Politik er ikke noget, man leger, Pia Kjærsgaard. Eller hvad?

Pia Kjærsgaards hårde kritik af flere partier i Folketinget er helt skudt ved siden af, mener InsideBusiness’ politiske ekspert Thomas Juul-Dam fra Primetime.

Pia Kjærsgaard er bekymret. Folketingets formand formanede i Berlingske for nylig partier som Radikale, Nye Borgerlige, Alternativet og Enhedslisten om, at de var på ud på en farlig kurs. Ultimative krav, statsministerkandidaturer i fri dressur og mandater, der ikke kan indregnes i de traditionelle blokke, er noget rod. Og Folketingets formand bryder sig ikke om kaos, måtte vi forstå.

Måske skulle man have bedt Formanden om lige at tælle til ti, inden hun lod sig interviewe. Eller bedre endnu: Tænke sig om.

For vel er det lige lovligt kulørt at overvære Uffe Elbæk, Pernille Skipper m.fl., når de med kirurgisk præcision undergraver den koalition, de – og i hvert fald deres vælgere – ønsker får magten efter et valg. Og vel er det svært at tage Pernille Vermunds ultimative krav helt alvorligt.

Men for alle partier er der tale om, at de befinder sig langt fra magten. De er og bliver ikke del af regeringer de kommende år.

Anderledes er det for Folketingets næststørste parti, Dansk Folkeparti. Pia Kjærsgaards eget parti. Og hvor meget ro og stabilitet er det lige, at DF skaber? Er sandheden ikke, at denne valgperiodes katalysator for uro, manglende beslutningskraft og ustabilitet i den parlamentariske situation kan tilskrives DF mere end noget andet parti?

Hvem har blokeret for snart sagt alle regeringens prestige-projekter på det økonomiske område og etableret alternative politiske flertal med Socialdemokratiet? Hvem har efter smag og behag fyret eller truet med at fyre ministre? Hvem har skabt tvivl om fremtidige regeringskonstellationer, så man skal have en ph.d. i sproglige spidsfindigheder for egentlig at finde ud af, hvem Kristian Thulesen Dahl peger på som statsminister? Gæt én gang.

Nu står det klart, at Kristian Thulesen Dahl stræber efter det inderste af magten og vil i regering, hvis der er blåt flertal efter et valg.

Sadler partiets formand så om og lader sine mange mandater arbejde for ro, ansvarlighed og stabilitet? Døm selv:

Første eksempel. Selv om vælgerne så langt fra har talt, og ingen aner, hvordan mandaterne falder ud, har Dansk Folkeparti gjort det til sin ret at indrette en fremtidig borgerlig regering. Før et valg, før en dronningerunde, før politiske forhandlinger. Og den regering må med et ultimativt krav fra DF ikke bestå af Liberal Alliance.

”Vi har ikke tradition for at være ultimative i Danmark, og jeg bryder mig ikke om, at vi laver om på det,” sagde Kjærsgaard i weekenden.

Godt så.

Andet eksempel. I Børsen den 5. august slår DF’s udenrigsordfører, Søren Espersen, på tromme for en hårdere politisk kurs overfor Kina. Humlen er, at Danmark bør tage bladet fra munden og sige vores ærlige mening om Tibet og selvstændighed, som for Kina er og bliver en øm tå. Og danske interesser? “Jeg kender godt konsekvenserne, men der må jeg så bare anbefale, at dansk erhvervsliv begynder at se sig om efter andre markeder,” siger Espersen.

Siden 2009 er den danske vareeksport til Kina næsten tredoblet fra 11,5 mia. kr. til 29,9 mia. kr.

”Altså… Politik er ikke noget, man leger,” sagde Pia Kjærsgaard til Berlingske. Gælder det også for DF’s udenrigsordfører?

Sidste eksempel. DF har i flere år fisket i det EU-skeptiske vælgerhav og med jævne mellemrum fremsat farverige – og komplet umulige – politiske forslag, f.eks. et såkaldt velfærdsforbehold.

Senest har Kristian Thulesen Dahl været positiv overfor en dansk folkeafstemning om dansk EU-medlemskab. Og det uanset at Brexit er den største politiske tragedie i min levetid med fatale følger for kommende generationer i Storbritannien og allerede nu konkrete, målbare negative effekter for britisk økonomi.

Det kan godt være, at DF er kritiske overfor EU. Men en folkeafstemning om et emne, hvor skadevirkningerne ved et nej i en uforudsigelig kampagne vil være fatale for et land som Danmark. Er det virkelig, hvad et potentielt kommende regeringsparti ønsker?

I Berlingske fastslår Kjærsgaard frejdigt: ”Og der må jeg bare – med respekt for alle partier, for det har jeg virkelig – sige, at jeg synes, man har et ansvar for helheden”.

Er folkestyrets største udfordring, når det gælder stabilitet, fire små partier? Ikke rigtig.

Kommentér dette blogindlæg herunder