Boganmeldelse: Fremtidens lederskab er feminint

Bogen, som opstiller syv spilleregler, der kan flytte ledere og virksomheder fra at være en del af nutidens problemer til at være en del af deres løsning, henvender sig både til erhvervsledere og privatpersoner. Kirsten Stendevad skriver, at vi må overgå til et nyt paradigme, som handler mere om at ’være’ end at ’gøre’. Her ses profit ikke som et mål, men som et middel; der handles ikke blot ud fra viden, men fra visdom, og fokus er ikke kun på konkurrence og rationalitet, men på samskabelse og emotionalitet.

Som læser fanger man godt, hvorfor det giver mening at betegne dette som feminint, og flere før Stendevad har foretaget en lignende kobling, blandt andre kulturanalytikeren Geert Hofstede. Man fristes imidlertid også til (ligesom Stendevad selv gør i bogen) at drage en parallel til C. Otto Scharmers spirituelt inspirerede helhedstænkning, selv om han ikke giver det prædikatet feminin.

Netop det, der kan betegnes som feminint og hvorfor, er både bogens styrke og svaghed.

Stendevad sammenstiller det feminine og maskuline med yin og yang som to komplementære bevægelser, der kan ses i alt fra naturen til arbejdspladsen. Det giver et interessant perspektiv og en særlig linse, som ledere kan anvende for at få øje på det feminine og maskuline bidrag, men det skaber også risiko for, at man unødigt fortolker alt ud fra den optik.

Det handler ikke om køn … eller?

Selv om bogens titel ved første blik sikkert kan få nogle til at rynke på næsen, fastslår Stendevad, at hun ikke ser vores samtid som kvindernes århundrede. Når hun skriver om femininitet og maskulinitet, handler det ikke om mænd og kvinder, men om at skabe balance mellem de feminine og maskuline energier, vi alle er i besiddelse af. Denne forsikring bryder Stendevad dog selv, da hun på næste side som det første sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor der ikke er flere kvindelige topledere. Man savner, at Stendevad i højere grad bekender kulør og vedkender, at bogen også handler om køn. For hvad skulle feminin og maskulin ellers referere til?

Stendevads fokus på køn kommer især til udtryk i kapitlet om, hvad kvinder skal gøre for at indstille sig på den feminine fremtid. Her anvender hun en simpel selvudviklingsretorik, når hun lettere dekoblet til resten af bogen beskriver, hvordan kvinder skal slutte fred med deres mødre og blive fortrolige med deres seksualitet som ”kreativ urkraft”. Det er synd, når hun skriver, at et strejf af skørt mod huden eller blomster på skrivebordet kan hjælpe kvinder med at bevare forbindelsen til deres femininitet, fordi hun dermed forfladiger det selv samme begreb, som hun forsøger at udfolde i bogen.

Lige meget hvor ofte Stendevad ekspliciterer, at bogen ikke handler om køn, så er det alligevel den følelse, man sidder tilbage med som læser. Dog holder Stendevads overordnede budskab om, at der er behov for et nyt (feminint?) ledelsesparadigme, idet vi selvsagt bliver nødt til at tænke langt mere holistisk og bæredygtigt i fremtiden.

’Fremtiden er feminin’ kan trods kritikpunkterne give inspiration til et skridt i den retning.

Af Rie Grønbeck Bing, Hildebrandt & Brandi, rb@hildebrandtbrandi.com

LÆS MERE

Boganmeldelse: Robotterne overtager det hele

Rygterne om en jobløs fremtid er stærkt overdrevne

I 2017 vil vi omfavne robotterne på tværs af industrier

Boganmeldelse: House of cards på Frederiksberg