Turismevæksten i København boostes af flyruter

Det sker ting og sager inden for Københavns turistindustri i disse år, men det var ikke gået uden markant forbedrede flyforbindelser – ikke mindst fra USA, skriver InsideBusiness-kommentator Lars Ramme Nielsen, chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv.

Det er ikke overraskende, at tilgængelighed er vigtig for at sikre vækst i turismen. Bare spørg i Grønland, hvor store oplevelser venter – hvis bare gæsterne kunne komme derop. Også for turismen i København er transporten til og fra byen afgørende. I tider, hvor København vinder priser for det ene og det andet, er det værd at huske på, at markedsføring og branding ikke alene kan sikre vækst.

Tilgængelighed er således en nødvendig, om end ikke tilstrækkelig betingelse. Der er sammenhæng mellem flyruter og væksten i turismen. Og vækst er nødvendigt. Der er hotelboom i København, hvor der de næste par år er yderligere 8.500 hotelværelser og tusindvis af kvadratmeter møde- og konferencekapacitet på vej.

Heldigvis udvider Københavns Lufthavn også, og snart åbner metroudvidelsen.

Flere direkte ruter til USA og Storbritannien har været afgørende for væksten i København

Storbritannien og USA er de to største udenlandske markeder i København. Turister fra de to lande foretog henholdsvis 670.000 og 629.000 overnatninger i København i 2017. Til sammenligning var der 478.000 norske, 550.000 tyske og 610.000 svenske overnatninger.

Mens der både er landevej, bro, færge og tog som supplement til flytransport fra Norge, Sverige og Tyskland, så er fly altafgørende for besøgende fra USA og Storbritannien.

USA er det næststørste udenlandske marked for turismen i København. Der er kommet en lang række nye flyforbindelserne mellem Danmark og USA i de senere år, og amerikanerne kan nu blandt andet flyve direkte til Københavns Lufthavn fra New York, Florida, Boston, Chicago, Los Angeles og San Francisco.

Antallet af direkte sæder fra USA til København er vokset med 52 procent fra 2010 til 2017, svarende til 6,2 procent om året. Samtidig er antallet af amerikanske overnatninger i Region Hovedstaden vokset med 97 procent, svarende til 10,2 procent om året.

At sammenhængen ikke er 100 procent, peger på, at der er andre faktorer, der har indflydelse. Amerikanerne tager ofte til Europa på en rundrejse, hvor København er én af flere destinationer. Icelandair er også en central spiller på markedet og har 23 nordamerikanske ruter, der gør det enkelt og billigt at komme over Atlanten via et enkelt stop på Island.

Desuden er der en del amerikanere, der bor hos venner, familie eller på Airbnb – i 2017 var der således 370.000 amerikanske Airbnb-overnatninger.

Flertallet af amerikanerne i Danmark opholder sig i København. I USA er der anslået 2 til 3 millioner amerikanere med rødder i Danmark. Generelt er ’heritageturisme’ stort for amerikansk outbound turisme.

I 2018 har udviklingen i de amerikanske overnatninger også været god. I alt er der registreret 9,2 procent flere amerikanske overnatninger i år sammenlignet med sidste år.

Også flyforbindelserne mellem Danmark og Storbritannien er talrige. Alene til London er der mere end 150 ugentlige flyvninger til og fra København. I foråret 2019 åbner to nye ruter til henholdsvis London Southend og Newquay.

Antallet af sæder mellem Storbritannien og København er vokset med 45 procent i perioden 2010-2017, svarende til 5,5 procent om året. Samtidig er antallet af britiske overnatninger steget med 78 procent, svarende til 8,5 procent om året.

De britiske overnatninger er i 2017 og 2018 faldet en smule. Der er været stor usikkerhed i forbindelse med brexit, og det britiske pund har set et betydeligt fald.

Tilgængelighed

Flere flyruter til strategisk vigtige markeder bliver altafgørende for at sikre, at værelserne fyldes op.

Desuagtet at selve rejsen er et middel og ikke et mål for turisterne, så er fokus på gode forbindelser ud til verden og en god infrastruktur mellem lufthavnene i Danmark vigtigt. Hvis Eiffeltårnet lå i Grønland, ville der ikke være mange gæster.

Tilgængelighed er et mål i sig selv.

Kommentér dette blogindlæg herunder