hvad står du for

Kultur

Derfor er værdier vigtige i konflikthåndtering

Hvor meget tænker du over dine værdier? Næppe noget, de fleste af os bruger så meget tid på i det daglige. Vi ved, de er der, men vi bruger sjældent tid på at huske os selv på dem. Det til trods for, at de fleste af os jo godt ved, at de har ret stor betydning for vores ageren i det daglige. De er vigtige f.eks. i konfliktløsning er konklusionen i en ny bog.

I Paul Ingrams seneste bog er der en opfordring til at få dem kaldt frem. Både i forhold til ens personlige værdier, men også sat i spil i forhold til ens relationer og den organisation, man er sat ind som leder i. Værdisnakken er på ingen måde ny. Igennem tiden har snakken om normer, værdier og organisationskultur fyldt en del. Den ældre generation af læsere vil formentlig kunne huske, hvordan Edgar Schein overtog sendefladen med hans bog om organisationskultur, der udkom første gang i midten af 1980’erne.

Ingrams bog er en letlæst, men ikke en let tænkt, bog om værdiers betydning. Man kan godt mærke, han er en prisbelønnet formidler, og det gennemsyrer også hans seneste bog. Den er levende fortalt i brugen af både praksiseksempler, men også i forhold til hans egen og andres forskning på området. Dertil kommer en række konkrete måder at få kortlagt sine værdier.

Boganmeldelse

Titel: What do you really stand for?

Forfatter: Paul Ingram

Forlag: Havrad Business Review Press

Udgivelsesår: 2026

Score: 5 af 6 stjerner

Anmeldt af James Høpner

 

Bogen er delt i tre dele. En om ens egne værdier, en om ens relationer og en om ens team og organisation. En ikke helt overraskende struktur. Enkelt og analytisk opbygget. I første del får man indsigt i, hvordan man identificerer sine værdier, hvordan man bruger dem til at træffe bedre beslutninger, og hvordan man holder dem ved lige. Dette er klart den vigtigste del af bogen. For det er bevidstheden om egne værdier, som er afgørende for, hvordan man styrker sine relationer til andre, og hvordan man som leder bygger de organisationer op, som man er sat i spidsen for.

Anden del handler om, hvordan man styrker sine relationer ved at lægge mærke til sine værdier. Hvordan man løser konflikter ved at kigge efter værdimæssige konflikter og ikke ”tilfældige overfladekonflikter”. Særligt den sidste pointe er interessant. For Ingram er ret klar i, hvordan han ser på konflikter. De fleste konflikter går over af sig selv, hvis der er et værdimæssigt fælles fundament. Konflikter er en naturlig del af hverdagen. Men hvis der er en værdimæssig konflikt, skal alle alarmklokkerne ringe.

I den sidste del kommer der så råd til at bygge stærkere teams og organisationer gennem værdier. Her bliver bogen lidt mindre tydelig. Det at bygge værdimæssige fællesskaber er en lidt mere abstrakt størrelse. Lykkes det, står man stærkt på mange måder, men jo større organisationer, jo vanskeligere kan det være at få kalibreret værdierne.

Bogen starter og slutter med en historie om en amerikansk general, der bærer rundt på nogle små kort med hans vigtigste personlige værdier. Hver gang han står i et ledelsesdilemma, konsulterer han sine kort og følger dem. Også selvom han bryder organisationens retningslinjer. Det er et stærkt eksempel, men for de fleste af os vil det nok være svært at overtage den praksis. Det kræver i hvert fald en hel del mod. Trods denne tøven i forhold til bogens anbefalinger, så er det klart en bog, der giver stof til eftertanke. Og, opfordrer til at vise værdimæssigt mod.

Anmeldt af James Høpner

 

Læs mere

Ny bog er central for forståelsen af digital afhængighed

En sand sværvægter om demokratiske virksomheders superkraft

En vigtig debatbog om musikbranchen

For en bedre verden. For en ny tid med krav om ny ledelse

Gode salgskompetencer er fundamentale og bliver aldrig umoderne

Mørke penge er stadig et problem

Få mindre stress og mere trivsel ind i hverdagen

“Tænk mindre, led bedre”