;
deloitte2

Inside story

Deloitte på partnerrov hos ærkerival

En offensiv fra Deloitte i Aarhus på skatteområdet har ført til, at revisionskæmpen er gået på strandhugst hos rivalen PwC, hvor det er lykkedes Deloitte at lokke flere partnere og et tocifret antal folk over. PwC afviser, at det vækker bekymring og slår fast, at man fortsat står stærkest på det vigtige skatteområde i Aarhus.

Et opgør mellem landets to største revisions- og rådgivningshuse er brudt ud i landets næststørste by, Aarhus.

Opgøret mellem de to kamphaner er et resultat af en offensiv, som Deloitte har sat i værk i bestræbelserne på at opbygge en stærk skatteafdeling i Aarhus, som er det vigtigste knudepunkt for Big Four-husene uden for København og agerer brohoved til resten af Midtjylland.

Offensiven fra Deloitte har ført til, at Deloitte er gået på strandhugst blandt partnere og ansatte i PwC’s skatteafdeling i Aarhus, efter at Deloitte selv mistede en række partnere på området for et par år siden.

Ifølge InsideBusiness’ oplysninger drejer det sig om fire partnere samt en række seniorfolk og ansatte, som inden for det seneste halvandet års tid er skiftet fra PwC’s moms- og skatteafdeling i Aarhus til Deloitte. Samlet set er der tale om 20 PwC-folk, der er skiftet til Deloitte, hvoraf 6 har fået titel af partner.

Netop rådgivning om skat og moms er et af de kraftigt voksende rådgivningsben hos Deloitte, PwC og flere af de andre store revisionshuse modsat den klassiske revision, hvor priserne er under pres, og væksten er begrænset.

Kapringen er opsigtsvækkende, fordi PwC i mange år har været kendt for at være en højborg, hvorfra det har været svært for de øvrige huse at rekruttere.

PwC bekræfter, at huset har måttet afgive en række partnere inden for skatteafdelingen til Deloitte.

“Det er korrekt, at nogle har valgt at fortsætte deres karriere i Deloitte. Det er færre end fem, og vi har stadig den stærkeste og største skatteforretning i Aarhus, og vi er for mig at se den foretrukne arbejdsplads i branchen,” siger Thomas Bjerre, direktør og leder af skatteforretningen i PwC.

Deloitte ønsker ikke at kommentere strandhugsten hos konkurrenten. Men partner og leder af Deloittes skatteafdeling Niels Josephsen har tidligere udtalt til InsideBusiness, at det er Deloittes strategi at investere i en stærk skatteafdeling i Aarhus.

Stærk vækst

Tabet af partnerne og de ansatte, som de har taget med sig til Deloitte, vækker ikke bekymring hos PwC, der har den største revisionsforretning i Danmark, og den næststørste rådgiverforretning efter Deloitte.

For mens Deloitte har været på partnerrov hos PwC, har PwC i samme periode hyret 50 medarbejdere til skatteforretningen i Aarhus, som hører til et af de få kontorer uden for København, som PwC holder fast i.

“Vi er i en people-forretning, og det sker, at partnere og medarbejdere flytter. Nogle gange er det mere ærgerligt end andre, men det går begge veje. Når jeg kigger på, at vi i dag er 50 medarbejdere mere i skatteforretningen end samme tid sidste år, og at vores vækst har været væsentlig stærkere end konkurrenternes, så er jeg rigtig stolt over vores udvikling og markedsposition i PwC,” siger Thomas Bjerre.

Pwc-direktøren mener ikke, at Deloittes kapring af de godt 20 ansatte er udtryk for, at PwC’s historiske evne til at fastholde sine nøglefolk er under pres.

”Når jeg ser på vores konkurrenter og de skift, der har været i branchen, så er vi meget stabile i vores fastholdelse af partnere og ledende medarbejdere, og jeg må sige, at jeg er rigtig glad for vores hold, og de mange nye partnere, som vi løbende udvikler og lykkes med at tiltrække,” siger Thomas Bjerre.

Hård kamp om talenter

Sagen er et godt eksempel på, at kampen om de dygtigste ansatte er hårdere end nogensinde i revisions- og rådgiverbranchen.

Det gælder på allerøverste niveau, hvor der stjæles partnere og seniorfolk på kryds og tværs fra hinanden, men også på juniorniveau, hvor revisions- og rådgivningshusene over en bred kam øger optaget af trainees for selv at tage greb om rekrutteringsudfordringerne.

At kampen om talenterne er blevet hårdere, mærker man hos PwC.

”Vores 50 nye skattemedarbejdere er jo også kommet et sted fra, så kampen er for mig at se mere intens end tidligere, men som markedsleder og med branchens bedste image kan jeg mærke, at vi har et meget stærkt udgangspunkt for den kamp. Så jeg er fortrøstningsfuld,” siger Thomas Bjerre.

Samtidig forsøger flere af Big Four-husene at stoppe drænet af medarbejdere, der forlader branchen. Det sker først og fremmest ved at forsøge at tage et opgør med det historisk hårde arbejdspres, som præger især revisionsbranchen. Det sker blandt andet ved at skære urentable kunder fra, mens der varsles prisstigninger over for andre.

Netop i disse tider er det afgørende for branchen at stoppe sivningen af medarbejdere, især de specialiserede statsautoriserede revisorer, fordi mange af revisions- og konsulenthusene reelt kæmper med at servicere den eksisterende ordrebog.

Stærk efterspørgsel på skatterådgivning

Talentkampen er et resultat af en særdeles stærk efterspørgsel på især konsulentydelser, som har taget fart under coronakrisen. Især på de to megatrends digitalisering og bæredygtighed vokser efterspørgslen kraftigt hos revisions- og konsulenthusene. Men også skatterådgivning er et vækstområde.

Det skyldes flere forhold. Dels bidrager det økonomiske opsving til, at blandt andet familieejede virksomheder har taget hul på generationsskifter.

Men også brexit og et generelt øget offentligt fokus på aggressiv skatteplanlægning har fået virksomheder til i stigende grad at søge rådgivning hos konsulenthusene.

Læs mere

Krise afløst af vild vækst. Her er revisionshusene, der stormer frem

Revisorboss færdig efter intern ballade

Revisorernes nye direktør jagter politiske venner til advokatopgør

Ny rapport udløser granatchok i advokatbranchen

Revisionskæmper tager opgør med flere års prispres

Ny topchef i KPMG vil sætte turbo på revisionsforretning

Revisionshus i offensiven på markedet for uvildig økonomisk rådgivning

Fyring af topchef i revisionsgigant vækker undren