Skattereformen sætter fuld damp på amerikansk økonomi

Vækst og jobs bliver ikke nødvendigvis skabt af politikere, men Donald Trumps skattereform i USA understreger med al tydelighed, at politikerne med deres beslutninger kan fyre op under kedlerne. Spørgsmålet er så, om det holder i længden, eller om det hele ender i overophedning.

USA’s økonomi kører på skinner, og lige nu ser intet ud til at kunne gå galt. Beskæftigelsen er rekordhøj, vækstraterne voldsomme, og indtjeningen i selskaberne overrasker gang på gang.

Det er godt ni år siden, at den ultimative nedtur – finanskrisen – mundede ud, så man kan godt sige, at det nuværende langvarige opsving har et meget taknemmeligt udgangspunkt og især i begyndelsen også var særdeles behersket i sine vækstrater, men det er fortid nu. Nu har vi et opsving, der er varmet fuldt op – og måske endda mere end godt er.

Tag bare de 4,1 procent, som USA’s bnp voksede med i 1. halvår. Det ser man ikke ret tit i veludviklede økonomier som den amerikanske, og det ser lige nu så stærkt ud, at den største risiko er at løbe økonomien brandvarm og lade den overophede.

Kunne man lade tiden stå stille på et tidspunkt, hvor økonomien er i topform, kunne man dog næppe finde et mere passende tidspunkt end lige nu, hvor alt trækker i den rigtige retning.

Ikke kun Trumps skyld

Det er vigtigt at understrege, at vendingen i amerikansk økonomi ikke startede under Donald Trump, selv om han nok aldrig nogensinde kommer til at indrømme det. Men kimen til den spirende vækst blev for så vidt allerede sået under Barack Obama. Det, man kan sige til præsident Trumps fordel, er, at væksten ikke havde været så høj uden ham og hans vigtigste politiske resultat til dato: skattereformen.

Den skattereform, han fik igennem Kongressen i december 2017, ser man allerede nu vidtrækkende konsekvenser af, og den har helt klart haft en positiv effekt i forhold til den amerikanske vækstskabelse.

Man kan blandt andet se det på de amerikanske virksomheders indtjening, som i de forgangne kvartaler er fortsat med at overraske i både omsætning og profitter. Og omkring en tredjedel af den indtjeningsvækst, vi ser i selskaberne, kan forklares med Trumps skattereform, lyder den ædruelige vurdering.

Så på kort sigt er det hævet over enhver tvivl, at effekterne er ganske store, og at det lige nu går fantastisk godt. Spørgsmålet er så, om det gavner på lang sigt, eller om man allerede nu spiser af den fremtidige vækst.

Stort pres på amerikansk arbejdsmarked

Der er allerede nu et voldsomt pres på det amerikanske arbejdsmarked, hvor arbejdsløsheden nærmest er unaturligt lav, men det er ikke uden risiko at føre ekspansiv finanspolitik i en tid med højkonjunktur. Det er normalt her, at økonomisk lærdom siger, at det er tid til at føre stram finanspolitik.

USA’s i forvejen relativt høje statsgæld stiger også som følge af skattereformen, og med tiden kan det komme til at gøre ondt på både nationaløkonomien og den menige amerikaner, når vækstpendulet svinger i en mindre gunstig retning end nu.

Skattereformen vil også skabe mere ulighed i et i forvejen ulige USA og vil give flere penge til dem, der i forvejen har kontiene og opsparinger spækket med dollars, mens de, der for alvor kunne bruge et løft, ikke mærker nær så meget til skattereformen. Det var ellers her, man kunne give forbruget et skub opad.

Risiko for recession stiger

Vi forudser ikke en decideret recession lige med det samme, men risikoen for en recession stiger, når økonomien styres så ekspansivt, som tilfældet er under Trump. Det høje vækstmomentum fortsætter ikke for evigt, men vil forsvinde på et tidspunkt. Eksempelvis opstår der en risiko, når effekten af skattereformen vil fortage sig på et tidspunkt i løbet af 2019 eller 2020.

Lige nu har vi det næstlængste opsving nogensinde, og det har netop rundet ni år. Til sommer vil opsvinget fra 1990’erne blive overgået, hvis tingene fortsætter som nu. I Formuepleje tror vi, at opsvinget vil overgå rekorden og til sommer kunne kalde sig det længste opsving nogensinde.

Hvad der sker herefter, har vi til gode at se.

 

 

 

Kommentér dette blogindlæg herunder