Jakob Mark. Alex Vanopslagh. Eva Flyvholm. Ida Auken. Navne på politikere fra forskellige partier på tværs af Christiansborg, der alle har været ramt af stress. Senest har formand for Venstre og forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen efter et ildebefindende taget konsekvensen og sygemeldt sig. Straks Ellemann meldte ud om sygdommen tog medierne fat. Kommentarspor på de sociale medier kogte. Kommentatorer spekulerede.
En side af debatten handlede om kynismen ved politik. At en politiker, ægtemand og far som Ellemann ikke kunne melde sig syg, før Christiansborg boblede af spekulationer om, hvorvidt Ellemann i politisk forstand overlever, og hvor alvorlig timingen nu var for Ellemann, der som nystartet minister i SVM-regeringen har et utal af opgaver på sit bord. Netop førnævnte Jakob Mark gav journalister og medier en opsang og skrev på Facebook: ”Man er syg, når man er syg. Tag stress alvorligt.”
Sikkert et velment og ærligt budskab fra Mark. Men også i et parallelunivers til den politiske virkelighed, Ellemann står overfor.
For god ordens skyld: Jeg ønsker selvfølgelig Ellemann god bedring, at han hurtigt kommer til hægterne og under ham den tid, han har brug for sammen med sin familie. Ingen kan svare for sygdom. Men den ubarmhjertige sandhed er bare, at Ellemanns sygemelding er en udfordring for ham og for Venstre, som gode intentioner og forståelse ikke får til at forsvinde.
Politik er benhårdt. Livet som toppolitiker er ubønhørligt. Arbejdsuger på ufatteligt mange timer, møder om aftener og i weekender, mediesager i ferier og et vedvarende pres på ens egen person og familie. Til en løn, der efter min opfattelse er alt for lav.
Nogen kan klare det. Andre kan ikke. Det er menneskeligt. Men som vælgere bedømmer vi politikerne på mere og andet. Vi bedømmer dem – i høj grad endda – på deres evner som ledere. Der kan stå kriser igennem. Holde hovedet koldt. Gå forrest, når det gælder. Også når det er fysisk og mentalt strabadserende.
Hvad nu hvis Løkke var blevet syg under finanskrisen, hvor hele verdensøkonomien skælvede, og dansk økonomi var til tælling? Hvad nu hvis Mette Frederiksen havde kastet håndklædet i ringen midt under corona? Det gjorde ingen af dem. Og begge forløb har lagt sig til fortællingen om de to politikere som ledere, vi måske/måske ikke er enige med. Men som vi stoler på som mennesker, der kan lede landet.
Ingen skal være i tvivl om, at jeg har respekt for det projekt, Ellemann står i spidsen for med Venstre. At gøre sit parti fri af en dysfunktionel blå blok. At positionere Venstre som et moderne, progressivt centrum-højre parti. Jeg tror, det er den rette vej frem for Venstre. Jeg tror, Ellemanns analyse er den rigtige. Har han så den stamina, der skal til? Den debat kommer til at ulme de kommende uger. For politik er modbydeligt. Lev med det.
Kommentér dette blogindlæg herunder