SteelSeries keyboard

Inside story

Børsgiganters milliardopkøb skuffer

Talrige af landets største børsnoterede selskaber har stået bag ambitiøse milliardopkøb de senere år, men alt for ofte er det sket til for høje priser, ligesom de opkøbte virksomheder indtil videre ikke har leveret hverken den vækst eller indtjening, selskaberne lovede investorerne.

Landets største børsnoterede virksomheder har på ryggen af stigende aktiekurser og stor optimisme foretaget en række milliardstore opkøb i årene efter corona og frem til nu.

Alt for ofte er det dog endt med, at de store virksomheder har betalt en meget høj pris for at opsnappe konkurrenter eller lovende spillere i deres industri, der siden overtagelsen har kæmpet med at levere de resultater, man ellers havde stillet investorerne i udsigt.

Det er blandt andre selskaber som A.P. Møller-Mærsk, Coloplast, Royal Unibrew og GN Store Nord, der har været på opkøbstogt og har spenderet milliarder ud fra en ambition om vækst og nye forretningsområder.

Alene Mærsk har i kølvandet på corona købt virksomheder for 50 milliarder kroner i en tid, hvor priserne var på deres absolut højeste.

Siden har den lyseblå gigant dog haft endog særdeles svært ved at skabe de resultater via de mange opkøb, og det samme er tilfældet for GN, der i 2021 betalte hele 8 milliarder kroner for at overtage kapitalfonden Axcels producent af gamerudstyr, Steelseries.

Allerede året efter opkøbet dykkede omsætningen dog betydeligt, og først i 2023 nåede Steelseries tilbage til den omsætning, virksomheden oprindelig havde, da GN overtog nøglerne.

Det ambitiøse opkøb har da også vist sig som en vaskeægte hovedpine for både GN og koncernens investorer. Som følge af købet endte man nemlig med en alt for stor rentebærende gæld, der længe satte høreapparatproducenten under et massivt pres.

Steelseries offentliggør i dag ikke længere selvstændige regnskabstal, men tilbage i 2021 tjente virksomheden 361 millioner kroner før renter og afskrivninger på salg af alt fra musemåtter til headsets.

Flere analytikere peger over for InsideBusiness på, at man sandsynligvis fik forbedret den indtjening i 2023, blandt andet takket være synergier i form af en fælles indkøbsplatform. Men selv med en bedre indtjening ser GN stadig ud til at have betalt en meget høj pris for Steelseries.

”Selvfølgelig kan vi som investorer ikke forvente, selskaberne forudser den makroøkonomiske udvikling, som har ramt mange opkøb. Men vi har set en tendens til, at der nok har manglet noget disciplin, og indtil videre har der desværre været meget få af de store opkøb, der har givet den værdi, vi blev sat i udsigt,” forklarer en investor til InsideBusiness.

De har købt stort op

Coloplast: Har købt Atos Medical til 16 milliarder kroner (2021) og Kerecis til 8,9 milliarder kroner (2023)
GN: Opkøbte Steelseries for 8 milliarder kroner (2021).
Royal Unibrew: Ti opkøb siden 2021 med først Solera til 0,8 milliarder kroner, Hansa Borg til 1,8 milliarder og senest Vrumona til 2,2 milliarder kroner (2022)
A.P. Møller-Mærsk: Har siden covid-19 opkøbt selskaber for næsten 50 milliarder kroner, primært inden for logistik.

Har sløjfet udbytte

Også i Faxe har topchef i Royal Unibrew Lars Jensen haft travlt med checkhæftet de senere år, og analytikere anslår over for InsideBusiness, at det danske bryggeri samlet set har foretaget opkøb for 7-8 milliarder kroner.

Det seneste af de større opkøb er læskedrikvirksomhed Vrumona, som Royal Unibrew købte fra Heineken sidste år for 2,2 milliarder kroner.

De mange opkøb har medført, at gælden i koncernen stadig er ganske betydelig, og tidligere i år måtte direktøren da også meddele investorerne, at man havde sløjfet planer om udbytte, ligesom yderligere opkøb ikke var på tale.

”De mange opkøb har betydet, at Royal Unibrew nu er gældsat lige til grænsen. Samtidig blev man som mange andre ramt af de hastigt stigende råvarepriser, og i en tid med økonomisk usikkerhed er det ikke blot givet, at man kan sende regningen videre til kunderne,” siger senioranalytiker Henrik Hallengreen Laustsen fra Jyske Bank, der dog peger på, at det værste ser ud til at være overstået for Faxe-bryggeriet.

En potentiel fejlvurdering

Også den tidligere investordarling Coloplast har haft travlt og har foretaget to større opkøb for i alt 25 milliarder kroner. Først blev Atos overtaget i slutningen af 2021, mens islandske Kerecis for nylig blev overtaget for 9 milliarder kroner.

Det har øget gælden i selskabet betydeligt, samtidig med at Coloplast-aktien har været under pres på det seneste. Det skyldes blandt andet bekymrende meldinger fra det vigtige amerikanske marked, hvor meget tyder på, at sårplejeprodukterne fra den nye Coloplast-division ikke vil være blandt dem, de amerikanske patienter kan få tilskud til.

En stærkt problematisk melding og en udvikling, der har fået flere investorer til alvorligt at tvivle på logikken bag opkøbet.

”Coloplast virkede så opsat på at få vækst, at man potentielt har lavet en ganske alvorlig fejlvurdering af Kerecis. Det er altid en risiko at købe op med kontanter frem for at betale med aktier, og indtil videre ser det ud til, at man simpelthen har set forkert,” forklarer en investor til InsideBusiness.

 

Læs mere

Investorer frygter gigantbud fra Mærsk

Dansk detail-profil skal rydde op i Tritons problembarn efter kæmpe tab

Advokathus snupper M&A-profil hos Kammeradvokaten

International kapitalfond køber sig ind i dansk industriklenodie

Catacap har sat punktum for kapitalrejsning i ny fond: ”Det er lidt mindre end håbet og forventet”

Maj Invest er mellemled i PKA’s alliance med fond med Novo-ejer i ryggen

Udenlandske kapitalfonde køber op i Danmark