;

Vi mangler et politisk parti for de unge

De unge herhjemme er dansk politiks store tabere lige nu, skriver direktør i Primetime Thomas Juul-Dam.

Indrømmet – dansk politik er forvirrende og kaotisk nok i forvejen. Løsgængere en masse, bl.a. Inger Støjberg og Simon Emil Ammitzbøll-Bille. Nye partier, mest interessant naturligvis Løkkes såkaldte netværk, der nok materialiserer sig i et egentligt parti snart. Og partier, der undskyld udtrykket, genopstår med Kristendemokraternes tilkomst af Jens Rohde.

Engang imellem kunne man godt ønske sig en spærregrænse på 5 procent, så det blev lidt lettere at bevare overblikket i et rodet parlament. Men alligevel har det over de seneste uger og måneder slået mig, hvordan særligt en gruppe mangler et talerør trods de utallige partier og løsgængere på Christiansborg: De unge.

Traditionelt har venstrefløjen, dvs. SF og Enhedslisten, set det som en opportun vælgergruppe. Det synes ikke at være tilfældet længere. De to partier synes mere optaget af at bruge penge på de ældre (f.eks. Arne og hans ligesindede ældre), flere pædagoger (til gavn for slidte børnefamilier og nuværende (ofte ældre) pædagoger. Senest har Enhedslistens nye politiske leder Mai Villadsen truet regeringen med valg, hvis ikke Socialdemokratiet makker ret i de kommende forhandlinger om sociale ydelser. Heller ikke et emne målrettet nationens unge mennesker.

Også Radikale Venstre har ofte fisket hos de unge vælgergrupper. Det gælder f.eks. på klima, som er den vel nok vigtigste dagsorden for unge vælgere. Men hvor partiet tidligere truede med bål og brand, hvis ikke de grønne ambitioner blev hævet, er tonen nu en anden. Forud for beslutningerne om bl.a. dansk landbrug og transport, tror de færreste på, at et flertal i Folketinget vil gå til makronerne. Og endnu færre på, at de Radikale vil gøre noget ved det.

Under Corona-krisen har især de unge været hårdt ramt. Ingen mulighed for fritidsinteresser, almindelig skoleundervisning eller samvær med venner og veninder. De unge var de første til at blive lukket ned og de sidste til at komme tilbage til hverdagen. Var der hjælp at hente undervejs hos de tre partier? Nej, især Ø og SF har slået til lyd for en restriktiv tilgang til genåbning, hvilket har holdt landets unge ekstra længe på pinebænken og hjemme-isoleret foran skærmen.

Men hvad så med det gode, gamle Socialdemokratiet? Kunne man her være fristet af at gå på strandhugst blandt de unge, nu hvor andre partier fatter ringe interesse? Næh, åbenbart ikke. Internationalt udsyn og samarbejde er som emne højt prioriteret hos de unge. Her har S – med al tydelighed – lagt sig et sted, hvor konventioner udfordres, og hvor EU-linjen er mere skeptisk end tidligere.

Derudover varmer regeringen mere end almindeligt meget op til en reform af SU-systemet. Med bl.a. aftalen om tidligere tilbagetrækning er arbejdsudbuddet blevet forringet, og en stramning af SU’en er en oplagt vej til at rette delvist op på det. Og for nyligt bekendtgjorde landets Uddannelsesminister Ane Halsboe, at man påtænker at lægge et forslag frem, der vil flytte populære universitetsuddannelser i f.eks. København til landets udkantsområder.

Så hvis man som ung går med drømme om at læse medicin, jura eller statskundskab, kan det fremover komme til at foregå i Hjørring, Holbæk eller Kolding. Tillykke til de kommende udvalgte købstæder med den beslutning. Og de unge? Ja, når man lytter på eksperter, siger de, at unge – sjovt nok – vælger studie ud fra, at de gerne vil have en tilværelse i København.

Bundlinjen er, at de unge er dansk politiks store tabere lige nu. Der er lige nu et ledigt standpunkt at indtage. Men der er ikke noget parti til at gøre det. Også derfor er dansk politik usædvanligt at følge.

Kommentér dette blogindlæg herunder