |
| ECB’s næstformand | V. Constáncio (Portugal) | Maj 2018 |
| EU-domstolens formand | K. Lenaerts (Belgien) | Oktober 2018 |
| Formand for overvågningen af eurozonen finansielle stabilitet | D. Nouy (Frankrig) | December 2018 |
| ECB-styrerådsmedlem | P. Praet (Belgien) | Maj 2019 |
| Formand for Europaparlamentet | A.Tajari (Italien) | Juli 2019 |
| ECB-formand | M. Draghi (Italien) | Oktober 2019 |
| Formand for EU- kommissionen | J-C. Juncker (Belgien) | Oktober 2019 |
| Formand for Det Europæiske Råd | D. Tusk (Polen) | November 2019 |
| ECB-styrerådsmedlem | B. Couere (Frankrig) | December 2019 |
Weidmann er hovedfavoritten
Selv om processen er alt andet end ligetil, så anser vi stadig Weidmann som favorit. Hvorvidt Weidmann, fortjent eller ufortjent, har fået ry for at tilhøre den pengepolitiske strammerfløj, så er virkeligheden noget mere differentieret.
Weidmann har været stærk modstander af de fleste ECB-politikker, der har involveret en udvidelse af balancen, men har samtidig også udvist pragmatiske hensyn, når det har været nødvendigt. Der er ingen tvivl om, at det sendte rystelser gennem de europæiske institutioner, da han sendte sine indvendinger mod ECB’s direkte opkøb i obligationsmarkederne OMT (outright monetary transactions) til den tyske forfatningsdomstol i Karlsruhe med efterfølgende sagsanlæg mod EU for brud på den tyske forfatning.
Imidlertid ændrer det ikke ved, at en række af hans indvendinger i høj grad var både fagligt relevante og rimelige. I forbindelse med indførelse af QE var Weidmann langt mere pragmatisk og accepterede det som et legitimt pengepolitisk instrument og indgik i arbejdet med at designe programmerne.
På tilsvarende vis har Weidmann loyalt i den offentlige tyske debat forsvaret ECB mod de tyske kritikere, der har fremhævet, at de lave ECB-renter har været skyld i, at tyske opsparere har fået forringet deres opsparing.
I en hypotetisk egenskab af at være ECB-formand venter vi, at Weidmann vil opbygge konsensus, også selv om det skulle gå imod hans pengepolitiske opfattelse. Formanden har kun 1 af 25 stemmer i styrerådet, og det vil være problematisk over længere tid, hvis formanden hele tiden bliver stemt ned.
På tilsvarende vis tvivler vi på, at Weidmann vil videreføre den i Bundesbank fremherskende monetære analysetilgang i ECB, hvor Weidmann offentligt har svoret til en bredere analytisk tilgang.
Hertil kommer, at man fra den tyske regerings side har signaleret ret tydeligt, at det er Tysklands tur til at få formandsposten for ECB. Samlet set peger det i vores optik på, at Weidmann er en klar favorit til posten som den næste ECB-formand.
Den næste recession
Vi ved med sikkerhed, at den næste europæiske recession kommer under den næste ECB-formand. Og vi kan observere, at til trods for at vi har et stærk europæisk opsving, så gør de gældsplagede sydeuropæiske stater ingenting for at nedbringe statsgælden og dermed foretage den fiskale konsolidering, som både IMF, ECB og OECD anbefaler.
Det betyder, at hvis der ingenting gøres i forhold til den nuværende situation, så vil det sætte eurosamarbejdet, som vi kender det i dag, under et voldsomt pres. Så reelt set er der to muligheder for at imødekomme situationen – og de udelukker ikke nødvendigvis hinanden.
Man kan i eurogruppen beslutte sig for at tillade fælles gældsudstedelse med en eller anden form for solidarisk hæftelse med det politiske formål at bevare stabiliteten i eurosamarbejdet. Dermed afskærmer man sig for de følger, en recession vil få især for de sydeuropæiske lande med en meget stor statsgæld i forhold bnp.
Alternativt eller i forlængelse heraf skal ECB formentlig i gang med at aktivere ikkekonventionelle pengepolitiske instrumenter som for eksempel OMT ved en recession. Og her er det spørgsmålet, hvor radikalt eksempelvis Weidmann vil være villig til at gå til værks – vil han være villig til at gå imod sin tidligere overbevisning, at OMT strider mod den tyske forfatning?
Uanset hvordan man vender og drejer det, er valget af den næste ECB-formand et valg, der handler om meget mere og andet end valg af en ny formand.
Kommentér dette blogindlæg herunder